
Vores investeringskoncept
23. marts 2025
Af kommunikation
Flere byggesten og flere komponenter til at håndtere risiko.
Det er overskriften på de forandringer, som er undervejs i flere af Formueplejes blandede investeringsløsninger.
Fondenes grundlæggende egenskaber bliver der ikke ændret ved, siger investeringsdirektør Rasmus Cederholm.
Flere af Formueplejes mest kendte investeringsløsninger står over for et løft i nærmeste fremtid, når Formuepleje ændrer tilgang til investeringerne i de blandede fonde og gennemfører en række vigtige justeringer.
Forandringerne omfatter blandt andet flagskibsprodukterne Safe og Penta, som blev etableret i 1980’erne og 1990’erne og bygger på tangentporteføljeteorien. Formuepleje blev dengang kendt for metoden, da vi som den første formueforvalter i Danmark gav almindelige investorer adgang til både komplekse og gearede løsninger. Årtier senere har pensionsselskaberne taget strategien til sig, og Formuepleje bliver stadig anset som en pioner på feltet.
De grundlæggende egenskaber i de blandede fonde bliver der ikke ændret ved, lover investeringsdirektør Rasmus Cederholm.
Til gengæld er der brug for en grundig opdatering af produkterne, og den proces er i fuld gang, fortæller han, og kalder det ”en bunden opgave”, at forandringerne sker nu, i 2025.
”Verden og de finansielle markeder er fundamentalt forandret. Den geopolitiske uro, voldsomme markedsudsving og udviklingen i centralbankernes renteniveauer har simpelthen ændret markedsdynamikkerne. Derfor har vi gennemgået sammensætningen af porteføljerne på en helt ny måde, så vi tilføjer flere byggesten og flere komponenter til at håndtere risiko.
Vi sætter simpelthen flere ben på taburetten, så den kommer til at vakle mindre, når det blæser.”
Ikke mindst centralbankernes ændrede renteniveauer gør det nødvendigt at gentænke de gamle investeringsteorier, fortæller han.
”Fra 1980’erne til først i 2010’erne faldt centralbankernes renteniveauer kontinuerligt til stadig lavere niveauer, og i 2012 havde vi for første gang negative renter. Med en aktuel rente på 2,10 pct. er der ikke meget plads til kontinuerlige rentefald herfra. Derfor er det nødvendigt at gentænke og modernisere den gamle tangentporteføljeteori.”
Tidligere kunne investorer regne med, af de finansielle instrumenter havde deres eget indbyrdes balanceforhold, så aktiekurserne typisk ville stige, når obligationskurserne faldt. Mange porteføljers risikostyring er baseret på netop den antagelse.
Men de finansielle markeder i dag er langt mere udviklede og komplekse, og den tidligere stabile sammenhæng mellem aktier og obligationer er ikke længere lige så forudsigelig.
Faktaboks
Tangentporteføljeteorien går kort fortalt ud på, at den optimale portefølje altid indeholder den samme andel aktier og obligationer. Ønsker man som investor at øge risikoen og derved afkastet, skal man øge gearingen, det vil sige investere for lånte penge.
Formuepleje blev allerede i 1980’erne kendt for at anvende teorien i sine gearede fonde for på den måde at tilbyde kunderne komplekse gearede løsninger. Årtier senere har pensionsselskaberne taget strategien til sig, og Formuepleje bliver stadig anset som en pioner på feltet.
En solid og langsigtet investeringsstrategi kræver derfor en mere nuanceret tilgang, hvor man nøje overvejer, hvordan de to aktivklasser opfører sig under forskellige markedsforhold, og hvordan øvrige aktivklasser kan styrke robustheden.
”Vi er i en unik position til kunne at hjælpe vores kunder med at udnytte de moderne markeders muligheder for risikospredning endnu bedre. Over det seneste år har vi derfor fokuseret intensivt på, hvordan vores porteføljer kan styrkes gennem en bredere aktivallokering.”
Hvordan den nye strategi konkret udmønter sig, holder han for sig selv lidt endnu. Ændringerne bliver gennemført i løbet af foråret.
Rasmus Cederholm har udviklet og finpudset den nye investeringsstrategi gennem det seneste halvandet år, siden han kom til Formuepleje fra AP Pension for sammen med adm. direktør Peter Kjærgaard at stå i spidsen for en større forandringsproces i Formuepleje.
”Vi udvider løbende vores investeringsløsninger med nye produkter, og fonde som Safe og Penta er fortsat vigtige produkter, som investorerne fortsat vælger os på. Derfor får de nu en opdatering, så de er tidssvarende og attraktive også for investorer i 2025.”
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning