Vores investeringskoncept
25. januar 2025
Trump er tilbage - markedets reaktioner efter en uge i Det Ovale Kontor
Allan Jørgensen, kommunikationschef, Formuepleje
Formueplejes viceinvesteringsdirektør, Otto Friedrichsen, har her udvalgt de tre mest markante udmeldinger fra ugen, der gik, og hvordan det umiddelbart påvirkede finansmarkederne.
Han havde knap sat sig til rette i Det Hvide Hus mandag, før Donald Trump, få timer efter indsættelsen som USA’s 47. præsident, kom med de første af en lang række markante udmeldinger og indgreb.
Der er derfor mange muligheder, når Formueplejes viceinvesteringsdirektør, Otto Friedrichsen skal pege på de tre mest markante budskaber fra ugen samt reaktionen i markedet.
1. Afdæmpet handelspolitisk retorik skaber optimisme på markederne
Den første kom allerede mandag efter indsættelsestalen.
De fleste havde nok forventet, at den nye amerikanske præsident hurtigt ville tage fat på de emner, han gennem valgkampen havde gentaget mange gange. Et af dem er told på import fra blandt andre Kina, EU, Mexico og Canada.
Derfor var det også overraskende, da Wall Street Journal kunne rapportere (mandag eftermiddag dansk tid), at Trump havde udtrykt, at han ikke ville implementere omfattende handelstariffer straks efter sin indsættelse. I stedet varslede han en mere balanceret og analytisk tilgang, hvor handelspolitiske tiltag ville blive baseret på undersøgelser over tid.
- Det førte til en positiv reaktion på de europæiske aktier, fordi USA var lukket mandag. Vi så også en effekt på renterne og valuta generelt, som stabiliserede sig, mens dollaren faldt over for euro og danske kroner. Så man fik egentlig den positive udvikling allerede om mandagen i Europa. Investorerne opfattede en mere moderat linje fra Trump relativt til, hvad man havde forventet, hvilket skabte ro på de finansielle markeder, fortæller viceinvesteringsdirektør i Formuepleje, Otto Friedrichsen.
2. Fokus på teknologi og kunstig intelligens – Stargate-initiativet
Den anden iøjnefaldende udmelding, som Otto Friedrichsen bed mærke i fra ugen, har den futuristiske titel: "Stargate".
Navnet dækker over Donald Trumps lancering af et massivt teknologisk initiativ, der skal sikre og udbygge amerikanernes førerposition inden for kunstig intelligens (AI). Projektet er et offentligt samarbejde mellem virksomheder som SoftBank, Oracle og OpenAI m.fl., og det skal realiseres via private investeringer for ikke mindre end 500 milliarder dollars over de næste fire år.
Det svarer til 3500 mia. kr. Til sammenligning var Danmarks BNP på omkring 2800 mia. kr. i 2023.
- Så det er en meget stor investeringsindsats – både i absolut og relativ forstand. Markederne reagerede også positivt, særligt i forhold til virksomhederne, der er involveret i projektet. SoftBank-aktien steg med 11%, Oracle med 6%, og Microsoft – som har en ejerandel i OpenAI – steg med over 4%. Vi har i øvrigt større positioner i både Microsoft og Oracle i flere af Formueplejes investeringsløsninger, siger Otto Friedrichsen.
Initiativet bliver set som et væsentligt skridt for at fastholde og ikke mindst udbygge den førertrøje inden for AI, som USA har opbygget de seneste år. Samtidig forventes det at kunne skabe op mod 100.000 job på kort sigt.
3. Hård kurs overfor immigration og grænseoverskridende kriminalitet – med trusler om handelsrelationer og told
En af de udmeldinger, der nok har fyldt mest og som har skabt røre – både indenrigs og hos USA’s nabolande - er Trumps deklarerede hårdere linje over for ulovlig immigration og grænseoverskridende kriminalitet.
Han har truet nabolandene Mexico og Canada med planer om at indføre 25% told på import af visse varer som reaktion på blandt andet ulovlig immigration og kriminalitet.
- Her tænkes særligt på de stoffer, der strømmer ind over grænserne – specifikt fentanyl (opioider). Den amerikanske administration mener ikke, at de to lande gør nok for at dæmme op for den kriminelle indstrømning til USA. Det handler om det, man mener, er en manglende indsats i forhold til at dæmme op for specialkriminalitet og indsmugling til USA, forklarer Otto Friedrichsen
Der er også blevet nævnt toldsatser på kinesiske varer i størrelsesordenen 10-12%, igen med begrundelsen om manglende opdæmning mod specielle former for kriminalitet rettet mod USA.
- Toldsatser og handelshindringer er egentlig en gentagelse af tidligere udmeldinger, så de var forventede og havde derfor ikke den store effekt på markederne, forklarer Otto Friedrichsen.
Senere på ugen blev en dato for implementeringen af både 25 og 10 procents toldsatserne så nævnt. Meldingen var, at de kunne blive effektueret allerede fra 1. februar på varer fra Mexico og Canada.
Klimapolitikken står for skud
Donald Trump bebudede også i sin første uge, at USA ville trække sig ud af Paris-aftalen. Samtidig varslede han øvrige ændringer i klimapolitikken, herunder øget støtte til den fossile bilindustri og en genovervejelse af støtten til elbiler samt en fjernelse af begrænsningerne på produktion af olie og gas.
Samlet set fik havde de negative udmeldinger på klimaområdet en nedadgående effekt på aktier inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Det ramte både det europæiske og det danske marked, hvor især selskaber som Ørsted oplevede store kursfald. Hos det danske energiselskab var nedturen dog også påvirket af øvrige virksomhedsspecifikke forhold.
Lettelse i markedet, men bekymringer i horisonten
Den første uge med Trump ved roret har generelt været bedre, end mange investorer frygtede.
Men rettes blikket fremad, er forventningen mere uro og volatilitet i markederne, allerede på kort sigt.
Særligt set i lyset af Donalds Trumps måde at kommunikere og forhandle på.
Donald Trumps - indtil videre - afdæmpede tilgang til handelspolitik og initiativer som Stargate har givet positive signaler til markederne. Samtidig varsler de skærpede handelsrelationer og hans uortodokse kommunikationsstil, at usikkerheden langt fra er forbi.
Samlet var det dog en uge med en positiv udvikling på tværs af Formueplejes investeringsløsninger og således en fortsættelse af en god start på 2025.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning