Vores investeringskoncept
24. november 2022
Hvis din bil skal klare et syn, skal du ikke komme til mig
Af Helle Snedker
For jeg kan hælde benzin på min bil, pumpe luft i et dæk og sørge for at sende den til service, når der er brug for det. Det kan mine familie og mine venner i et vist omfang også. Men at forberede en bil, inden den skal til syn – det går jeg til en mekaniker med, uanset hvor mange, der giver mig velmenende råd på nettet. Til gengæld skal man ikke tøve med at komme til mig, hvis man vil have sparring på økonomi og investering.
Jeg har én kæphest. Hvis jeg kunne sammensætte verden, præcis som jeg ville, ville jeg som noget af det første sætte ind på at forbedre den danske investorkultur. For det skal være nemmere at være investor, og uanset om man har en stor eller lille formue, skal det være mere enkelt at spare op på både kortere og længere horisonter.
På nuværende tidspunkt har vi taget nogle små skridt i den rigtige retning – blandt andet med indførelsen af aktiesparekontoen, som cirka 300.000 danskere allerede har taget til sig. Derudover glæder det mig, at investering og privatøkonomi i stigende grad er noget, vi taler om hen over middagsbordet, med vores venner og i digitale fora på de sociale medier.
Det er alt sammen godt, og hvis vi i samme ombæring kunne forhøje indbetalingsloftet på aktiesparekontoen, få mere symmetri mellem beskatning og kapitalindkomst, bakke op om den frie konkurrence og øge transparensen i bankerne, så ville vi være nået langt. Jeg kunne også ønske mig, at vi indførte en slags økonomisk folkeoplysning. Simpelthen et obligatorisk fag i folkeskolen, hvor formålet er at ruste vores unge mennesker til selv at bidrage aktivt til deres eget personlige økonomiske fundament i fremtiden.
Investorfora på sociale medier er alletiders. Jeg er selv medlem af flere, og jeg er både overrasket og imponeret over den store faglige viden, som mange af brugerne faktisk har. Men lige så imponeret jeg er over nogle, lige så rystet er jeg over andre, for selvom det er positivt, at det aldrig har været lettere at søge råd om økonomi og investering, så kræver det altså, at man sætter sig bare lidt ind i tingene. Det er fint at få en forståelse af, hvad investering er, og hvordan man kommer i gang, men det kan på ingen måde stå alene.
Derfor gør det næsten ondt på mig, når jeg ser opslag med titler som ”Jeg har 100.000 kroner. Hvad skal jeg investere i og hvorfor?” Det kan selvfølgelig være, at vedkommende blot søger inspiration, og det håber jeg virkelig, for spørgsmålet er faktisk umuligt at svare på. Og dertil er svarene faktisk også umulige for spørgeren at bruge til noget.
God sparring er alfa og omega
For at det på nogen måde skal kunne give mening, må man som minimum også sætte sig ind i sin egen økonomiske situation, for det, der er rigtigt at gøre for én person på nettet, er ikke nødvendigvis det rigtige at gøre for andre. Det afhænger helt og holdent af økonomi, alder, investeringshorisont, familieforhold, jobsituation, boligforhold og en hel masse andet.
Den gode sparring er uundværlig i alle livets forhold. Det gælder selvfølgelig også, når det kommer til økonomi og investering, og man kan altid blive klogere. Velmenende råd på nettet kan meget, og det skader aldrig at søge inspiration hos andre, der står eller har stået i samme situation som én selv. Jeg mener også, at vi, som har viden om et emne, har et ansvar for at dele ud af den og hjælpe andre godt på vej. Men man bør også huske sin kildekritik og spørge sig selv, hvem man taler med, hvad deres agenda er og om deres erfaringer kan sammenlignes en-til-en med det, man selv oplever. Min påstand er, at det kan de sjældent, og så er et råd ikke nødvendigvis et godt råd. Så er det bare snak. Og det bør ingen ukritisk planlægge deres økonomi efter.
Men planen bør alle lægge, og det kan være en rigtig god ide at klargøre og sende sin økonomi til syn med jævne mellemrum. Det kan jeg varmt anbefale.
Artiklen er også bragt i Erhverv+ torsdag den 24. november 2022.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning