Investorportræt
"Le Mans kræver 100% dedikation og fokus. Det gør investeringer også"
Tom Kristensen er Mr. Le Mans. Med ni sejre har han verdensrekorden i flest sejre ved det traditionsrige 24-timers løb, og han har vundet halvdelen af de gange, han har stillet op. To gange er han endt på andenpladsen, og tre gange på tredjepladsen. Selvom Tom Kristensen i dag ikke er aktiv kører længere, så har han måske aldrig været et større navn i den globale motorsport. Den 55-årige hobrogenser er nemlig blandt de mest indflydelsesrige i FIA, det internationale motorsportsforbund.
I Hobro kender alle Tom Kristensen, der voksede op på byens tankstation på Aalborgvej og blev et verdensnavn. I dag bor 55-årige Tom Kristensen i den anden ende af byen på en vej opkaldt efter sig selv. Det er en hyldest fra kommunen, for som borgmester Mogens Jespersen sagde ved offentliggørelsen af nyheden: ”Hver gang, du har fået en sejr, har vi følt, det har været en lille sejr for os. Du har om nogen sat Hobro på landkortet”.
Og smukt ligger Hobro på landkortet. Fra sit hus har Tom Kristensen udsigt over Hobros bakker og skove på den ene side og Mariagerfjord på den anden side. En udsigt, der overrasker både danske og internationale gæster, fortæller Tom Kristensen.
”Jeg synes, at det er ret unikt. Man kan rejse verden rundt, men det er altså svært at hamle op med Mariagerfjord på en solbeskinnet efterårsdag,” lyder det fra Tom Kristensen, mens han viser panoramaudsigten fra en af husets mange terrasser.
”Vi har både storslået natur og rig historie. Man kan gå en tur langs panoramaruten og se noget af den smukkeste natur i Danmark, men man kan også, hvis man er til historie, besøge Fyrkatborgen fra år 980, og opleve, hvordan vores forfædre levede som vikinger. Det er vildt at tænke på, at det var herfra, de drog ud på deres togter ud i verden.”
En modig viking
Tom Kristensen har selv draget ud i verden og erobret Le Mans, Sebring og mange andre løb, men nu er det slut med togterne fra hans side, i hvert fald som aktiv racerkører.
”Jeg har set det meste af verden. Da min karriere toppede, og jeg havde mest travlt, rejste jeg over 300 dage om året. Nu er vi tilbage, hvor det begyndte. Min kone er også fra Hobro, og det er vigtigt for os og børnene at have en base her.”
Det er fra huset på Tom Kristensens Vej 1, at Tom Kristensens nye liv udfolder sig. Håndværkeren fik lagt sidste hånd på det over 600 m2 store hus og garage i 2015. Her er tænkt over alle detaljer. Tom Kristensen har delvist selv tegnet huset, hvor intet virker tilfældigt. Indkørslen byder bl.a. på et sving med hvidgrønne curbs og en let banking (motorsportens ord for “hældning”), som man ellers bedst finder på de ovale racerbaner i USA. Garagen er en hel bygning for sig. Det er større end de fleste huse, og er nærmest et lille museum med flere hundrede pokaler og en imponerende samling af biler og tøj og udstyr fra Tom Kristensens karriere.
Familien ser mere til Tom Kristensen nu, end de gjorde under hans aktive år. I dag kan han både være med til forældremøde eller med på sidelinjen, når den yngste søn spiller fodbold.
Den nidobbelte Le Mans-vinder er netop hjemvendt fra Abu Dhabi, hvor han har været ekspertkommentator ved årets sidste Formel 1 grandprix. Jobbet som tv-kommentator er blot en af flere tråde, som fortsat binder Tom Kristensen til motorsportens hovedscene. En anden er det politiske arbejde i motorsportens top.
”Allerede i 2010, inden jeg stoppede som aktiv kører, blev jeg prikket på skulderen af Jean Todt, den daværende præsident for FIA, der er det internationale motorsportsforbund. Det var sådan, det begyndte. De seneste år har jeg været præsident for ’Drivers Commission’, der er det rådgivende organ omkring alle forhold vedrørende kørerne, og i år blev jeg så medlem af det øverste organ, nemlig World Motor Sport Council.”
Rådet har 28 medlemmer, der mødes flere gange om året for at tage stilling til motorsportens udvikling.
Motorsporten er meget kompliceret
”Det er vigtigt at tage ansvaret på sig for en sport, som man har elsket i så mange år. Motorsporten er meget kompliceret. Den udvikler sig hele tiden, der er mange interesser fra bilfabrikkerne, de store sponsorer, nationer, forbundene, promoters, teams, TV og så videre. Her er jeg eger i en flot, bred racerfælg.”
Investeringer minder om Le Mans
Tilgangen og filosofien, der har sikret Tom Kristensen en succesfuld karriere og fornem plads i motorsportshistorien, er ikke noget, som han har lagt fra sig. Det er også i anvendelse, når den nidobbelte Le Mans-vinder investerer sine midler.
“I motorsporten er der ikke noget ’mig’, der er kun et ’vi’. Succes afhænger af, at dygtige mennesker har gensidig respekt og tillid til at få designet, bygget og klargjort biler til perfektion, Det kan godt være, at en langsom kører kan miste et sekund per omgang, men hvis en ingeniør fejler på strategien, eller en mekaniker ikke får spændt et dæk ordentligt på, så er det game over. Sådan er det jo i mange af livets forhold, bl.a. også når det kommer til investeringer.”
Tom Kristensen er et verdensnavn. Han er fortsat livslang ambassadør for tyske Audi, ligesom han samarbejder med urmærket Rolex, men samtidig er Tom Kristensen lokalt forankret. Han har købt sig ind i flere virksomheder. Bl.a. i ejendomme, i K Rejser, fitnesskæden Loop og Spreeglee.dk, der sælger designertøj via internettet.
“Jeg har langt fra alle kompetencerne til at vurdere, om en investering er god. Jeg har typisk en feel, og derfra samarbejder jeg med professionelle. Jeg samarbejder med folk, som jeg har tillid til, og som jeg tror kan levere et afkast. På samme måde, som jeg kan sige til min ingeniør, at bilen overstyrer helt vildt i sving 4, 6 og 9, men hvis han fortæller mig, at vi må lide i de sving for at sikre topfarten, så må man jo tage det til efterretning og optimere sin kørestil. Nogle gange kan man gå på ren feel, men langt fra hver gang.”
”I sidste ende så er forretninger ikke meget anderledes end motorsport. Det er et spørgsmål om tillid. Tillid til at dygtige mennesker, som man giver ansvaret videre til, leverer på øverste hylde. Det gælder både, når man sidder i en racerbil, eller er medejer af en virksomhed eller når man som jeg har midler hos Formuepleje.”
Tom Kristensen
55-årige Tom Kristensen er en af verdens mest succesfulde racerkørere. I hans mere end 37 aktive år i motorsport har han vundet et utal af store racerløb i mange forskellige biltyper. Blandt hans største præstationer tæller de mange sejre i det franske 24 timers Le Mans-løb. Med ni sejre er han rekordindehaver, og det har givet ham tilnavnet Mr. Le Mans.
Tom Kristensen er også den mest vindende racerkører, når det kommer til det legendariske Sebring-løb i USA med hele seks sejre. Tom Kristensen stoppede sin aktive karriere som professionel racerkører i 2014 efter tre årtier, men er stadig aktiv i motorsporten. Blandt andet sidder han i det øverste organ, World Motor Sport Council, der regulerer og udvikler den internationale motorsport.
Tom Kristensen er optaget i ’Hall of Fame’ hos det britiske magasin Motor Sport, i franske Le Mans Drivers Hall of Fame og i danske Sportens Hall of Fame, som en af de største danske sportsnavne nogensinde. I 2014 blev han udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.
Den nidobbelte Le Mans-vinder er fortsat ambassadør for Rolex og Audi, som han har vundet de fleste af sine Le Mans sejre med, og så holder han foredrag om motivation og teamwork. Du kan følge Tom Kristensen på Instagram, hvor han er særdeles aktiv @tomkristensen_com
10 spørgsmål til Tom Kristensen
1) Hvad er vigtigst for dig som investor?
Det går meget op og ned for tiden, men jeg tænker ikke på det dagligt. For mig handler det om at omgive sig med folk, som, jeg har tillid til, tager ansvar og lever under de fem p’er, som jeg. Så kan jeg tage det roligt.
2) Er du en langsigtet investor?
Alt, hvad der er godt på kort sigt, er fint, men man skal have ro i maven og tænke langsigtet. Det gør jeg. Måske kommer det af, at jeg har kørt udholdenhedsløb som Le Mans i mange år. Det handler om stå på podiet til sidst og ikke nødvendigvis vinde hver runde.
3) Alsidighed er et ord, som betyder meget for dig. Hvorfor?
For mig er det et vigtigt ord. Det at kunne begå sig ved forskellige ting på forskellige måder afhængig af, hvad der er påkrævet for at lykkes i situationen, er en dyd, som jeg værdsætter. Det er også et ord, som jeg synes, betegner min karriere. Jeg har kørt i meget forskellige biler og på meget forskellige baner. Jeg har kørt både Formel 3, standardvogne, sportsvogne og GT-biler og vundet i alle klasser. Alsidigheden har fyldt meget i mit liv og er vigtigt for mig. Også nu.
4) Du har også forklaret din flotte karriere med, at du har gjort dig umage. Gør du dig stadig umage?
Jeg er ikke holdt op med at gøre mig umage, men jeg har en anden bevidsthed om, hvornår jeg skal gøre det. Da jeg var racerkører, levede jeg et meget intenst liv. Da gjorde jeg mig umage hele tiden og havde svært ved at lægge det fra mig, når jeg kom hjem til familien. Jeg var hele tiden opsat og fokuseret på at optimere mig selv for at kunne præstere på øverste hylde, når jeg ramte racerbanen igen. I dag er det rigtigt dejligt at slappe af og give los, men selvfølgelig gør jeg mig stadig umage. Når jeg spiller golf i dag, så har jeg svært ved ikke at gøre mig umage. Det samme er tilfældet, når jeg kommenterer motorsport i fjernsynet eller passer mit hverv i World Motor Sport Council. Forskellen er egentlig nok, at jeg i dag har længere pauser mellem, at jeg gør mig umage.
5) Du står som en af de mest succesfulde racerkørere i motorsportens historie, men du har ikke kun vundet Le Mans ni gange. Du har også tabt ni gange. Hvordan håndterer du at vinde og tabe?
Jeg kan godt lide at vinde. Når jeg tabte, så satte det sig dybt i mig, Det gjorde ondt både personligt hos mig, men også hos mit team, når vi ikke lykkes med at vinde. Motorsport er en holdsport og det sætter sig i alle, når det ikke lykkedes. Det er noget, der kommer indefra. Den følelse og ærgerrigheden for at vinde motiverer mig til at gøre det bedre og komme igen.
6) Du startede din Le Mans-karriere godt med sejr i din debut i 1997, men vandt så ikke de to næste år. Hvordan var det?
Det var vildt i 1997. Jeg blev kontaktet kun fire dage før løbet og kom ned til en prøvekørsel. Det gik så hurtigt fra, at jeg mødte teamet og kørte nogle træningsomgange, til at jeg pludselig havde slået banerekord og endte med at vinde i min debut. Men så vandt du ikke de næste to år?
Det var utrolig vigtigt for mit fundament, at jeg vandt i min debut. Det er jeg overbevist om. Min oplevelse i 1999, hvor jeg kørte for BMW med finske JJ Lehto og tyske Jörg Müller, har været vigtig for de kommende år. Der var tale om årtusindeløbet. Alle ville vinde det, og vi var godt på vej til det. Vi førte med fire omgange med godt tre timer igen og havde kørt rigtigt godt, men desværre sker der det, som ikke måtte ske. Min holdkammerat JJ Lehto mister herredømmet over bilen og ryger ind i en barriere. Bilen bliver totalskadet, og vi misser en ellers sikker sejr.
7) Hvad betød det, at du var så tæt på at vinde, men ikke gjorde det?
Det løb har sat sig dybt i mig. Jeg mener, at det er smerten fra både 1998, men særligt fra 1999, der lagde kimen til, at jeg var med til at vinde de næste seks år i streg.
8) Hvordan er det at vinde?
Når det lykkes, og man vinder, så forplanter følelsen sig. Man forsøger at genskabe succesen. Det er et spørgsmål om både stolthed og ærgerrighed, et ønske om at bevise sig for familie og fans, men også for fædrelandet og de mange danskere, der altid har støttet mig.
9) Det er en bedrift, som ingen havde gjort før dig eller siden. Hvorfor har du været så god til udholdenhedsløb som Le Mans og Sebring?
Udholdenhedsløb er i en kategori for sig. Det handler ikke om at vinde hvert sving eller tage hver en overhaling. Det handler meget mere om flow, og selvfølgelig skal man køre stærkt, men det handler også om at komme fornuftigt igennem banen, så man har det rigtige flow. Det betyder, at man nogle gange skal passe lidt på. Det kan ske ved at lette foden på speederen, eller man sørger for, at dækkene ikke bliver kørt helt i bund. I et udholdenhedsløb som Le Mans kører man i 24 timer, hvor man skal holde fokus i mange timer i træk. Konstant bliver man udfordret fra konkurrenterne, mens farten kommer over 340 km i timen på langsiden og man overhaler 7-9 biler for at komme ind i et sving, hvor g-påvirkningerne er så stærke, at man holder vejret for at kunne stå i mod. Det skal man kunne, både når det er dag og nat i 24 timer, og nogle gange i silende regnvejr. Det er det ultimative for mig.
10) I dag kører du flere klassikerløb med veteranbiler oftest i forbindelse med velgørenhed. Hvordan er det at sidde i de gamle biler, når du har kørt nogle af verdens mest avancerede racerbiler?
Det er selvfølgelig en anden oplevelse og opgave at køre en ældre racerbil. Der er andre ting, som man skal være fokuseret på. Det at kunne bremse i tide fylder for eksempel meget mere end i moderne biler. Man mærker banen meget mere, og så er der altid god stemning til de klassiske løb. Jeg har i flere år deltaget i det traditionsrige Goodwood-løb i England, hvor det årligt er et tema, som ikke kun bilerne skal leve op til, men også kørerne og tilskuerne. Det er en meget sjov oplevelse, og jeg er glad for at blive inviteret med.
De fem p'er
De fem p’er står for ”proper preparation prevents poor performance”, der kan oversættes til ”grundig forberedelse forhindrer dårlige præstationer”. Det handler om at tage ansvaret på sig og gøre sit bedste for at være bedst muligt forberedt. ”I racerteamet har vi en flad organisation, hvor alle er lige vigtige. Når vi stikker hånden med fem fingre i vejret, så står det for de fem p’er. Vi minder hinanden om, at vi skal stå sammen, gøre vores bedste og levere på allerhøjeste hylde. Det er det essentielle i teamwork og vores succes hos Audi”.
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.