Vores investeringskoncept
29. april 2021
Aktiesparekontoen har fået fat – udnyt det
Af Helle Snedker
Danskernes øgede investeringslyst afspejlede sig også i antallet af nyoprettede aktiesparekonti i 2020. Det viser, at der er plads til endnu flere forbedringer for at fremelske investorkulturen i Danmark.
Det gælder nogle gange her i livet om at gribe chancen, mens den er der. Og lige nu oplever vi en stigning i danskernes investeringslyst som aldrig før. Det er en gylden lejlighed til at lade aktiesparekontoen blive en endnu mere etableret del af værktøjskassen for alle os med fokus på optimering af privatøkonomien.
De nyeste tal fra Finans Danmark viser, at danskerne ved årsskiftet havde oprettet 130.000 aktiesparekonti. Det var en udmærket måde at fejre sin 2-års fødselsdag på, efter at 50.000 danskere havde oprettet en aktiesparekonto i 2019 og yderligere 80.000 kom til i coronaåret 2020, som virkelig åbnede danskernes øjne for perspektiverne i investering.
Derfor gælder det også om at smede, mens jernet er varmt. Fra politisk hold skal man gøre det endnu mere attraktivt at investere – og gerne via aktiesparekontoen, hvor man har et let greb at kunne skrue på, hvis man vil. Oprindeligt var det jo planen, at indskudsloftet skulle stige fra 50.000 kroner i debutåret 2019 og så 50.000 kroner om året indtil 200.000 kroner i 2022.
Som led i en politisk studehandel i forbindelse med vedtagelsen af Arne-pensionen er loftet dog p.t. fastlåst til 100.000 kroner (reelt 102.300 kroner grundet inflationssikring). Jeg vil foreslå, at man finder de oprindelige planer frem fra skuffen og øger loftet som planlagt til 200.000 kroner. Ja - gerne endnu mere, når vi ser, at det skaber resultater og får danskernes opsparing til at vokse.
Og størrelsen betyder noget: Da loftet blev hævet fra 50.000 til 100.000 kroner i juli 2020, blev interessen for aktiesparekontoen omgående forøget. Det tyder på, at aktiesparekontoen er noget for både store og små formuer. Forventeligt ville det samme ske, hvis loftet blev hævet som planlagt til først 150.000 kroner og siden 200.000 kroner.
Få øjnene op for fordelene
Både rød og blå side af det politiske spektrum burde efter min mening kunne få øje på fordelene i, at så mange danskere som muligt i videst muligt omfang tager vare på deres egen økonomiske fremtid, og jo bedre vilkår vi giver sådan en opfindelse som aktiesparekontoen, jo større chance er der for, at det kan ske.
For nylig kunne vi høre De Konservatives partiformand Søren Pape slå til lyd for, at Danmark skal være et rigtigt aktieland. For at opfylde den ambition, skal man understøtte frem for at ødelægge ambitionen med skattestigninger. Uanset partifarve glæder det mig, at det er noget, der har politisk bevågenhed også fra mere end blot det menige folketingsmedlem.
For mig at se er det vigtigt, at vi får stimuleret investeringslysten blandt danskerne, så dem der har forudsætningerne for det, lærer værdien af at investere. Som jeg også tidligere har nævnt, gælder det ikke om, at alle blindt og bevidstløst skal investere i noget, de ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i, men om at finde den rette strategi, lægge sin plan i forhold til den risiko, man ønsker at påtage sig.
Vi kan se, at aktiesparekontoen fungerer rigtig godt i den henseende. Mange udnytter den fulde ramme på godt 100.000 kroner, men den fungerer også med mindre beløb på eksempelvis 5000 eller 10.000 kroner. Aktiesparekontoen er med andre ord en succeshistorie, som vi skal værne om – og gerne udbygge. For husk at selv store formuer har været små engang.
Artiklen har også været bragt i Erhverv+ torsdag den 29. april 2021.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning