Afkast og risiko for Safe

Beskrivelse af Formuepleje Safe

Formuepleje Safe er en kapitalforening, som investerer ca. 20-30% i globale aktier og 70-80% i obligationer. Denne portefølje geares moderat (og højst to gange) gennem lån optaget af fonden i DKK og EUR. Risikoen i Formuepleje Safe egner sig bedst til investorer med en såkaldt middel risikoprofil. Målt på faktisk tabsrisiko kan Formuepleje Safe sammenlignes med et ugearet middelrisikoindeks, der består af 50 procent globale aktier, 20 procent virksomhedsobligationer og 30 procent realkreditobligationer. En portefølje sammensat som dette indeks vil være investors ugearede alternativ til Formuepleje Safe, og risikoen for store tab over længere investeringshorisonter (minimum 3-5 år) er på samme niveau.

Det viste Morningstar-indeks er middelafkastet for fonde i Morningstars kategori "Balanceret – EUR Moderat Risiko Global", der består af fonde med middelrisiko. Formuepleje Safe indgår ikke i kategorien, men baseret på tabsrisiko vurderer vi, at denne kategori er det ugearede alternativ til Formuepleje Safe.

For yderligere om fordele og ulemper ved gearing se denne side. Dette materiale kan ikke stå alene i forbindelse med en vurdering, om investor er egnet til at investere i Formuepleje Safe eller andre investeringer i kategorien middel risiko. Denne visning af risiko og afkast må ej heller opfattes som en købsanbefaling af Formuepleje Safe. Før en evt. investering bør investor søge den relevante rådgivning og kende sin risikoprofil.

Læs også Ph.D. og risikoanalytiker Jesper Veng Pedersens analyse af tabsrisiko i Formueplejes investeringsløsninger, hvor der redegøres for, hvorfor en investering i gearede investeringsløsninger kan sammenlignes med en investering i en ugearet portefølje: https://formuepleje.dk/videnscenter/vi-oeger-afkastpotentialet/investeringsnotat-bagom-formueplejes-investeringskoncept/