Er livrenten en misforstået guldkalv?

I kollektive pensionsordninger (altså den tvungne livrente, man har via sin arbejdsgiver) er pengene ofte ikke sikret – de er så at sige tabt ved død.

Det er derimod ikke tilfældet, når man selv opretter en livrente, og det gælder, uanset om det sker privat eller via arbejdsgiver. Her foregår det typisk sådan, at der laves en depotsikring. Det betyder, at dine arvinger er sikret restbeløbet af opsparingen, når du dør.

Det koster en lille smule på dødsdækning til opsparingen, men det må anses at være småpenge i den sammenhæng. Dør du efter få års udbetaling, får arvingerne restbeløbet til en beskatning på 40% -fuldstændig som det gælder ratepensioner.

Depotsikringen vil ikke dække den livsbetingede del, som er cirka 7% af ordningen og bortfalder cirka efter 88. år. Der skal regnes på det på. Husk, at mange muligheder og vilkår ændres, når du først trykker på udbetalingsknappen. Det gælder for alle dine pensioner, derfor er det altid et godt råd at tale med din rådgiver hos Formuepleje eller din pensionsrådgiver, inden udbetaling begynder.

Jeg hører ofte ratepensioner omtalt som værende langt bedre end livrenter – men faktisk er der ikke den store forskel, udover at man med en ratepension kan begrænse sin udbetalingsperiode til ti år. Mange vælger dog at strække den, så den reelt kommer til at ligne en livrente. Begge ordninger bliver modregnet i pensionstillægget, men der er en begrænsning på indbetalingsstørrelse til ratepensioner, modsat livrenten. Her gælder ikke nogen begrænsning.

Reelt er der frit slag på indbetaling til en livrentepension, så længe det kan indeholdes i lønnen, og man (for sin egen skyld) sørger for først og fremmest at reducere i topskatten.

Man kan også indbetale på en privatordning eller som selvstændig. Her er det dog en god idé at have en rådgiver med på sidelinjen. På en privatordning kan man altid indbetale kr. 58.100 (2024) årligt eller fordele indbetalingen op til opfyldningsfradraget hvert år i ti år. Da de færreste kan se ti år ud i fremtiden, er arbejdsgiverordningen at foretrække. Selvstændige kan årligt indbetale op til 30% af overskuddet.

På et tidspunkt skal man have gang i udbetaling af opsparingen – og det bør undersøges, om man har gamle ordninger, som kan aktiveres. Det kan for eksempel være, at man har adgang til en ordning med 60 års udbetalingsret. Ved en nyoprettet ordning følger den reglerne for pensionsudbetalingsalder, som lyder på folkepensionsalder fratrukket tre år.

Har man overskud på budgettet, er man lønmodtager (også via ens eget selskab), og tjener man over topskattegrænsen, er der stort set ingen argumenter for at springe livrente over.

De færreste har over 12-15 mio. i pensionsordning, hvor man får udbetalt til topskattegrænsen, så her hentes de første 15-20% i sparet skat.

Dernæst er der den løbende beskatning af afkast, der ofte er på 42% privat, mens den kun er 15,3% i en pensionsordning. De fleste større pensionsselskaber tilbyder, at man kan købe sine egne værdipapirer til sit eget depot. Fuldstændig som mange gør på deres ratepensioner i bankerne. Så papirerne kan være de samme, som på øvrige depoter.

Derudover er man kreditorbeskyttet på pensionsmidler, så går alt galt, er der ingen, der kan forlange at få fingrene i pensionerne.

Konklusionen er, at man reelt kan opnå et langt højere afkast efter skat på sin samlede formue ved at invitere livrenten ind som en del af grebene til en god pensionstilværelse.

Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte mig eller en af mine kollegaer.