Vores investeringskoncept
22. februar 2022
Markedskommentar om Rusland / Ukraine-konflikten
Af Formueplejes investeringskomite
Konflikten mellem Rusland og Ukraine blev yderligere eskaleret i går, da Vladimir Putin anerkendte de to østukrainske territorier Luhansk og Donetsk som selvstændige republikker. Reaktionen på de finansielle markeder har indtil videre været meget behersket, og selv om vi ikke udelukker, at der vil komme dage med større aktiekursfald som følge af den tilspidsede situation i Ukraine, forventer vi ikke nogen langvarig negativ reaktion.
De europæiske aktiemarkeder begyndte dagen med kursfald, men har siden rettet sig og er steget, efter at Rusland med præsident Vladimir Putin i spidsen har anerkendt de to østukrainske territorier Luhansk og Donetsk som selvstændige udbryderrepublikker og sendt russiske tropper ind over grænsen til Ukraine. Russisk militær er rykket ind i de pågældende ukrainske territorier under dække af at være fredsbevarende styrker.
Den meget beherskede reaktion på aktiemarkederne indikerer, at Ruslands ageren ikke kommer som nogen overraskelse for de finansielle markeder og derfor i vid udstrækning allerede er afspejlet.
Det er en frygt, der har ligget og ulmet et stykke tid, og nu ser ufreden ud til at være rykket endnu et stykke nærmere. Udviklingen har omgående sat sig i de finansielle markeder, selv om vi fortsat formoder, at de negative kursreaktioner foranlediget af Ruslands aggressive fremfærd over for Ukraine vil være midlertidige.
Man må dog forvente, at de energipriser, der er steget voldsomt det seneste stykke tid, får endnu et nøk opad, og man kan bestemt heller ikke udelukke, at aktiemarkederne bliver mere volatile, end de har været hidtil i 2022 – hvor den primære årsag til aktiekursfaldene dog har været centralbankernes skift i pengepolitikker og forventede renteforhøjelser trukket af inflationstal, der ligger på et højere niveau, end man har regnet med.
Fordømmelser og sanktioner
EU og USA har foreløbig reageret med fordømmelser og trusler om nye sanktioner, men de tiltag gør det ikke alene, mens Tysklands kansler Olaf Scholz har bremset den endelige certificering af gasledningen Nord Stream 2, der ellers stod færdig i efteråret og er udset til at levere gas fra Rusland til Tyskland. Foreløbig må man dog konstatere, at de vestlige forsøg på at afværge konflikten ad diplomatisk vej har spillet fallit med tanke på det seneste døgns eskalering.
Putin, der ynder at give den som stærk mand, har udnyttet det svage lederskab i Vesten til at foretage sine taktiske militære manøvrer. Det bør være en øjenåbner til både EU og USA, at stærkt lederskab er påkrævet, men hånden på hjertet er det svært at se, hvor det skal komme fra: USA’s Joe Biden, Frankrigs Emmanuel Macron, Tysklands Olaf Scholz, Storbritanniens Boris Johnson eller EU’s Ursula von der Leyen? Ingen af disse får formentlig Putin til at ryste i bukserne, så Vesten skal sætte sin lid til, at EU, USA, Storbritannien og resten af det internationale samfund i det mindste kan stå sammen om at vise modstand imod Putins Rusland, men man skal ikke regne med megen hjælp fra andre store magter som eksempelvis Kina og Brasilien.
Et håb om at undgå reel krig
Det er hævet over enhver tvivl, at Putins seneste træk er en aggressiv fremmarch, men om det eskalerer til reel krig mellem Rusland og Ukraine og en eller anden form for vestlig opbakning til ukrainerne, er endnu for tidligt at konkludere.
Der foreligger en reel mulighed for, at Putin nu har vist musklerne med sine tropper og – for nu – kan erklære sig tilfreds med, at Donbass-regionen er russisk kontrolleret, som den i forvejen har været på lange stræk blot med russiske separatister frem for officielt russisk militær.
Den udgang på konflikten er muligvis en kynisk og lige lovlig pragmatisk anskuelse, men hvis Putin undgår at tabe ansigt, og Ukraine ”slipper” af med et areal, der de seneste syv-otte år har været præget af masser af uroligheder, uden at gå til modangreb, vil konflikten kunne blive stoppet i opløbet til reel krig. Det vil alt andet lige medføre en deeskalering af den anspændte situation, men det er et ønskescenarie, og Putins stormagtsdrømme slutter næppe her, så der er også risiko for, at det blot vil være en stakket frist.
Geopolitik påvirker sjældent global vækst
Men lad os antage, at russernes fremfærd stopper nu, så er det vores forventning, at de finansielle markeder relativt hurtigt vil være tilbage til ”normalen” og atter koncentrere sig fuldt ud om centralbanker, inflation og renteforhøjelser og naturligvis fokus på virksomhedernes indtjening.
Selv om Rusland-Ukraine-konflikten er en uhyre vigtig geopolitisk situation, viser historien også, at det er sjældent, at netop geopolitik – anspændt eller ej – påvirker de finansielle markeder gennem lang tid, fordi det typisk ikke varigt skader den globale økonomiske vækst. Det kan selvfølgelig udvikle sig anderledes denne gang, hvis konflikten eskalerer ud af kontrol, eller hvis inflation og renter stiger kraftigere end forventet på grund af varigt højere energipriser.
I Formuepleje nedbragte vi i januar vores aktieeksponering til Europa. Vi afventer det videre forløb og udvikling, før vi eventuelt foretager ændringer i vores eksponering, herunder eventuelt at øge eksponeringen til Europa igen.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Vil du vide mere?
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Bestil en intropakke
Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Få seneste nyt
Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Tal med en rådgiver
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Få viden om dine muligheder med Formuepleje
Vores fonde
Vi har fonde til alle risikoprofiler
Personlig rådgivning