Vores investeringskoncept
15. oktober 2021
Landbrugsaftale handler om udvikling, ikke afvikling
Af Formuepleje
Det er nærmest historisk, at et samlet Folketing forleden nåede til en aftale om grøn omstilling af dansk landbrug. Det opsigtsvækkende er, at aftaleparterne er enige om, at nye teknologier skal sikre målsætningen om drivhusgasreduktion fra sektoren. Afvikling og afsavn er ikke vejen til en bæredygtig fremtid. Udviklingen skal drives af investering i teknologi.
Det perspektiv savnes alt for ofte i klimadebatten: At man faktisk forstår, at teknologiske investeringer kan udvikle et erhverv til bæredygtighed frem for bare at afvikle det. Derfor er det meget konstruktivt, at vores politikere samles i forståelse af, at nye teknologier kan nedbringe landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer. Det er vejen til de største skridt mod fremtidig bæredygtighed.
Dermed rækker aftalen videre end bare landbruget, men involverer også andre brancher bl.a. kapitalforvaltningen af danskernes store pensionsformue. Det er her, at investeringer i udvikling af ny teknologi kan findes.
På globalt plan er institutionelle investorer, herunder pensionskasser, fonde og kapitalforvaltere, betroet med investering af 900.000 mia. kr. I Danmark forvalter institutionelle investorer tilsammen ca. 5.000 mia. kr. Det enorme beløb giver indflydelse på samfundsudviklingen, og med den indflydelse følger ansvar. Det ansvar har den finansielle industri taget på sig, så investorer har blik for ansvarlige investeringer.
Traditionelt har fokus indenfor ansvarlige og bæredygtige investeringer været på fravalg af selskaber indenfor specielle sektorer, typisk alkohol, tobak, våbenproduktion, atomkraft og lignende. Det handlede således i mange år om etiske overvejelser, hvilket naturligvis er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt i forhold til den grønne omstilling.
Fravalg er lette, men bringer ikke fremskridt og udvikling. Det gør tilvalg derimod. Tilvalg af investering i selskaber, der målrettet skaber teknologiske løsninger, som kan indfri bæredygtighedsambitioner. ”Impact investing” hedder denne tilgang til bæredygtige investeringer.
Tankegangen er, at disse investeringer er attraktive, fordi selskabernes bæredygtige målsætninger både bidrager til positiv samfundsudvikling og samtidigt har økonomisk potentiale. Med andre ord skal investorer ikke længere vælge mellem enten at træffe etiske valg eller få afkast. Det er ikke modsætninger, men gensidigt forstærkende. En investering i en bæredygtig løsning er attraktiv, fordi den har vækstpotentiale og er bedre fremtidssikret i en verden, som f.eks. efterspørger teknologi som løsning på klimaudfordringer. Landbrugsaftalen understøtter den efterspørgsel. Det er et skift fra fravalg og afvikling hen mod tilvalg og udvikling.
Derfor repræsenterer landbrugsaftalen potentielt et konstruktivt perspektiv, der involverer mere end landbruget, men også teknologi- og kapitalforvaltningssektorerne. Kapitalforvaltere opbygger fonde efter kriterier, der opfylder bæredygtighedsmålsætninger. Det er grundlaget for at udvælge selskaber til investering. Facilitering af teknologisk omlægning af et helt landbrugserhverv er en oplagt investeringsmulighed.
I Formuepleje arbejder vi selv med en fond, der er bygget efter ”mørkegrønne” kriterier. Vi investerer i flere selskaber, der faciliterer grøn omstilling. F.eks. det amerikanske selskab Trimble, der fremstiller udstyr til datadrevet drift af landbrug i form af GPS’er og software, der optimerer ressourceanvendelse og udbytte. Hollandske DSM udvikler bl.a. kvægfoder, som reducerer metanudslip, så vi måske fremover kan spise røde bøffer med bedre samvittighed. Deere & Co., der er verdens største producent af landbrugsmaskiner, arbejder målrettet med elektrificering af landbrugsmaskiner samt i højere grad også kunne genbruge materialer og udstyr for dermed at reducere det fossile aftryk.
Sådanne investeringer skaber bæredygtig udvikling. Derfor har teknologiproducenter og kapitalforvaltere afgørende betydning for at udvikle reelle klimaløsninger i praksis. Vel at mærke uden at gå på kompromis med indtjening og positive afkast af investeringer, hvilket er ufravigelige krav til selskaberne og kapitalforvalteres kerneopgave. Med konstruktiv politisk forståelse af klimaudfordringen er både løsninger og finansiering til rådighed.
Artiklen er også bragt som kronik i Børsen fredag den 15. oktober 2021
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning