Forfaldet inspirerer – på nær når det handler om afkast

”Penge har aldrig interesseret mig ret meget. Det var altid arbejdet og anerkendelsen, der betød noget. Men anerkendelsen har noget med penge at gøre, og jeg vidste, at penge havde stor betydning for, om man stod i stampe eller ej. Er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at stå stille.”

Det kan godt være, at Flemming Hald ikke som sådan er på det klassiske arbejdsmarked længere, men blot fordi man rammer pensionsalderen, kan man ikke lave om på sin natur, hvis man er født myreflittig, og det er Flemming Hald. Det kan man forvisse sig om efter kort tid i hans selskab.

Efter realeksamen kom han i lære som tegner på en lille grafisk tegnestue, og herefter gik det slag i slag for Flemming Hald. Han var kortvarigt på et reklamebureau i Randers, inden den gamle læreplads kaldte, hvor han først blev medejer og siden eneejer, da den hidtidige indehaver døde.

Hvor tegneriet kom fra, kan Flemming Hald ikke svare præcist på:

”Jeg har altid dyrket det, men jeg er ud af en håndværkerfamilie, så det er ikke derfra, jeg har det.”

Efterfølgende stod der vækst på menuen, og Flemming Hald fik skabt en grafisk tegnestue med 25 mennesker, som blev solgt til et københavnsk reklamebureau. Imens havde Flemming Hald nemlig fået nye udfordringer at se til. To møbelsælgere på det amerikanske marked havde fået en ide om, at de sammen med Flemming Hald kunne skabe nye spændende design
til amerikanerne. Men da produktudvikling er en kostbar affære, blev der snart brug for ny kapital.

”Så måtte jeg sideløbende begynde at lave forskellige tryksager og reklamer. Det tog dog hurtigt overhånd, så jeg måtte hyre tegnere til at stå for det. Alle indtægterne herfra blev kanaliseret over til møbeldelen, men det var jo uholdbart i længden, og det blev for svært at fokusere på møblerne, så jeg valgte at koncentrere mig om reklamerne,” erindrer Flemming Hald.

Fødslen af Envision

I slutningen af 1980’erne etablerede han så reklamebureauet Envision, der den dag i dag er et af Danmarks største med langt over 100 ansatte. I begyndelsen fik reklamebureauet
medvind fra et engagement fra en af dansk detailhandels sværvægtere, hvor Envisions ånd og Flemming Halds utrættelighed passede perfekt ind.

Det skabte de væsentligste forudsætninger for, at Envision kunne indtage en position som et etableret navn i den danske reklamebranche. For omkring 10 år siden droslede Flemming Hald langsomt ud af Envision. Først ved at udnævne Mona Juul som ny direktør, og som 65-årig sagde han i 2013 farvel til posten som bestyrelsesformand.

Et hektisk otium

Så skulle han endelig nyde sit otium, slappe af og sætte sig tilbage i sædet. Nej, tro bare om igen. Som allerede indikeret ligger for meget inaktivitet ikke til Flemming Hald, og derfor fik han relativt hurtigt bygget et værksted, hvor han kunne arbejde med sin kunst.

”Som person skal jeg have noget at rive i. Jeg kan ikke sidde stille. Til at begynde med læste jeg bøger i tre måneder, indtil jeg fik ondt i røven. Nu skulle der ske noget. Så jeg besøgte nogle kunstnere, tog kurser om keramik og hos en bronzeskulptør og lærte lidt om modellering på Kunstakademiet. For mig var det nødvendigt for at kunne fokusere, at jeg fik udarbejdet en ramme og en klar fornemmelse for, hvor jeg ville hen med min kunst. Og det blev så til det her med gamle mennesker i forfald,” fortæller Flemming Hald og fortsætter:

”Der er det med gamle mennesker, at de får en karakter, noget kant. Det, har jeg altid syntes, var spændende. Mine værker forsøger at ramme det samme. Det ufuldstændige og karikerede. Det passer godt til temaet mennesker. Der er en god historie i det frem for perfekte unge mennesker, og det er der jo så mange, der laver, så reklamemanden i mig kunne også se et hul i markedet.”

Men det skal lige siges, at Flemming Halds kunst ikke partout behøver handle om menneskeligt forfald, selv om det ved første øjekast ser sådan ud.

”Det kan også være andre former for forfald. Politisk forfald, eller moralsk og etisk. Alt kan være et forfald. Emnet er uudtømmeligt,” siger kunstneren, der ifølge sine egne ord aldrig løber tør for ideer:

”Jeg kan bare kigge ned ad mig selv. Jeg bliver sjovere og grimmere at se på. Det bliver ikke bedre, og det skal vi alle sådan set bare erkende. Ingen vil stå model for mig, så jeg må bruge mig selv,” siger han og slår en stor latter op.

