Vores investeringskoncept
7. december 2021
Aktive tilvalg gør den bæredygtige forskel
Af Formuepleje
Bæredygtige investeringer står højt på dagsordenen som aldrig før. Men det er en illusion at tro, at vi gør verden mere bæredygtig alene ved at lave alenlange eksklusionslister med selskaber, man ikke må investere i. Det er både ineffektivt og uambitiøst.
I Finanswatch lød der forleden et interessant opråb fra professor Peter Løchte Jørgensen, som gik i rette med de pensionsselskaber, der har gang i en ufrugtbar konkurrence om at have den længste eksklusionsliste af selskaber, de ikke ønsker at investere i. Dermed afskærer de sig fra en stor del af det globale investeringsunivers, og det værste ved det hele er, at den tilgang slet ikke virker.
Efter at have brugt mange år af mine karriere på ansvarlige og bæredygtige investeringer kan jeg kun erklære mig helt enig i Peter Løchte Jørgensens udtalelser, og jeg kan konstatere, at vi fortsat bruger for meget tid på at diskutere eksklusionslister og frasortering af alle de selskaber, vi ikke vil investere i. Det er ærgerligt, for det er ikke det, der batter og gør en reel forskel i det store billede.
Tiden er til aktivt valg af bæredygtige investeringer
Har man et oprigtigt ønske om at gøre en reel bæredygtig forskel gennem sine investeringer, er tiden løbet fra alene at fokusere på den traditionelle screening, hvor selskaber, der ikke lever op til diverse bæredygtighedskrav, frasorteres. Det gælder om at supplere med en anden tilgang, hvor man aktivt vælger bæredygtige investeringer til, dvs. selskaber, der faciliterer den grønne omstilling.
Institutionelle investorer, herunder pensionskasser, fonde og kapitalforvaltere kan med sikkerhed gøre en forskel i denne sammenhæng: På globalt plan er vi betroet med enorme milliardbeløb, i Danmark forvalter sektoren eksempelvis mere end 5000 mia. kr. De enorme beløb giver indflydelse på samfundsudviklingen, og med den indflydelse følger ansvar. Det ansvar mener jeg, at vi professionelle investorer har taget på os.
Desværre er det sket på en lidt uheldig måde og med en forkert tilgang, så det nu er endt i en konkurrence om at have de længst mulige eksklusionslister, og det bringer os ikke så mange vegne.
Jeg vil på ingen måde postulere, at eksklusionslister og aktivt ejerskab slet ikke bidrager til en mere bæredygtig verden. Selvfølgelig kan man flytte selskaber et stykke i en mere bæredygtig retning. Men for virkelig at gøre en forskel skal man tilvælge de selskaber, der faciliterer omstillingen, og det der flytter noget for alvor, er teknologisk udvikling.
Derfor er det en illusion at tro, at lange eksklusionslister i sig selv gør en reel forskel på ESG-området. Det kan derimod godt flytte noget, at man som aktiv ejer går i dialog med selskaber og påvirker dem i en mere bæredygtig retning.
Ørsted er et godt eksempel
Vi har et godt eksempel herhjemme med Ørsted, som nu er blevet en vigtig aktør på havvind og har bevæget sig væk fra fossile brændstoffer. Dermed har Ørsted udviklet sig til et selskab, man aktivt kan tilvælge, fordi selskabet er med til at facilitere den grønne omstilling – for øvrigt med Goldman Sachs som en aktiv og vigtig medejer i den proces.
Fravalg er lette, men bringer ikke fremskridt og udvikling. Det gør tilvalg derimod. Tilvalg af investering i selskaber, der målrettet skaber teknologiske løsninger, som kan indfri bæredygtighedsambitioner. ”Impact investing” hedder denne tilgang til bæredygtige investeringer, og det er vejen frem – og det går ikke ud over afkastet for lige at mane den myte i jorden.
Investorer behøver ikke længere vælge mellem enten at træffe etiske valg eller at opnå et afkast. Det er ikke modsætninger, men gensidigt forstærkende. En investering i en bæredygtig løsning er attraktiv, fordi den har vækstpotentiale og er bedre fremtidssikret i en verden, som f.eks. efterspørger teknologi som løsning på klimaudfordringer.
Politisk vinder bæredygtighed også indpas
Heldigvis virker det også til, at politikerne er ved at se lyset. Folketinget blev for nylig f.eks. enige om en ny landbrugsaftale, der netop tager afsæt i, at teknologiske løsninger skal løse problematikken, og det er en vigtig erkendelse fra politisk side for, at vi rent faktisk er i stand til at rykke os og tage de nødvendige skridt i den rigtige retning. Det perspektiv savnes alt for ofte i klimadebatten: At man faktisk forstår, at teknologiske investeringer kan udvikle et erhverv til at være bæredygtigt frem for bare at afvikle det.
Politisk har klimadagsordenen længe stået højt, men oven på klimatopmødet COP26 i Glasgow kan man med rette blive i tvivl om, hvad det politiske egentlig kan rykke, når det kommer til stykket.
Her er det dog vigtigt at slå fast, at internationalt samarbejde, politisk fremsynethed og politiske beslutninger er afgørende for at sætte den bæredygtige omstilling på dagsordenen og øge fokus på klimaproblematikken. Blot skal man ikke regne med, at alle løsningerne kommer herfra.
De rigtige holdninger og gode intentioner gør det ikke alene, og det er her, at al den teknologi, der udvikles i virksomhederne, kommer ind i billedet: Det er med andre ord virksomhederne og teknologien, der faciliterer, at vi kan nå de målsætninger, som politikerne har besluttet.
Artiklen blev også bragt som en kommentar i Finans tirsdag den 7. december 2021.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning