Mere end blot fodboldspiller

Erik Sviatchenko kan sætte flueben ud for de mål, han satte sig allerede som 13-14-årig. Han lever af sin fodbold, han har haft landsholdsdebut, han er kommet til en stor udenlandsk klub, og han har spillet Champions League – endda mod selveste FC Barcelona og Manchester City.

Sådan en karriere giver en rar sidegevinst i form af en pæn formue allerede i en ung alder, og det faktum, at han har adgang til en anseelig sum penge i en alder af blot 26 år, er noget, som Erik Sviatchenko er meget bevidst om.

”Jeg ved godt, at det er en branche med mange penge, så jeg er helt vildt bevidst om, hvor privilegeret jeg er. Til at begynde med tjener man langt mere end sine jævnaldrende kammerater uden for fodboldmiljøet, og på et tidspunkt er det jo millioner. Jeg ved godt, at det ikke sker for alle,” fortæller Erik Sviatchenko, der snart har været fuldtidsprofessionel i 10 år.

Til daglig spiller han igen i FC Midtjylland, hvor han kom tilbage til i januar, efter at han halvandet år tidligere skiftede fra det midtjyske til den skotske storklub Celtic, hvor den månedlige løncheck var betragteligt højere.

At blive fodboldspiller kræver svære fravalg

I Glasgow havde han en forrygende første sæson som fast mand på Celtics mandskab, men en uheldig knæskade på et dårligt tidspunkt i en god periode for holdet fravristede ham pladsen og gjorde vejen til spilletid for lang, da han var klar igen. Derfor vægtede spilletiden højest, så turen gik ”hjem” til FCM, hvor han inden det skotske skifte havde været siden ungdomsårene. Først som leje siden januar, men i maj blev skiftet permanent.

Uanset om man spiller i Herning eller Glasgow, er livet som fodboldspiller privilegeret og ganske vellønnet. Især spillernes alder taget i betragtning tjener de nogle summer, som jævnaldrende må spejde misundeligt efter. Erik Sviatchenko er som nævnt udmærket klar over, hvor stor forskel der egentlig er. Samtidig ser han det også som belønningen for tidligt i livet at have truffet nogle svære valg. Noget der kræver en vis modenhed for en ung gut i en tilværelse rig på muligheder:

”Omvendt vil jeg sige, at det er et mål, som jeg har haft sat mig, siden jeg var 13-14 år, så det er ikke bare tilfældigt, at jeg har fået en fodboldkarriere. Målet var at blive den bedste og få en udlandskarriere. Det økonomiske aspekt var ikke en del af målet og har ikke fyldt noget i de planer, men det er en naturlig del af det at udvikle sig til en bærende profil, at jeg er kommet frem til den formue, jeg er. Det giver højere løn,” forklarer Erik Sviatchenko, der også nævner, at de valg han har truffet jo indebærer nogle automatiske fravalg af andre dele af livet – eksempelvis familie og venner. Grundlæggende er det svært at opretholde det sociale, når man er professionel fodboldspiller.

”Jeg har givet afkald på meget og optimeret på alle de parametre, jeg kan. I min ungdom har jeg taget et bevidst valg om ikke at deltage på lige fod med mine jævnaldrende i det sociale. Jeg har sagt nej til at deltage i fødselsdage og bryllupper – også dem tættest på i familien.

I mange år har jeg ikke fejret min mors fødselsdag. De valg har jeg taget, fordi jeg ved, at man kun får én chance for at blive professionel fodboldspiller, og den handler det for enhver pris om at gribe, ellers går pladsen bare til en anden,” forklarer han.

Fodboldspiller er en kort karriere

I en professionel fodboldklub er de absolutte nøglemedarbejdere de 11 spillere på grønsværen, de syv på bænken og så træneren. På den måde er det ikke så underligt, at langt de fleste af fodboldklubbernes udgifter går til at aflønne spillere. De bedste spillere er nemlig lig med sejre, trofæer og pokaler, og det er i sidste ende den eneste gangbare valuta i fodboldverdenen.

En fodboldspillers karriere har på grund af de fysiske krav, der stilles til udøverne, også kun en begrænset længde i forhold til folk, der vælger en mere klassisk levevej. Derfor skal der også tjenes flere penge hjem, når karrieren er i gang, og især når den topper.

”Som fodboldspiller har man en meget kort karriere på 10-15 år, så på den måde er det måske meget fair, at betalingen er derefter. Fodbold og sport er jo også verdens største underholdningsindustri, og der er meget få, der kan stå distancen og komme igennem nøglehullet. På den måde har jeg ikke noget problem med at være en del af det game,” siger Erik Sviatchenko, der selv beskriver sit forhold til penge som relativt sundt:

”Penge betyder for mig en generel tanke om frihed. Bottom line kan man ikke leve uden, men man kan heller ikke leve efter dem. De skaber et vigtigt fundament og kan hjælpe dig på vej – men uden at man skal skabe sine værdier med afsæt i dem,” lyder det fra FCM-spilleren, der udmærket er klar over, at der er en verden til forskel på, hvad man tjener i Superligaen og de største europæiske klubber.

Mercedes-investeringen der gik i minus

Erik Sviatchenko har selv oplevet det store lønhop, da han skiftede til Celtic i 2016. Nu er han tilbage i et mere menneskeligt leje i FC Midtjylland, men de store lønforskelle er noget, som, alle fodboldspillere ved, er et grundvilkår i branchen. Selv om de præcise lønninger ikke er noget, som man hverken skilter med eller taler ret åbent om.

”Spiller man i store klubber i Europa, tjener man markant mere end i Superligaen. Alle ved, at der er et lønhierarki. Man snakker ikke åbent om lønninger i en spillertrup, medmindre du har nogle, som du også er venner med privat,” forklarer Erik Sviatchenko, der trods sin generelle målrettethed og tidlige modenhed også har skudt sine forbiere.

Heldigvis var det tidligt i karrieren og ikke noget alvorligt, som når man har set andre sportsstjerner formøble store formuer på kort tid via fejlslagne investeringer.

”Jeg har også begået mine fejltagelser. Jeg fik jo en ret pæn løn allerede som 18-19-årig. Mine jævnaldrende var på SU, mens jeg selv var på direktørløn. Så købte jeg en Mercedes, fordi jeg kunne, og fordi nogle af mine holdkammerater havde en. Det viste sig jo hurtigt, at det var alt for dyr en løsning. Selv om jeg fik en god løn, røg jeg i minus. Men det var god læring,” griner Erik Sviatchenko.

Som 26-årig kan man tåle lidt mere risiko

Når han selv investerer, gør han det efter sin egen vurdering fornuftigt og konservativt, men tager også den risiko som en 26-årig med en relativt pæn sum i bagagen kan tillade sig.

”Jeg har en alder og en størrelse formue, der gør, at vi godt turde løbe lidt mere risiko, da vi valgte risikoprofil. Vi er stadig i stand til både at spare op og leve livet, som vi gerne vil,” siger Erik Sviatchenko, der i 10 år har kørt et tæt parløb med hustruen Anne, som også har sit at skulle have sagt, når formuen skal plejes.

Som det sig hør og bør for en klog defensivspiller, skal der dog meget til at ryste Erik Sviatchenko, som ikke er bange for, at investeringerne pludselig svinder, hvis en nedtur kigger forbi.

”Jeg tager det stille og roligt, hvis mine investeringer falder i værdi. Jeg vælger jo selv min risikoprofil, så nej, jeg ligger ikke søvnløs om natten,” siger Erik Sviatchenko, der har investeret en god del af sine penge i Formuepleje.

Hvad overbeviste dig om Formuepleje?

”I Formuepleje har vi hele vejen igennem haft et tæt samarbejde med Gitte Brøgger Led, som er vores rådgiver og har en god forståelse for vores situation, fordi hun selv har prøvet noget lignende som tidligere professionel sportsudøver. Det er også vigtigt, at der er nogle andre værdier end bare kroner og øre, så vi har opnået en tæt fortrolighed og kontakt, som vi sætter stor pris på.”

Hvorfor investerer du ikke selv dine penge?

”Det er ikke det, jeg er god til, og ikke det, jeg er uddannet til. Det er derfor, at man vælger nogle, der har forstand på lige netop det at få pengene til at yngle og skabe noget afkast. Og man kan jo sige, at hvis afkastet hele tiden var dårligt, ville samarbejdet nok ikke vare så længe. Jeg laver dog nogle af mine investeringer selv, fordi det er med til at give en forståelse af, hvordan tingene fungerer. Men hovedparten har jeg professionelle til. I det daglige har jeg ikke det store engagement i at følge med i, hvordan investeringerne udvikler sig, men når jeg har møder med min rådgiver, får jeg jo afrapporteringen der.”

Hvad har været din bedste investering?

”Vestas har givet ret godt. Jeg købte dem helt nede i kurs 25 for nogle forsikringspenge, jeg fik for en skade i knæet. Jeg købte aktier for alle pengene, så det var en god investering (Vestas-aktien lå 29. august 2018 i kurs 456, red.)”.

Den dårligste – ud over den Mercedes?

”Det har jeg ikke rigtig oplevet. Jeg synes selv, at jeg er forholdsvis fornuftig i min tilgang og vil hellere være sikker end frembrusende. Min hustru Anne og jeg har desuden kørt et tæt partnerskab gennem 10 år, så vi har naturligt nok sparret på den økonomiske front også."

Hvis du kunne fordoble eller tredoble din løn ved at sidde på bænken i en større klub i udlandet eller blive i FC Midtjylland som sikker starter – hvad vælger du så?

”Der skal mere til. Jeg har oplevet to år i det store udland, og spilletid er vigtigere end penge. Hvis jeg havde det modsat, var jeg blevet i Celtic. Men jeg har bestemt mod på et nyt udlandseventyr, hvis muligheden byder sig. Lige nu er jeg 26, og det er en god alder for en fodboldspiller. Nu handler det om, at jeg får spillet mig helt varm og bliver den bedst opnåelige version af mig selv.”

Og landsholdet, som du tidligere har været inde over, hvad er dine ambitioner der?

”Landsholdet har jeg altid drømt om, og det gør jeg helt sikkert stadig. Der er god konkurrence på min position, hvor vi måske er 10, der kan komme i betragtning til de to pladser. Men da jeg spillede i Celtic og blev udtaget til landsholdet, spillede jeg hver gang. Og det har jeg absolut ikke opgivet at komme til igen. Jeg lærte en masse om niveauet i Celtic. Jeg spillede Champions League imod Barcelona, Manchester City og Borussia Mönchengladbach og lærte, at det pres, der er i en storklub som Celtic, er et helt andet end det, man oplever i Superligaen. Det er en klub med ni millioner tilhængere på verdensplan og en af verdens mest populære klubber.”

Hvor ser du dig selv om 5 og 10 år?

”Jeg ser, at mine investeringer går efter planen, og så håber jeg, at jeg kan spille, indtil kroppen og hovedet ikke kan mere. På lidt længere sigt drømmer jeg også om at starte mit eget. Sammen med min far (kunstneren Sergei Sviatchenko, red.) driver jeg allerede en modeblog om stil og æstetik, hvor vi gerne vil drive modeverdenen i en ny retning. Det giver noget energi, at alt ikke handler om fodboldverdenen. Vi har en masse ideer og lancerer allerede noget her til efteråret, som jeg endnu ikke kan afsløre. Opfattelsen af en fodboldspiller som en, der møder til træning, træner, går i bad og kører hjem igen for at gentage det samme dagen efter og så spille kamp i weekenden, ligger meget langt fra virkeligheden. Ikke kun i mit tilfælde, men for de fleste fodboldspilleres vedkommende.”

Artiklen er bragt i Magasinet Formue 04//2018.