Spring til indhold

20. oktober 2022

Jeg stemmer for enkle og forståelige skatter

Af Helle Snedker

Valgkampen er i fuld gang. Og vi skal snart alle sammen over i den lokale gymnastiksal og afgive vores stemme på det parti eller den politiker, vi tror bedst kan forvalte magten og bringe vores land i den rigtige retning.

 

Om man er rød, blå, grøn eller gul – ja, uanset hvad, synes jeg, at der er et emne, der bør forene os alle, og som vi alle burde afkræve svar på fra politikere i vores valgkredse:

Hvad skal der ske med vores komplet uforståelige, kringlede og overkomplicerede skattesystem?

Særligt for investorer og folk, der sparer op på den ene eller anden måde, er skattereglerne unødigt bøvlede. Efter min mening er der ikke tvivl om, at vores komplicerede skattesystem er en medvirkende årsag til, at den danske investeringskultur har mere trange kår, end hvad gavnligt er.

Jeg er helt med på, at der er mange andre ting, der står øverst på lystavlen for rigtig mange mennesker lige nu. Krig, inflation, energiregninger, bare for at nævne de mest oplagte.

Derfor vil de kommende ugers valgkamp nok i høj grad handle om dem, der skal hjælpes på den korte bane. Derfor udvises også enorm kreativitet og iderigdom i forbindelse med at finde penge til at finansiere hjælpen.

Men samtidig skal man huske, at et folketingsvalg handler – eller i hvert fald bør handle – om, hvor vi skal hen på lidt længere sigt. Og i den ligning skal skattesystemet forenkles, så det understøtter snarere end forhindrer, at vi som land og samfund kan blive stærkere og rigere.

Og jeg kan frygte, at der i forsøget på at løse andre problemer skabes nye på skatteområdet. Senest har vi hørt om, at der pusles med en fordobling af arveafgiften fra 15 til 30% - gældende for formuer over 3 mio. kr., ligesom der er snak om indførelse af lagerbeskatning på udlejningsejendomme - vel at mærke kun de, der er mere end 100 mio. kr. værd.

Vi har i forvejen et væld af skattesatser, lofter, fradrag, beløbsgrænser – for slet ikke at tale om de forskellige skattemiljøer, der findes for investeringer. At gøre allerede besværlige ting endnu mere besværlige er ikke den rette vej at gå.

Og det gælder sådan set også, når der trods alt sker forbedringer. Tag aldersopsparingen for eksempel. Min kollega Søren har døbt den ”børneopsparing for voksne”. Det er grundlæggende en god opsparingsform – men mange danskere ved ikke, at den findes, eller forstår ordningen, fordi der er så mange regler forbundet med aldersopsparingen.

Og nu er der altså ændringer på vej. Allerede med virkning fra 2023 stiger det beløb, vi alle kan overføre til aldersopsparingen fra 5500 kr. pr. år til 8500 kr. Desuden udvides perioden, hvor du kan indbetale det høje beløb på 56.900 kr. (fra 2023) fra 5 til 7 år før pensionsudbetalingsalder.

Det er helt klart et plus for alle os, der gerne vil sikre os en økonomi med plads til at rejse og til selv at vælge, hvor ofte der er bad og rengøring på programmet, når vi måske engang får brug for hjælp til det.

Aldersopsparingen er stort set en god idé for alle, der gerne vil spare op. Der er ingen fradrag, når du indbetaler – men der er heller ingen skat, når du hæver. Afkast af dine investeringer beskattes kun med 15,3% undervejs, og du bestemmer selv, om du vil hæve alt på én gang, eller du vil trække din opsparing over flere omgange. Og så sker der ikke modregning, når du tager penge ud af din aldersopsparing, hvilket er tilfældet med dine alternativer – henholdsvis ratepension og livrente.

På negativsiden findes, at du ikke kan fradrage dine indbetalinger til aldersopsparingen i den del af din personlige indkomst, som du betaler topskat af.

Aldersopsparingen forbedres med det nye forslag. Men ændringer sker ikke, fordi tingene skal gøres enklere. Kompleksiteten er den samme. Nej, ændringer sker kun, fordi politikerne skal finde et provenu til andre ting.

Det forventes nemlig, at vi gerne vil udnytte muligheden for indbetaling på aldersopsparing fremfor at sætte pengene ind på livrente og ratepension. Dermed begrænses de fradrag i vores topskattebetalinger, vi ellers skulle have haft. Og vupti, så er der penge i statskassen.

Jeg vil gerne stemme på den politiker, der tør stille sig op og sige, at vi skal rydde op i vores skat på investeringer og gøre det enklere og nemmere at forstå for almindelige mennesker.

Så kære politikere, der fører valgkamp lige nu – her er mine valgønsker:

Skatterne skal være enkle: Alle danske statsborgere bør kunne forstå deres egen årsopgørelse og kunne regne sig frem til, hvilke konsekvenser forskellige valg omkring lån, investering og opsparing vil have for dem.

Skatterne skal være symmetriske: Det er helt og aldeles uacceptabelt, at mange danskere rammes af asymmetri, så de i værste fald betaler 42% af afkast, når det går godt, men kun har en fradragsværdi på helt ned til 25% i år, hvor det ikke går så godt.

Skatterne skal være ensartede: Jeg bør ikke være påvirket af alle de lap-på-lap-løsninger, der hele tiden kommer rullende ind over os, når jeg skal planlægge, hvordan jeg sparer op til dårlige tider og/eller alderdom. Om jeg køber aktier, obligationer eller nedbringer gæld bør i princippet være skattemæssigt ensartet behandlet. 0%, 15,%, 17%, 22%, 27%, 37%, 42% - der er mange skattesatser, man skal kende til, og inddrager man tilmed samspillet mellem disse, ja så er det kun de særligt udvalgte, der kan følge med. Sådan bør det ikke være.

Faktisk er der én nem og enkel løsning på det hele, som kan indføres i morgen. Man kunne bare fjerne loftet på aktiesparekontoen og ændre navnet til opsparingskontoen. Så ville alle danskere med et trylleslag kunne indbetale ubegrænset på ordningen og investere pengene helt efter eget valg og uden begrænsninger.

Det er da et valgløfte, der burde være stemmer i!

Artiklen er også bragt i Erhverv+ torsdag den 20. oktober 2022.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver