Spring til indhold

27. juli 2021

Formueplejes fintunede investeringsproces

Af Formuepleje

Når man som Formuepleje aktivt forvalter cirka 118 milliarder kroner (ultimo maj), gælder det om at have styr på sine investeringsprocesser. Her får du et indblik i, hvordan det foregår i Formueplejes kapitalforvaltning.

Formuepleje har som landets største bankuafhængige kapitalforvalter mere end 118 milliarder kroner under forvaltning, og det stiller store krav til, at investeringsprocessen er i trygge hænder og følges til punkt og prikke. Det gælder, uanset om der er tale om investeringer i aktier, realkreditobligationer eller virksomhedsobligationer.

Hver morgen mødes hele kapitalforvaltningen til et kort orienteringsmøde om det seneste døgns begivenheder, og udviklingen på de finansielle markeder vendes og drøftes for at finde ud af, om der er nye tendenser, der skal navigeres efter. På den måde er Formuepleje sikret hele tiden at være på højde med den seneste udvikling.

”Samtidig mødes Formueplejes investeringskomite ugentligt til et længere møde for at tage stilling til, om der skal ske ændringer eller justeringer på baggrund af de input, vi får, eller om der er andre ting oppe i tiden, vi skal være opmærksomme på,” siger Henrik Franck, investeringsdirektør og partner i Formuepleje og formand for investeringskomiteen, som også består af Niels B. Thuesen, Frank Reisbøl og Søren Astrup.

Alverdens ting kan påvirke aktiemarkedet

Det kan være alt lige fra renteforhøjelser og -sænkninger fra de toneangivende centralbanker, valutauro, konsekvenser af Brexit, italiensk statsgæld eller amerikansk præsidentvalgkamp. Det kan også være nøgletal om arbejdsløshed i de største økonomier, særligt USA’s, eller inflationstal, der skaber bekymring for stigende renter, som vi eksempelvis har set dette forår.

”Der er et væld af ting, der kan påvirke udviklingen på de finansielle markeder, og i kapitalforvaltning gælder det hele tiden om at finde ud af, hvilke ting der er vigtige og reelt påvirker finansmarkederne, men også hvilke der er støj, og det er en del af vores løbende diskussioner,” forklarer Henrik Franck.

Investeringskomiteen sidder med det endelige ansvar for de investeringsbeslutninger, der bliver truffet.

”I alle vores aktivklasser har vi et udgangspunkt, der fortæller os, hvornår vi skal handle og eksekvere. Alle vores aktieinvesteringer har for eksempel et kursmål, og når det er indfriet, bliver aktien solgt. På samme måde skal vi hele tiden sikre, at investeringsrammerne i de enkelte investerings- og kapitalforeninger bliver overholdt, og det er også en vigtig del af kapitalforvaltningens opgaver,” forklarer Henrik Franck.

Større investeringsmøde minimum hver anden uge

Hver anden uge mødes den samlede kapitalforvaltning så til et større møde kaldet investeringsforum, hvor der er rig lejlighed til at gå dybden med både det bagudrettede (hvad er der sket?) og det fremadrettede (hvad forventer vi?) inden for alle aktivklasser, det vil sige aktier, obligationer og virksomhedsobligationer.

I stille tider kan der godt gå et stykke tid mellem de forkromede nye beslutninger, men i mindre stille tider – med det seneste år til halvandet som det mest nærliggende eksempel – forekommer justeringerne hyppigere. Lige før præsidentvalget i USA i november 2020 øgede Formuepleje eksempelvis aktieeksponeringen til det maksimale i forventning om, at Demokraterne og Joe Biden ville vinde valget samtidig med, at der ville ske gode fremskridt på vaccinefronten i forhold til COVID-19.

Biden vandt, og de positive vaccinenyheder kom hurtigere end antaget, og det satte i november skub i den sektorrotation fra vækst- til valueorienterede aktier, som Formuepleje er positioneret til.

”Det seneste år har vi truffet en række større aktive investeringsbeslutninger af den type i lyset af de begivenheder, der har fundet sted. Beslutningen om at øge vores aktieeksponering til det maksimale på det tidspunkt er nok den vigtigste, vi har truffet,” understreger Henrik Franck, inden han nævner et mere håndgribeligt eksempel om en enkeltaktie:

”Mere specifikt fravalgte vi sidste år elbilproducenten Tesla i vores portefølje, da vi simpelthen ikke har kunnet regne den investeringscase hjem på noget tidspunkt. Forholdet mellem selskabets aktiekurs og fremtidig indtjening er efter vores opfattelse ganske enkelt ikke til stede. At udelade en enkeltstående aktie er som sådan ikke en stor beslutning, men den er til gengæld meget konkret og synlig, ikke mindst når der er tale om en kendt virksomhed som Tesla, som er vældigt populær blandt mange privatinvestorer. I år har vi så nedbragt eksponeringen mod amerikanske teknologiselskaber i april – lidt ud fra de samme overvejelser som med Tesla: Fordi kurserne er kommet
så højt op, at vi ikke mener, at værdiansættelsen står mål med realiteterne.”

Henrik Franck understreger, at Formuepleje bestemt ikke ser negativt på teknologi som sådan.

”Nærmere tværtimod vil jeg sige. Jeg har i årevis talt om, hvor meget den teknologiske udvikling kommer til at ændre og betyde for vores levevis og er essentiel for den fremtidige vækst og produktivitetsudvikling i verden. Men når vi reducerer vores eksponering til teknologiaktier, hænger det sammen med, at når den hype, der kan være i visse strømninger af aktier, bliver for voldsom, er det uden vores deltagelse. Det gælder, uanset om det er teknologi, grønne og bæredygtige aktier eller danske aktier for den sags skyld. Det er alle eksempler på aktier, vi har set blive handlet for højt op i pris. Det er ikke kun et fænomen, vi ser blandt teknologiaktierne,” fremhæver Henrik Franck, der sagtens kan forstå, at disse aktier er i vælten.

Stærke selskaber – men for højt prissat

Det er de som regel af gode grunde, men når hele flokken løber efter det samme og glemmer at regne på, hvad selskabet leverer af indtjening både nu og fremover, så er det, at værdiansættelsen kommer ud af vater.

”Typisk giver det jo god mening, at folk kigger efter disse aktier. Teknologi og bæredygtighed er to ting, der er meget oppe i tiden og begge dele noget, der vil spille en stor rolle i vores samfund i mange år frem. Det samme gælder danske aktier, hvor vi i Danmark jo har nogle af de bedste selskaber i verden på deres respektive felter, og det gør dem naturligt nok populære blandt investorer. Men alt det er jo ikke ensbetydende med, at aktier inden for disse kategorier ikke kan blive for dyre, og det er det, vi har set flere tilfælde af,” forklarer Henrik Franck, inden han springer videre til tredje og seneste eksempel på en investeringsbeslutning truffet i Formueplejes kapitalforvaltning. Ovenikøbet en af de større og vægtige.

”I maj nedbragte vi renterisikoen på baggrund af den kraftigt stigende vækst, der forventes oven på genåbningerne. Det skaber øget risiko for stigende inflation, og vi ser en risiko for, at yderligere rentestigninger i USA vil kunne trække de europæiske renter med op. Af den årsag har vi reduceret og afdækket renterisikoen og købt beskyttelse mod stigninger i de europæiske renter. Vi har gennem længere tid også afdækket renterisikoen i USA i Formuepleje Global High Yield og EM Virksomhedsobligationer. Det er endnu et par gode eksempler på vores aktive kapitalforvaltning, idet beslutningerne er truffet i tæt samarbejde mellem vores obligationsteam og investeringskomiteen,” konstaterer investeringsdirektøren.

Historiske år i de finansielle markeder

Hvis man tager en tur op i helikopteren, mener Henrik Franck, at tiden under og efter corona har været særdeles lærerig for samtlige, der beskæftiger sig med investering.

”Generelt har tiden siden februar-marts 2020 været en utroligt spændende tid, hvor tingene er vendt på hovedet indtil flere gange, og det har krævet en del overblik og ikke mindst is i maven at skulle navigere i de finansielle markeder,” forklarer Henrik Franck.

Først med kraftige kursfald, da COVID-19 udviklede sig til et globalt event, og dernæst med hastige kursstigninger, da historisk ekspansiv penge- og finanspolitik fik optimismen til at vende retur. Derefter fik vi vaccinerne, som satte fut under optimismen krydret med et vagtskifte på præsidentposten i USA. Et temmelig begivenhedsrigt 2020 kan man vist roligt kalde det.

”I år er det så renter og inflationsfrygt, der har stjålet dagsordenen og skabt nogle dønninger i de finansielle markeder. Midt i alt dette lurer der vel stadig en vis bekymring for, om vi får nye COVID-varianter, hvor vaccinerne ikke rækker. Fagligt set bliver det ikke meget mere udfordrende,” siger Henrik Franck og minder samtidig om, at førnævnte teknologiselskaber jo rent faktisk lukrerede voldsomt på COVID-19-pandemien, men nu er kommet lidt mere ned på jorden, hvor de mere valuebetonede aktier har fået fornyet luft under vingerne i takt med, at de mere optimistiske prognoser har indfundet sig.

”Det er sådanne tektoniske skift, man som kapitalforvalter  skal være opmærksom på. Skiftet fra vækst til value har vi i al beskedenhed været ret gode til at positionere os efter, men afdækningen af renterisikoen ville vi omvendt have gerne været lidt hurtigere ude med, hvis vi skal være lidt selvkritiske. Vi så ikke den markante udvidelse af OASspændet (merrentespændet), der forårsagede de massive kursfald på konverterbare danske realkreditobligationer tidligere på året. Det kan jeg godt ærgre mig over, at vi ikke forudså, men vores opfattelse er fortsat, at danske konverterbare realkreditobligationer ser meget fordelagtige ud for den langsigtede investor.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 03//2021

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver