Vores investeringskoncept
20. november 2020
Vacciner er et vendepunkt i aktiemarkedet
Af Formuepleje
Indenfor blot en uge har to af verdens førende medicinalselskaber været på banen med lovende nyheder om COVID-19-vacciner. Med udsigten til effektive vacciner blev der vendt op og ned på aktiemarkedet, hvor investorerne kastede sig over de valueorienterede aktier på bekostning af vækstaktierne, der ellers længe har været investorernes kæledægge, specielt efter udbruddet af COVID-19. Nu er billedet i en vis udstrækning vendt.
Flere positive nyheder den seneste halvanden uge om COVID-19-vacciner under udvikling giver håb om, at den globale coronapandemi snart kommer under kontrol. De gode nyheder har smittet af på de finansielle markeder, hvor især de valueorienterede aktier har fået noget af en opblomstring.
Omvendt er de hyppigt omtalte teknologiaktier med fremkomsten af vaccinerne kommet lidt ned på jorden efter generelt at være steget voldsomt gennem COVID-19-året 2020.
COVID-19-vaccinerne har sammen med det netop afholdte præsidentvalg i USA været en katalysator for en større sektorrotation i aktiemarkedet til fordel for valueaktierne og på bekostning af vækstaktierne.
Valueaktier handler om mere end blot at handle under indre værdi: Ofte er der tale om lidt ældre, stabile selskaber inden for mere modne industrier, og ofte betaler disse selskaber også højere udbytter. Det er typisk virksomheder med en stærk balance og med en attraktiv prisfastsættelse på aktiemarkedet, men oftest også med begrænsede forventninger til fremtidig vækst. ”En fugl i hånden er bedre en ti på taget”, sammenfatter ræsonnementet hos valueinvestor.
Vækstaktierne derimod finder man især inden for teknologi, hvor en håndfuld mastodonter skiller sig ud og i år er steget med raketfart. De fem største aktier i det amerikanske S&P 500-indeks er nu teknologiaktier og har tilsammen oparbejdet en markedsværdi på 45.000 milliarder kroner – eller 25 procent af hele markedsværdien i S&P 500. I mange, men ikke alle tilfælde, er der tale om selskaber, hvor stigningen i aktiekursen er drevet af ekstremt optimistiske forventninger til den fremtidige indtjening. Hos vækstaktierne er det ”fuglene på taget”, som investorerne fokuserer på.
Lidt samme kendetegn har i øvrigt det danske aktiemarked, der er stærkt præget af store medicinalselskaber, som udgør mere end 50 procent af C20-indekset. Danske aktier har ligesom de amerikanske teknologiaktier haft et stærkt 2020 under COVID-19 og har derfor også haft nogenlunde samme modvind under den sektorrotation, vi har set den seneste halvanden uges tid.
COVID-19 har øget skellet mellem vækst og value
Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun har været i forbindelse med nedlukningerne under COVID-19, at valueaktier har haltet efter vækstaktier. Det har været gældende de seneste 10 år.
Men COVID-19 har øget forskellen imellem vækst og value, idet vækstaktierne ikke blev nær så hårdt ramt på indtjeningen, da der blev indført nedlukninger i de fleste lande.
Vækstaktierne har paradoksalt nok nydt godt af COVID-19, fordi flere har arbejdet hjemme, dataforbruget er øget, der bliver købt flere varer på nettet, og udbydere af virtuelle møderum har haft kronede dage.
Samtidig er renterne (specielt i USA) faldet, og det gør vækstaktierne relativt mere attraktive, idet de betydelige overskud, som forventes i fremtiden, skal tilbagediskonteres med en lavere diskonteringsfaktor. Så bedre indtjening og lavere diskonteringsfaktor blev en yderst potent cocktail for dette segment i aktiemarkedet i perioden fra marts til oktober i år.
Udsigten til en vaccine, som kan gøres bredt anvendelig indenfor seks måneder, vender logikken for vækst og value på hovedet. Renterne stiger, og det gør vækstaktierne mindre interessante, og i stedet for IPads og Netflix kigger forbrugerne nu mod restaurantbesøg og charterrejser. Valueaktierne ser pludselig langt mere indbydende ud.
De finansielle markeder havde på sin vis inddiskonteret, at der med stor sandsynlighed ville komme en eller flere vacciner, men det er sket tidligere end forventet og med mere lovende resultater end først antaget.
Men blot det, at der nu er større vished for, at effektive vacciner snart rammer markedet, har fjernet en væsentligt usikkerhedsfaktor både i aktiemarkedet og økonomierne som helhed.
Formuepleje går efter både vækst og value
I Formuepleje er aktiestrategien hverken baseret på vækst- eller valueaktier, men en kernestrategi, hvor vi går efter attraktiv prissætning – det vil sige ”kvalitetsselskaber”, hvor vi skal kunne regne aktiekursen hjem. Det kan således både være vækst- og valueaktier, men kravet om, at aktiekursen skal afspejle rimelige og realistiske forventninger til fremtiden, udelukker ofte i praksis de fem største selskaber i det amerikanske S&P 500-indeks. De er alle teknologiselskaber, og de har som nævnt klaret sig forrygende i 2020.
For både teknologi- og sundhedsaktier gælder det, at indtjeningen i flere af virksomhederne er bomstærk, men markedet forventer, at træerne vokser ind i himlen. Det gør de jo som bekendt sjældent, og derfor kan selv meget små skuffelser i forventningerne til disse aktier føre til meget store kursfald.
Ved at undgå at investere i kraftigt oppustede forventninger opnås et langt mere stabilt afkast, som på den lange bane faktisk har været betydeligt bedre end et sammenligneligt benchmark. Og selvom strategien har haft modvind de seneste seks måneder, er vi overbeviste om, at princippet om at betale 80 øre for en krone også i fremtiden vil give vores investorer det bedste resultat.
På det seneste har forventningen vist sig at holde stik, idet Formueplejes aktieportefølje har hentet en del af efterslæbet. Efterhånden som verden ”normaliseres”, forventer vi, at denne udvikling fortsætter.
Valueaktierne har nu klaret sig bedre i en lille måneds tid, men det er endnu for tidligt at konkludere, at der er tale om startskuddet på en ny langvarig trend. Vi er fortsat også af den holdning, at ny teknologi og dermed teknologiselskaberne er en af de væsentligste vækstmotorer i mange år frem. Det er således ikke permanent at styre uden om vækst- og teknologiaktier, men på nuværende tidspunkt bliver man bare betydeligt bedre betalt for at have de lidt mere ”kedelige” aktier i porteføljen. Og det har vi det egentlig ganske godt med.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning