Ny EU-fond er en livline til euroen

Den danske debat og mediedækning drejede sig primært om vores øgede bidrag til EU-budgettet og kravet om større rabat, da de kommende syv års EU-budget samt en stor genopretningsfond efter Covid-19 blev vedtaget den 21. juli. Fonden er officielt rettet imod Italien og Spanien, men reelt drejer det sig om at sikre euroens fremtid.

Derfor er den store historie, at EU efter mange års uenighed har taget et vigtigt skridt mod en fælles finanspolitik – eller i hvert fald et fælles budget, der kan bruges til finanspolitiske stimulanser. Det har hidtil været udelukket pga. tysk modstand, men under coronakrisen har Tyskland skiftet kurs.

Genopretningsfonden er forårsaget af Covid-19 og dermed formelt ikke en permanent model til fælles europæisk finanspolitik, men belært af erfaring ved vi, at når man gør noget en gang, kan man gøre det igen. Som Milton Friedman sagde: ”Nothing is so permanent as a temporary government program”.

Euroens forudsætninger

Genopretningsfonden indebærer en velstandsoverførsel fra Nordeuropa, herunder Danmark, til Sydeuropa. Det kompenserer for, at de økonomiske forudsætninger for en velfungerende valutaunion aldrig har været opfyldt.

En stabil valutaunion forudsætter blandt andet, at deltagerlandene har nogenlunde ensartet økonomisk udvikling, så der ikke er for store forskelle i landenes gæld, budgetunderskud, inflation, vækstrater og produktivitet. Det forudsætter også fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital.

Det er ikke opfyldt i eurozonen. Lande som Italien, Grækenland og Spanien blev optaget uden at opfylde kriterierne. Disse lande har ikke sidenhen gennemført de nødvendige reformer, og eurozonen har ikke etableret en finanspolitisk overbygning, som kan bruges, når eurolandene rammes asymmetrisk af eksogene chok som coronapandemien eller finanskrisen.

Hvorfor indførte man så euroen uden at opfylde kriterierne for en valutaunion? En kompliceret historie ultrakort: Euroen blev til ved en tysk-fransk studehandel. Efter Murens fald skulle den tyske genforening gå stærkt, og Frankrigs krav var en fælles europæisk valuta. Imidlertid var det for tidligt, for forudsætningerne for euroen var ikke på plads, og konsekvenserne har truet Europas økonomi lige siden.

Euroen har på mange måder været en succes, alene fordi den har overlevet. Det er historien om humlebien, der ikke kan flyve. Den har haft en svær tilværelse i sin 20-årige levetid, men har overlevet pga. massiv politisk opbakning.

For stærk og for svag

Konsekvensen af for store forskelle i landenes økonomier er blandt andet, at euroen er for stærk til de svage økonomier og for svag til de stærke økonomier. Euroen låser landenes valutaer fast, så det ikke afspejler den økonomiske virkelighed i det enkelte land.

Euroen er for svag en valuta for Tyskland og Holland, som oparbejder kæmpestore og uhensigtsmæssige handelsoverskud. Det skaber eksporteventyr og arbejdspladser her, mens virksomheder i Euro-lande med svage økonomier taber konkurrenceevne. Her er situationen, at euroen er for stærk i forhold til landenes produktivitet og vækst.

Det historisk vigtige

Konsekvensen af for store forskelle i landenes økonomier er, at euroen er for stærk til de svage økonomier som for eksempel Italien og for svag til de stærke økonomier som Tyskland. Euroen låser landenes valuta fast, så det ikke afspejler den økonomiske virkelighed i det enkelte land.

Over årene er forskellene vokset, fordi de svage økonomier ikke har gennemført nødvendige reformer til at sikre ensartet økonomisk udvikling i valutaunionen. Landene har ikke været villige til at udvide eurosamarbejdet med en finanspolitisk overbygning. Nu bliver en pandemi anledning til, at EU-lederne tager radikale løsninger i brug med genopretningsfonden. Det giver euroen en livline, fordi det reducerer risikoen for, at Italien, Grækenland og andre svage økonomier må forlade eurozonen.

Det er det historiske i den aftale, som EU-lederne indgik 21. juli 2020 og har langt større betydning end størrelsen af Danmarks EU-bidrag og vores rabat.

Symptombehandling

Genopretningsfonden er i praksis en udligningsordning for at afværge konsekvenserne af de store forskelle i eurozonens økonomier, dvs. symptombehandling. Lige nu er denne overførsel af velstand det rette at gøre for at undgå det, der er værre, nemlig at europæisk økonomi lider yderligere, og der opstår social uro. Men det løser ikke eurozonens grundlæggende udfordringer. I længden må lande med svage økonomier adressere de problemer, der forårsager deres lave vækst og produktivitet.

Løsningen med genopretningsfonden kræver, at borgere i Nordeuropa, herunder Danmark, accepterer denne velfærdsoverførsel til Syd- og Østeuropa. Læg dertil, at EU-lande som Danmark og Sverige, der står uden for euroen, nu bidrager til at betale for de grundlæggende problemer i valutaunionen via EU-budgettet og genopretningsfonden. Vores modkrav må være, at modtagerlandene fremover fører en ansvarlig økonomisk politik med de nødvendige reformer. Ellers får Milton Friedman ret.

Indlægget har også været bragt som kronik i dagbladet Børsen i en let redigeret version den 11. august 2020.