Det er ikke tilfældigt. For at forfaldet skal være spiseligt og salgbart, skal humor også indgå som en ingrediens:

”Det er derfor, jeg giver den som gammel brøleabe. Men der er selvfølgelig et gran af alvor i det også. Gamle mennesker i dag føler sig ikke værdsat, og de bliver kørt over af den teknologiske udvikling inden for IT for eksempel. Der er så mange ting, de ikke forstår, fordi de ikke kan følge med.”

Mere flittig end dygtig

Nu skulle man tro, at en tilværelse som pensionist automatisk ville give lidt mere tid til familien, men ikke i Flemming Halds tilfælde.

”Kunsten optager mig på fuld tid og lidt til. Min hustru siger, at jeg i gamle dage trods alt kom hjem i weekenden, nu sidder jeg i værkstedet hele tiden. Jeg er dårlig til at slappe af, må jeg bare indrømme,” siger Flemming Hald, der trods sin meget udtryksfulde og tydelige stil i sin kunst ikke gør sig illusioner om, at han er det, man kalder en stor kunstner. Sådan har det
faktisk været i hele karrieren, når sandheden skal frem, siger han selv.

”Jeg har aldrig været specielt dygtig, men altid myreflittig. Jeg har kunnet sælge lidt, skrive lidt og tegne lidt. Derfor har jeg altid kunnet bruges til noget, fordi folk tror på det, jeg siger og gør. Nu kan jeg så være kunstner lidt, men ikke på den måde, at jeg kan være månedsvis om et værk, fordi det skal være så perfekt som muligt. Sådan er jeg slet ikke indrettet,” forklarer Flemming Hald om sit nuværende virke.

Det kan godt være, at Flemming Hald er skaberen af alle værkerne, men uden hustruen Lissie ved sin side ville der ikke være mange andre, der fik værkerne at se.

”Hun er min manager, agent og roadie, når vi skal på messer, og vært, når vi har besøg af kunstforeninger og til diverse arrangementer. Uden hende kunne det ikke lade sig gøre, når vi skal i kontakt med gallerier og alt det der. Det er ikke tilfældigt, at hun klarer det. Hun kommer selv fra en baggrund som selvstændig med et professionelt farvelaboratorium med 20 medarbejdere gennem 20 år, indtil hun solgte omkring årtusindskiftet. På den måde har vi et godt parløb,” understreger Flemming Hald.

”Jeg spiller badminton to gange om ugen. Jeg er med i en double og spiller single med min søn, som desværre er begyndt at vinde over mig. Jeg dyrker min omgangskreds og kunstforeningerne. Ellers er det min kunst, der tager min tid. Jeg har ikke alle mulige hobbyer.”

Tilbage til pengene

Som nævnt indledningsvist har det aldrig været penge, der har haft Flemming Halds store interesse. Dejlige og nødvendige at have, men ikke interessante i sig selv.

”Fordi pengene i sig selv ikke rigtigt havde min interesse, har jeg altid haft en økonomichef og en revisor, uanset hvor lille min forretning har været på det pågældende tidspunkt. Er der ikke styr på økonomi og penge, kan man ikke få de gode folk. De gider ikke arbejde for dig, hvis der ikke er nogen udvikling. På den måde er god økonomi en forudsætning for udviklingen. Og som sagt begynder jeg at kede mig, hvis tingene står stille,” gentager Flemming Hald.

Og selv om han ikke går op i pengene som sådan, kan han heller ikke lide, når afkastene står stille. I modsætning til kunsten er der ikke meget inspiration at hente i (for)faldende afkast. Derfor er han meget glad for i sin tid at have valgt Formuepleje til at investere sine penge.

”Jeg fik et godt beløb, da jeg i sin tid solgte reklamebureauet, og jeg vidste, at jeg ikke skulle stå for at håndtere pengene selv. Derfor var det min revisor, der i sin tid valgte og anbefalede Formuepleje til mig. Det har jeg ikke fortrudt, og jeg stod også imod, da det var mindre sjovt. Jeg er yderst tilfreds på den lange bane – og det mener jeg helt oprigtigt,” siger Flemming Hald, der sover godt om natten – også når de finansielle markeder skvulper.

Heller ikke coronakrisen har fået ham til at ryste på hånden:

”Helt aktuelt i denne coronatid med de store aktieudsving kræver det nok, at man ikke overreagerer. Jeg lukker øjnene og fokuserer på at holde afstand, vasker mine hænder og lader mig inspirere til nye skulpturer med udspring i alle de nye og anderledes oplevelser, ord og vendinger, der popper op i denne Covid-19-tid. Men jeg glæder mig til, at det bliver hverdag igen, så vi kan ruste os til den næste forskrækkelse,” siger han og fortsætter:

”Jeg har altid haft en sund økonomi og aldrig satset mere, end jeg kunne tåle at tabe. Jeg er sådan en type investor, der ligger mest med middel risiko, og i Formuepleje har jeg flest Safe. Jeg kigger på mine investeringer en gang i kvartalet, når vi modtager rapporteringerne, men det er ikke noget med, at jeg skal ind og kigge hver dag, hvordan det går. Sker der noget, får jeg jo også en orientering, og det kan jeg godt lide.”

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 03//2020.