Vores investeringskoncept
14. februar 2020
Pernille Ovesen lærte den økonomiske lektie på den bratte måde
Af Formuepleje
Pernille Ovesen kæmpede i tre år imod sit pensionsselskab, der havde parkeret hele hendes pensionsopsparing på en fejlkonto. Til sidst vandt hun, men kampen lærte hende at være uhyre opmærksom på alle aspekter af privatøkonomien, ikke mindst pensionen, som mange har en tendens til at glemme. Historien om 46-årige Pernille Ovesen er dog mere end blot en kvinde, der vandt over pensionsselskabet. Den handler også om et karrieremenneske med fortid i C25-selskaber, som nu har taget et markant jobskifte, uddannet sig på ny og er sprunget ud som selvstændig. Og så er hun naturligvis glad investor i Formuepleje.
Pernille Ovesen troede, at hun havde en pensionsordning. Det stod jo på lønsedlen, at der blev indbetalt et anseeligt beløb hver måned. Men da hun var i færd med at købe bolig, sagde bankrådgiveren pludselig, at hun ikke havde nogen aktiv pensionsopsparing.
”Det kan ikke være rigtigt,” udbrød hun, og så begyndte ellers tre års kamp for at blive kompenseret. Det lykkedes til sidst, men ikke uden sværdslag, da pensionsselskabet det meste af tiden hverken var til at hugge eller stikke i.
Efter mødet i banken fandt Pernille Ovesen hurtigt ud af, at pengene blev sat ind på en fejlkonto i stedet for ind på en pensionsopsparing, så de kunne blive investeret. Derfor gik hun glip af tre års afkast – fra gode år vel at mærke – inden hun opdagede miseren, men pensionsselskabet havde ikke til sinds at kompensere. Som en sidste udvej gik hun for godt et år siden til pressen, og 24 timer senere var hun fuldt kompenseret.
”Det var virkningsfuldt, men også meget grænseoverskridende for mig. Nu har jeg i hvert fald lært, hvor vigtigt det er at have styr på alle elementer af sin økonomi. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke var et økonomisk rodehoved. Det var kun min pension, der ikke lige var styr på, men jeg var bange for, at folk ville tænke sådan, når jeg stod frem med min historie. Men jeg kan ikke understrege nok til alle: Tjek det nu, hvis I ikke har gjort det. Mange har efterhånden 10-15 procent arbejdsgiverbetalt pension. Det er en væsentlig del af ens aflønning, hvis man glemmer at tjekke, at alt er i orden,” siger Pernille Ovesen.
Hun er 46 år, har over 20 års erfaring inden for marketing, strategi og ledelse i C25-selskaber som TDC, Danske Bank og Tryg og er på egen krop ekspert i at slås med en stor pensionskæmpe – noget der fik hendes øjne op for at blive kunde i Formuepleje. Historien om hende handler dog om mere end en glemt pensionsordning.
Karrierespringet
Pernille Ovesen er også historien om et karrieremæssigt spring af de mere opsigtsvækkende. Fra den ambitiøse daglige færden i nogle af Danmarks største selskaber har hun brugt af sin opsparing og selv finansieret sin uddannelse som ManuVision-kropsterapeut og slået sig op som selvstændig kropsterapeut med base i Lyngby.
Noget hun aldrig kunne have gjort uden at have orden i sin økonomi. Så hun ved, hvor vigtigt det er:
”Økonomi er vigtig ligesom ens helbred og sociale netværk. Vi kan ikke eksistere uden, men man må også gøre op med sig selv, hvor meget det må fylde. I de 20 år, jeg har arbejdet som ansat, har jeg altid haft råd til at sige op. Det kendetegner nok mig. Det kan være dyrt at tjene penge som menneske, hvis man ikke trives, og den omkostning vil jeg ikke have,” lyder det uden tøven, men også vel vidende, at hendes nuværende økonomi ikke tillader hende at skeje ud efter behag.
”Det er svært at tage karrierespringet uden en vis økonomi, og jeg har da også måttet omprioritere. Tidligere havde jeg en lækker bil, det har jeg ikke mere, og tidligere tog jeg på flere lækre rejser. Det har jeg også skåret ned på. Jeg har heller ikke fem abonnementer på streamingtjenester længere. Men jeg er heldig, at jeg ikke tidligere har haft mange af disse dyre tilvalg eller haft høje faste udgifter,” fortæller Pernille Ovesen nu, da hun er gået fra at tjene mere, end hun skal bruge, til at tjene mindre.
Opsparingen hjalp
Omvendt havde hun en opsparing at trække på, da uddannelsen som kropsterapeut skulle finansieres.
”Jeg kunne ikke have gjort det, jeg har gjort – at tage en dyr egenfinansieret uddannelse – hvis jeg ikke havde haft en opsparing. Jeg betragter det som en investering. På den måde giver penge og opsparing noget frihed,” forklarer hun og erkender, at det karrieremæssige sporskifte er noget af en mundfuld – ikke bare set udefra, men også for hende selv.
”Ja, det er noget af et skifte. Jeg er gået fra at være en erfaren cand.merc.’er fra CBS til at udøve et håndværk som selvstændig. Jeg er gået fra fast indtægt til usikker indtægt og fra mange kolleger til ingen eller meget få kolleger. Og jeg er gået fra at få opgaver, som jeg skulle løse, til at skulle skabe det hele selv. Det er en stor ændring af hele mit tankesæt,” medgiver hun og nævner et meget konkret eksempel på det:
”Før havde jeg aldrig rørt ved en krop professionelt. Nu skal jeg røre ved tæer, der har været pakket ind i sko i 10 timer. Det gør man ikke i Danske Bank. Der sidder man ikke og nulrer tæer. Men jeg er vild med det. Jeg kan mærke det, jeg skaber.”
Og der er ingen fortrydelse at spore hos Pernille Ovesen, der i en rum tid havde tænkt over sin fremtidige tilværelse og var kommet frem til, at hun nok ikke skulle pensioneres inden for sit felt.
”Skiftet var noget, jeg havde tænkt over et stykke tid. Jeg kiggede mig selv i øjnene, og i min optik er man ikke i marketing, indtil man bliver 70 år, fordi man hele tiden skal sætte sig ind i nye tendenser og afprøve nye ting. Det er sjovt i slut-20’erne og start-30’erne og for mig indtil starten af 40’erne, men ikke et helt arbejdsliv. Det tror jeg ikke på. Så jeg tog det her skifte, der kræver noget helt andet fra mig. Det er rent teknisk både teknik og greb, men det er også noget med at være forberedt på, at mennesker mærker deres krop på en ny måde, og følelser, nogle gange fortrængte følelser, derfor kommer op til overfladen. De reaktioner skal jeg kunne håndtere.”
Kropsterapi er som en hund, der ryster sig
For at blive lidt klogere på, hvad kropsterapi egentlig er for en størrelse, plejer Pernille Ovesen at sammenligne det med en hund, der ryster sig efter at have fået skældud:
”Når den har fået skældud, ryster den sig og afspænder sit nervesystem. Den bliver fri. Det kan mennesker ikke på samme måde. Kropsterapi kan sammenlignes med hunden, der ryster sig og bliver fri. Tanken i kropsterapi er, at psykiske belastninger sidder i kroppen og får den til at reagere med spændinger, smerter, skader eller sygdom, men kroppen er ikke syg af den grund. Den reagerer på grund af noget, der er galt. Det er faktisk en sund krop, der reagerer,” forklarer Pernille Ovesen, som dog har til sinds at bruge sine 20 års erfaring fra store virksomheder i sin kropsterapi.
”Dels kan jeg bruge mine markedsføringskompetencer til at komme i gang. Jeg er ret sikker på, at der er en plads i markedet til mig, der kommer fra en karriereminded tilværelse. Folk møder dermed en, der selv har været i gamet. Det tror jeg meget på. Andre kropsterapeuter har måske dyrket elitesport, som de kan bruge i deres virke. Der handler det om at finde sin unikke position, og min er, at jeg har en lang karriere bag mig og ved, hvilke forhold der gør sig gældende for andre i samme position,” fortæller Pernille Ovesen.
Omdrejningspunktet i hendes nye tilværelse er og bliver kropsterapien, hvor hun er del af klinikfællesskabet Mit Rum på Ulrikkenborg Plads i Lyngby. Her har hun tænkt sig at blive – og vokse, men hun har også tænkt sig at udvide forretningsomfanget.
”Kernen i min forretning er kropsterapi, hvor jeg er selvstændig forretningsdrivende. Så skal der vokse noget uden om den kerne. Det er for eksempel foredrag, hvor jeg allerede er i gang med at henvende mig til dem, der tænker på karriereskift. Så har jeg også nogle blogplaner i sin spæde start om det at holde liv i en krop. Der kan jeg bruge mine erfaringer fra tidligere. Mine fremtidsplaner er åbne, sådan vil jeg gerne have det. Nu har jeg prøvet 20 år på den anden måde.”
Det kan lade sig gøre
I hele processen er hun også blevet meget klogere på sig selv, og at man ikke bare lige foretager et karrierehop af den slags, og så er alt godt fra første fløjt:
”Da jeg tog springet, købte jeg et par timer hos en karriererådgiver, som sagde til mig, at det ville tage to år at foretage skiftet, før jeg havde hoved, hjerte og krop helt med. ”Næ nej,” sagde jeg, fordi jeg er en af de forandringsparate. Nu må jeg nok erkende, at karriererådgiveren havde ret.”
Det ændrer dog ikke på det faktum, at det kan lade sig gøre, hvis man insisterer, gør sig umage og har noget økonomi, der kan hjælpe en på vej, mener Pernille Ovesen.
”Vil man noget andet, kan det lade sig gøre. Jeg kunne også brokke mig, da jeg var ansat som så mange andre, men så må man enten forny sig eller genopfinde begejstringen eller lukke brokkeskuffen. Ellers bliver man gammel før tid. Det har jeg ingen intentioner om,” siger hun og peger på en erkendelse, hun har gjort sig om pension.
Se kroppen som en ekstra pensionsopsparing
For de flestes vedkommende handler pensionsopsparingen om penge, men man kan på samme vis passe på sin krop og spare op til mange gode år ved at vælge, hvad der er godt for en selv, lyder det leveråd, som Pernille Ovesen lever sit liv efter:
”Pension er andet end penge. Det er også at være i stand til at nyde livet som pensionist. Det er penge en del af, men slider man sig selv op i mange arbejdstimer, med en dårlig chef eller i et forkert ægteskab, slider man på kroppen. Så hver gang man træffer en beslutning, hvor man får det bedre, sætter du noget ind på en anden pensionskonto, som også er meget vigtig. Kan man det, er det selvfølgelig ekstra rart at have en god pensionsopsparing.”
I dag har Pernille Ovesen efter sine pensionsstridigheder placeret sine penge i Formuepleje, som hun stødte på i forlængelse af en række møder med pensionsselskaber, der skulle overtage hendes opsparing i fjor.
”Da jeg i sin tid havde fået min kompensation, tog jeg 3-4 timelange møder med forskellige pensionsudbydere. Hver gang kom jeg hjem med en stak papirer, som gav mig følelsen af, at jeg ikke kunne få et overblik over, hvad det kostede, og hvad tilbuddene egentlig indebar. Jeg gav op på at sammenligne og syntes, at præmisserne var irriterende. Det gav mig en dårlig mavefornemmelse. Samtidig havde jeg hørt om Formuepleje, så jeg tog til intromøde og mødte Henrik Iwersen (senior formuerådgiver, red.). Der vidste jeg med det samme, at det lød godt. Der var gennemskuelighed, hånden på kogepladen og jo mere jeg tjener, jo mere tjener Formuepleje også. Det kan jeg godt lide, og jeg har ikke mødt andet end dygtighed. Jeg var ikke i tvivl og har overhovedet ikke fortrudt,” fortæller hun.
Ung i pensionsmæssig forstand
Som 46-årig ved Pernille Ovesen, at der stadig er et pænt antal år, indtil pensionsalderen indtræffer, og på den baggrund har hun valgt at ligge investeret med risikoen i den høje ende, præcis som anbefalingerne lyder i den situation.
”Jeg kører med høj risiko i min egen forstand i hvert fald. I pensionssammenhæng er jeg stadig ung, så jeg ved, at der skal noget risiko på. Pengemarkedet kalder også på, at man tænker langsigtet,” siger hun og oplyser, at hun ikke er den type investor, der har store aversioner imod udsving. Hun ved, at de kommer fra tid til anden.
”Jeg sover godt om natten og går ikke i panik, hvis det går nedad. Jeg holder mig til planen.”
Faktisk er hun med al den økonomiske viden, hun er blevet udstyret med, siden hun blev tvunget ud i det på grund af hele pensionsmiseren, ved for alvor at have fået smag for livet som investor. Det har hun ikke fra fremmende, som hun fortæller i denne anekdote:
”Min egen far, der også er Formuepleje-investor, investerer selv, og det er megainspirerende. Jeg vil ikke afvise, at jeg skal bruge noget af min tid på det som en slags hobby ved siden af. Ikke kun for pengenes skyld, men fordi det kræver, at man skal sætte sig ind i nogle ting og blive klogere.”
Det gjorde Pernille Ovesen i den grad med den forsvundne pensionsopsparing, og det gør hun hver dag i sit nye liv som selvstændig kropsterapeut. Og nu følger hun langt mere hyppigt med i, at investeringerne udvikler sig tilfredsstillende.
”Jeg fulgte ikke med før, men det gør jeg nu. Ikke fra dag til dag dog. Det har været opmuntrende at følge med i mine Formuepleje-investeringer, siden jeg kom ind for godt et år siden,” slutter hun.
Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 01//2020.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning