Vores investeringskoncept
15. november 2026
Head of Client Relations, East Helle Snedker
Hvis du bruger virksomhedsskatteordningen (VSO), har du faktisk nogle stærke muligheder for at optimere din økonomi. Spørgsmålet er bare, om du udnytter dem.
Når du anvender VSO, skal din virksomhedsøkonomi holdes adskilt fra din private økonomi via særskilte konti og depoter. Hvert år betaler du 22% i a conto-skat af årets overskud. Resten af pengene kan blive stående i ordningen, indtil du vælger at hæve dem.
Når du hæver, beskattes beløbet som personlig indkomst – men du får modregnet den skat, du allerede har betalt. Det giver dig fleksibilitet. Men det kræver også, at du ved, hvad du gør.
Hvis du vil investere opsparingen i din VSO, er der én vigtig ting at kende: Du skal vælge investeringsprodukter, der kan ligge i ordningen – typisk lagerbeskattede fonde og ETF’er (ofte akkumulerende).
Overholder du den regel, bliver pengene i VSO og udløser ikke personlig beskatning. Vælger du derimod investeringer, der falder uden for reglerne, kan beløbet blive betragtet som en privat hævning – og så bliver du beskattet som personlig indkomst med det samme. Det er en klassisk faldgrube, som mange opdager for sent.
Afkastet af investeringer i VSO beskattes løbende med 22%. Det er væsentligt lavere end den beskatning, du møder, hvis du først hæver pengene og investerer dem privat, hvor afkastet typisk beskattes med 27-42%.
Jo længere tid pengene bliver i VSO, jo mere udskyder du den høje personlige skat – og jo mere får renters rente lov til at arbejde for dig.
En af de mest effektive – og ofte oversete – muligheder er at bruge VSO til pensionsopsparing.
Hvert år kan du indbetale op til 30% af overskuddet fra din virksomhed på en livrente og få fradrag efter de særlige regler for selvstændige.
Beløbet bliver ikke beskattet som personlig indkomst her og nu. Skatten betaler du først, når pensionen udbetales.
Samtidig beskattes afkastet på en livrente typisk med 15,3% (PAL-skat) – altså lavere end de 22%, du løbende betaler af afkastet i VSO.
Det lyder måske som en lille forskel, men pointen er, at skatten af afkastet betales hvert år. Når skatten er lavere, bliver der mere af afkastet tilbage til at blive i ordningen og vokse videre, og så får renters rente bedre arbejdsbetingelser.
Et eksempel: Investerer du 100.000 kr. om året i 20 år med et afkast på 8 %, vil slutbeløbet være ca. 4,27 mio. kr. ved 15,3% i løbende beskatning af afkastet – men kun ca. 4,0 mio. kr. ved 22%. Det er en forskel på omkring 270.000 kr., som alene skyldes, at en større del af afkastet hvert år går til skat i VSO.
Derudover er pensionsmidler som udgangspunkt kreditorbeskyttede – en ikke uvæsentlig fordel, når du driver virksomhed.
Noget, mange først opdager for sent, er konsekvensen af at lukke virksomheden. Hvis grundlaget for VSO forsvinder, bliver hele den opsparede saldo beskattet som personlig indkomst året efter.
Har du opbygget en større opsparing, kan en stor engangshævning betyde, at du rammer top-topskatten – som i 2026 udgør en ekstra skat på 5 % af den del af din personlige indkomst, der ligger over 2.592.700 kr. (2026-niveau, efter AM-bidrag). Det kan gøre ondt – og ofte helt unødvendigt.
Der er ingen standardløsning, der passer til alle selvstændige. Men der er stor forskel på, om du bare lader pengene stå, eller om du har en plan.
Med de rigtige valg kan dit overskud arbejde mere effektivt for dig, give større fleksibilitet og færre skattemæssige overraskelser senere. Og jo tidligere du tager stilling, jo flere muligheder har du.
Denne artikel har været bragt i Avisen Danmark.
Disclaimer
Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk
Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig.
Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.
Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.
Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.
Vores investeringskoncept
Vores fonde
Personlig rådgivning