Vores investeringskoncept
14. august 2023
USA's kreditvurdering og flere amerikanske banker er blevet nedgraderet
Af Otto Friedrichsen
En høj og voksende amerikansk statsgæld, fortsat forværring af de offentlige finanser og usikkert politisk miljø lægger bag nylig nedgradering af USA’s kreditværdighed som investorerne dog tog relativt roligt.
I starten af august nedgraderede det amerikanske ratingbureau Fitch den amerikanske kreditværdighed fra AAA (den højeste opnåelige kreditværdighed) til AA+.
Kreditværdigheden er et udtryk for den modpartsrisiko, der er ved at låne penge ud til den amerikanske stat. Altså hvor sikker kan en investor i amerikanske statsobligationer være på at få sine penge tilbage som aftalt.
Sagt lidt forsimplet har Fitch sænket den amerikanske kreditværdighed fra karakteren 12 til 10 på den danske karakterskala. I nedgraderingen ligger der således ikke en indirekte forventning om, at USA står på randen af konkurs, men snarere en situation hvor de langsigtede strukturelle forhold og udfordringer gør, at Fitch ikke længere kan tillægge USA den absolut højeste tilgængelige kreditværdighed.
Helt konkret ligger der tre overordnede forhold bag nedgraderingen: 1) en høj og voksende amerikansk statsgæld, 2) en forventning om fortsat forværring af de offentlige finanser og 3) en tendens til forværring i det politiske landskab illustreret ved sommerens håndtering af gældsloftsproblematikken i USA.
Alt sammen i en økonomi, hvor Fitch forventer en materiel vækstopbremsning og hvor renterne er steget kraftigt som følge af den amerikanske centralbanks kamp mod inflationen.
Så sent som i sidste uge var det så ratingbureauet Moody’s tur til at tiltrække sig opmærksomhed blandt verdens investorer. Ikke ved at nedgradere den amerikanske kreditværdighed som Fitch (Moody´s er eneste rating bureau med AAA-rating på USA), men med en nedgradering af 10 mindre bankers kreditværdighed.
Samtidig meddelte man, at en række større amerikanske banker er sat under opsyn for en mulig fremtidig nedgradering af deres kreditværdighed. Baggrunden for nedgraderingen af udvalgte amerikanske banker - og ikke mindst årsagen til en række større banker er blevet sat under opsyn - er højere omkostninger til at drive bankforretning, følgeeffekter af regulering samt de stigende risici forbundet med det amerikanske marked for erhvervsejendomme.
Højere omkostninger og fremadrettede risici kombineret med Moody´s forventninger om lavere indtjening, udfordrer ganske enkelt kreditkvaliteten i de berørte banker. Nedgraderingen af den amerikanske kreditværdighed af Fitch var ikke en overraskelse.
Fitch havde tilbage i maj meddelt, at nedgraderingen kunne komme. Markederne reagerede derfor også relativt behersket – faktisk med rentefald og en dollarstyrkelse overfor euroen, altså en understregning af at investorerne fortsat betragter USA som en sikker havn på trods af nedgraderingen og i kølvandet på den nervøsitet, som aktiemarkedet udviste af andre årsager.
Det, man som investor skal hæfte sig ved, er den globale gældsopbygning, hvor den amerikanske stat aktuelt har opbygget en gæld på over 30.000 mia. dollar svarende til 120% af det amerikanske bruttonationalprodukt.
Den løbende servicering af denne gæld er steget kraftig, hvor den effektive rente på den samlede gæld er tæt på fordoblet, hvilket aktuelt giver en forventet årlig rentebetaling på knap 700 mia. dollar, som forventes at stige til 1.400 mia. dollar frem mod 2033.
Fitch og Moodys nedgradering af den amerikanske kreditværdighed og de amerikanske banker ændrer isoleret set ikke noget her og nu omkring prisfastsættelsen af amerikanske aktiver, men understreger de langsigtede udfordringer i den amerikanske stats gældsopbygning, det aktuelle budgetunderskud og bankernes tiltagende risiko i et miljø med regulering, vækstopbremsning og følgeeffekterne af de seneste halvandet års rentestigninger.
At føre et aktuelt budgetunderskud i niveauet 8% af bruttonationalproduktet med en arbejdsløshed, der er den laveste siden 1960´erne, er historisk set uhørt uden for recessionsperioder og må siges at have understøttet den amerikanske vækst - og dermed også i et vist omfang udvandet effekterne af det seneste halvandet års markante renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank.
Gennem 2024 vil det amerikanske statsunderskud blive reduceret og den tidligere positive finanspolitiske effekt må således forventes at aftage – det er bl.a. følgeeffekterne af dette, ratingbureauerne og investorerne i amerikanske statsobligationer og bankaktier aktuelt forholder sig til.
Kommentaren er også bragt på finans.dk (14/8-2023)
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning