Spring til indhold

15. december 2020

Vacciner sikrer, at 2021 ikke bliver en gentagelse af 2020

Af Formuepleje

Det er svært at forestille sig, at 2021 bliver tilnærmelsesvist lige så begivenhedsrigt som 2020, men mindre kan også gøre det. Efter et hæsblæsende år med COVID-19 og amerikansk præsidentvalg er det tid til at sunde sig. Men som investor er der ikke plads til at sove i timen.

COVID-19 bliver et dominerende tema for verdensøkonomien et godt stykke ind i 2021, også selv om flere lovende vacciner lykkeligvis er landet, så vi kan få kontrol over pandemien i løbet af det nye år.

2021 bliver også året, hvor genåbninger og maksimale finans- og pengepolitiske stimuli skal bringe økonomien tilbage for noget nær fuld kraft. Og så skal Joe Biden vise sit værd som ny præsident i USA efter sin valgsejr over Donald Trump ved valget den 3. november.

Der er med andre ord lagt op til endnu et begivenhedsrigt år, men antageligvis slet ikke så dramatisk, som det vi bevæger os ud af nu.

Dybeste fald afløst af kraftig rekyl

I foråret fik vi de hurtigste og dybeste fald nogensinde i både aktiemarkedet og økonomierne, men en historisk lempelig pengepolitik fulgt op af en lige så ekspansiv finanspolitik har i årets løb gødet jorden for, at vi har fået en kraftig rekyl på de finansielle markeder.

Økonomierne ser trods omfattende nedlukninger også ud til at komme nogenlunde helskindet igennem, selv om det varierer voldsomt fra land til land og branche til branche. Det er en voldsom redningsaktion, regeringer og centralbanker har været ude i.

COVID-19 har haft voldsom indvirkning på både befolkninger, adfærd, økonomi og de finansielle markeder på en måde, som ingen havde kunnet forudse ved årets indgang, hvor der herskede en mere euforisk stemning.

Nu har vi en situation, hvor renterne er lavere, end vi nogensinde havde forestillet os, at de kunne blive. Det opsigtsvækkende er, at de vil forblive lave i lang tid fremover. Det er meldt klart og tydeligt ud fra verdens to mest toneangivende centralbanker, Federal Reserve i USA og ECB i Frankfurt. Fed har ligefrem sagt, at renten i USA vil ligge omkring 0 procent indtil udgangen af 2023 – som minimum.

Det er afgørende og vigtig viden for enhver investor, fordi nulrenter i USA og minusrenter i Europa er med til at skabe optimale rammer for investeringer i risikoaktiver, herunder aktier. De lave renter betyder nemlig, at investorer typisk har svært ved at skabe et positivt afkast, og det efterlader aktier tilbage som det eneste reelle alternativ for de fleste. Da der samtidig er masser af midler, der skal investeres, så er jorden gødet for aktiestigninger – med de udsving, der, uanset hvad, altid vil komme, når stemningen skifter, eller uventede begivenheder indtræffer.

Visse aktier – indenfor teknologi især – er dog steget så meget og nu så højt prissat, at det virker urealistisk, at de kan fortsætte de stigninger, som vi har set gennem 2020.

Ny amerikansk præsident står over for stor opgave

I USA skal vi vænne os til en ny præsident, når Demokraternes Joe Biden den 20. januar tages i ed. Man kan uden større indvendinger bemærke, at vi i Europa aldrig vænnede os til hans forgænger Donald Trump, så vagtskiftet på præsidentposten vil nok på en række punkter betyde en normalisering af forholdet til USA.

Der venter Joe Biden en enorm opgave i at få USA godt igennem COVID-19, hvor han vil gribe tingene anderledes an, end Trump har gjort. Joe Biden vil sandsynligvis også arbejde på at få USA med i den klimaaftale, som Donald Trump trak USA ud af.

Skruer vi tiden tilbage til før corona, var USA’s handelskrig mod Kina måske den største risikofaktor i de finansielle markeder. Og her skal man ikke forvente en radikalt ændret tilgang fra Bidens side. Måske på det retoriske plan, men ellers er der fælles fodslag mellem demokrater og republikanere om, at Kinas stigende indflydelse skal tøjles.

Ellers bliver det store spørgsmål lige nu og her, om der lander en Brexit-aftale eller ej. Deadline er i princippet overskredet, og 1. januar har vi et hårdt Brexit, hvis ikke der forinden lander en aftale mellem EU og Storbritannien. I et coronaår er det blevet en næsten glemt og overset risikofaktor, men formår de to parter ikke at lande en aftale, vil det være negativt, især for Storbritannien og det britiske pund.

Den overordnede konklusion for 2021 må dog være, at man som altid skal være på vagt og beredt på uforudsete begivenheder og udsving, men en gentagelse af de massive udsving i BNP som vi så i 2020 kan i praksis ikke lade sig gøre. Det er COVID-19-vaccinerne garant for.

Klummen er også bragt i Erhverv+ mandag den 14. december 2020

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver