Spring til indhold

Valutaoptioner

Her kan du blandt andet læse om, hvad en valutaoption er og om afkast og risiko for valutaoptioner.

Hvad er en valutaoption?

En valutaoption er et værdipapir, der giver en investor retten, men ikke forpligtelsen, til at købe eller sælge en underliggende valuta til en forudbestemt valutakurs (strikekursen). Valutaoptioner er en undergruppe af aktiv-klassen derivater, som er aktiver, hvis værdi afhænger af et underliggende aktiv, i dette tilfælde et valutakryds. Der skelnes ofte mellem put- og call-optioner, hvor put er retten til at sælge en valuta, og call er retten til at købe en valuta. Der skelnes også mellem europæiske og amerikanske optioner, hvor forskellen ligger i, hvornår man må udøve sin option: Europæiske optioner må kun udøves på udløbstidspunktet, mens amerikanske optioner må udøves på alle tidspunkter mellem indgåelse af aftalen og udløb. Køberen af valutaoptionen betaler typisk sælgeren en præmie på tidspunktet, hvor aftalen indgås. Valutaoptioner kan anvendes til at afdække risiko. Såfremt man har købt en call-option, har man sikret sig retten til at købe en valuta til en given pris i fremtiden og er derfor sikret mod udviklingen i valutakursen. Valutaoptioner kan også benyttes med spekulation som formål, idet man kan få en gevinst, hvis man har en formodning om, at valutakursen bevæger sig i en given retning.

 

Afkast

Afkastet på en valutaoption afhænger af, hvilken part man er i aftalen. I den følgende forklaring antages det, at man er køberen. Afkastet på en valutaoption ligger i, hvordan valutakursen på det underliggende valutakryds udvikler sig i forhold til strikekursen. Hvis man ejer en call-option, altså retten til at købe en valuta til strikekursen, kan vi tjene et afkast ved, at valutakursen er højere end strikekursen (se illustration længst til venstre i skemaet). Man udnytter optionen, køber valutaen billigt og kan derefter sælge den videre på markedet med en gevinst. Det samme gælder for put-optioner, bare omvendt. Såfremt man er udsteder, vil der være en optionspræmie, som køberen betaler for at indgå aftalen. Dernæst kommer så, hvordan det underliggende valutakryds bevæger sig relativt til strikekursen. Den eneste forskel til at være udsteder er, at man i ovenstående eksempel håber på, at valutakursen på det underliggende valutakryds er lavere end strikekursen, så køberen ikke udnytter optionen, og man derved har tjent optionspræmien. Graferne nederst viser, hvordan afkastet varierer med valutakursen på udløbstidspunktet. V er valutakursen på udløbstidspunktet, og den stiplede linje angiver strikekursen.

 

Prissætning

Prisen (værdien) af en valutaoption afhænger af det underliggende valutakryds’ nuværende værdi (spotkursen), strikekursen, markedsrenter i valutakrydsets to pågældende valutaer, perioden aftalen løber i og et estimat på fremtidig usikkerhed i det valgte valutakryds.

 

Risiko

Køberen af valutaoptionen er begrænset til sit tab af optionspræmien, mens sælgeren af valutaoptionen kan have en ubegrænset tabsrisiko.

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

 

Få en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Mød os

Mød en rådgiver og hør, om vores løsninger er noget for dig. Deltag i et af vores mange intromøder, som afholdes over hele landet.

Book et intromøde

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op