Et langvarigt generationsskifte drevet af lyst

En lørdag for 17 år siden faldt Hanne Elsners far om og døde pludseligt i en alder af blot 58 år. Om mandagen var der dermed ikke andet at gøre for Hanne end at overtage faderens rolle som direktør på Fuglebjerg Kistefabrik, der har været i familiens eje i flere generationer.

Generationsskiftet var alt andet end planlagt, og Hanne Elsner, der i dag er 50 år, var både uforberedt og ukvalificeret til det, men der var bare ikke noget valg, så hun måtte påtage sig opgaven og gå til det på den hårde måde med en stejl læringskurve foran sig.

”Jeg kunne have solgt, men det var ikke en gangbar løsning for mig. Jeg er sådan indrettet, at jeg aldrig giver op, og det gjorde jeg heller ikke her, men det var ikke ret sjovt i starten,” erindrer Hanne Elsner, der i den første tid først skrev et brev og siden besøgte alle fabrikkens kunder og forsikrede dem om, at alt var i trygge hænder og kørte videre som hidtil.

”De fik besked om, at der ikke var grund til at være urolig. Vi havde styr på det, selv om det måske ikke helt var tilfældet, fordi jeg jo ikke havde prøvet det før og hverken vidste noget om kunder eller kister. Men det fik vi, og vi beholdt alle vores kunder,” fortæller hun.

Overdragelse i tide

Vi skruer tiden frem til slutningen af 2019. Hannes døtre Fie og Caroline får overdraget 30 procent af ejerskabet af Fuglebjerg Kistefabrik. I forvejen har de brugt meget af deres ungdomstid på at hjælpe til på fabrikken og har fået et godt indblik i, hvordan fabrikken og forretningen fungerer. Overdragelsen sker uden stemmeret, da de begge har studierne som deres hovedbeskæftigelse, men den sker også som første skridt til, at de to døtre en dag skal overtage fra deres mor – og denne gang langt bedre forberedt end i 2003.

Men den fælles forudsætning er, at det kun skal ske, hvis de har lyst. Der er ingen forpligtelse til at sige ja.

”Vi vil begge to gerne. Ingen af os kunne forestille os at skille os af med fabrikken. Den har altid været en del af vores liv. Men det skal forhåbentlig først ske om mange år, og hvor vi får gjort vores egne erfaringer og karriere først. Men vi har aldrig været tvunget til det. Det har altid været lystbetonet,” forklarer Fie på 26 år, der er i gang med at tage en lederuddannelse på Officersskolen, hvor hun bruger 180-200 dage om året på at sejle med Søværnet på øvelser. Og som lillesøster Caroline på 22 år bemærker: 

”Det har været en nem beslutning at sige ja, fordi det er drevet af egen fri vilje. Det er også lettere at vælge fra senere i stedet for at starte med at sige nej. På den måde holder vi dørene åbne. Men det er dejligt at køre noget videre, der har været i familien i mange år, og selv om det er meget tidligt, så kunne det være sjovt, hvis vores egne børn, når vi får dem, en dag også ville kunne tage over.”

Og Hanne Elsner tøver ikke med at erklære, at det vil gøre både hende og morfar i himlen stolte, hvis Fie og Caroline ender med at tage over, hvad alt som nævnt tyder på:

”Det vil gøre deres morfar meget stolt deroppe, hvor han sidder, og jeg vil også blive megastolt. Så længe de følger deres mavefornemmelse og kan finde glæde ved det. Det allervigtigste for mig er, at de gør noget, som de er glade ved.”

Økonomisk bevidste

Med ansvaret for en virksomhed følger også en økonomisk bevidsthed, og den har hele familien med hjemmefra.

”Nogle gange tænker man da over, at vi er sikret. Fabrikken går godt, og vi har derfor altid noget at falde tilbage på. Det er en rar tanke, men vi er også vokset op med, at der skal være styr på pengene, og at økonomien er et grundfundament, der kan holde styr på det hele. Man skal ikke købe noget, man ikke har råd til. På samme måde ville det være et nederlag, hvis det pludselig ikke gik med fabrikken,så derfor skal der bare være styr på det økonomiske,” forklarer Fie Elsner, der på Officersskolen har lært en masse om sig selv og om ledelse:

”Vi er syv kvinder ud af 45, og det lærer man i sig selv noget af. Men jeg har også lært meget om samarbejde, og hvordan man bor mange mennesker sammen i mange dage uden at flå hovedet af hinanden. Det handler ikke mindst om, at man skal være i stand til at tage styring over andre. Det er jeg blevet meget bedre til. Man får respekt ved at sige tingene ligeud, hvis en kollega ser ud af h… til frem for at putte med det. Det tror jeg også, at jeg kan bruge, når vi en dag skal lede fabrikken.”

For Caroline ligger overtagelsen også langt ude, men efter et sabbatår, hvor hun arbejdede fuld tid på fabrikken,
nøjes hun for øjeblikket med at hjælpe til og styre hjemmesiden. Ved siden af det læser hun kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet København. Det har hendes fokus mere, end at hun en dag skal etablere sig som virksomhedsejer.

”Jeg har ikke noget bestemt, jeg gerne vil blive eller arbejde med, så kommunikation dækker jo ret bredt og kan bruges i mange sammenhænge. Vi vil begge gerne prøve noget andet, når vi er færdige, og overtagelsen ligger mange år ude i fremtiden, så det går jeg ikke og tænker over i det daglige. Derfor er det også dejligt, at vi aldrig er blevet presset, men har rig mulighed for at prøve noget andet,” siger Caroline Elsner.

Investeringstilgangen er med flere typer risiko

Familiens relation med Formuepleje er 3-4 år gammel. Formuepleje havde kontaktet Hanne Elsner, der først takkede nej, men så rådførte sig med sin mangeårige revisor, der kendte Formuepleje og mente, at det ville være fornuftigt at placere familiens midler i Formueplejes investeringsløsninger.

”Det er vi virkelig glade for. I banken hørte vi aldrig noget,  men nu mødes vi med Helle (kundedirektør Helle Snedker, red.) og kan drøfte alt, hvad der er relevant. Før vidste jeg ingenting om investeringer. Nu ved jeg lidt mere og tjekker det også jævnligt,” fortæller Fie Elsner, der ikke er den type investor, der satser hele baduljen, men samtidig godt ved, at hun som 26-årig har en alder, der gør, at hun med sindsro kan vælge høj risiko.

”Jeg har lidt over det hele. Både høj risiko og så lidt lavere der, hvor jeg ved, at jeg måske skal bruge pengene inden for fem år. Og jeg har ikke noget, som jeg ikke kan tåle at tabe. Den risikoprofil er nok gældende for os alle tre,” forklarer hun og både håber og tror, at nedturen fra coronahalvåret vender på et tidspunkt. Derfor er der ingen grund til at ryste på hånden.

Det bekræfter Caroline Elsner: ”Jeg sidder ikke hver dag og tjekker. Heller ikke da, der kom corona. Det tager jeg stille og roligt og tror på, at det nok skal vende.”

Sidste ord til mor

Vi lader Hanne Elsner, mor til to døtre og chef for 24 ansatte på Fuglebjerg Kistefabrik få de sidste ord om, hvordan hun har grebet tingene an i de seneste 17 år, hvor hun er gået fra at være uddannet sælger i en hvidevareforretning i Næstved, en periode som advokatsekretær og så et aktivt og bevidst valg om at blive dagplejemor, så hun kunne gå hjemme med sine døtre.

”Det er nok en af mine kæpheste. Man behøver ikke en kæmpestor uddannelse, hvis man ellers lægger sig i selen. Man kommer også langt med at bruge sin sunde fornuft, gåpåmod, og hvis man aldrig giver op,” siger hun.

På den måde er Hanne Elsner gået fra at vide stort set ingenting om at lede en virksomhed til nu at have et arsenal af gode pointer, som andre i en tilsvarende situation måske kan have glæde af.

”Nu har vi gjort klar i god tid til det bedst mulige generationsskifte. Mine piger har 30 procent, men ingen indflydelse endnu. Det er alene mig, der træffer beslutningerne. De er til gengæld allerede bedre rustet til opgaven, end jeg nogensinde nåede at blive. Så de har en lang oplæring, hvor jeg vidste ingenting. Men det betyder ikke, at jeg ikke har ændret på en masse ting i min tid. I min fars tid måtte de ansatte både ryge og drikke, og det lavede jeg om. Det betyder, at der nu kun er tre tilbage fra dengang, hvor resten er skiftet ud, så nu har min egen grundstamme af 10-20 ansatte ud af de 24, vi er. Jeg ved godt, hvad jeg vil,” slutter Hanne Elsner.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 04//2020.