Spring til indhold

25. oktober 2026

Dansk økonomi har overraskende medvind i en verden fuld af modvind

Af Chief Portfolio Manager Morten Gregersen

Mens Frankrig kæmper med rekordgæld, og den tyske bilindustri skærer titusindvis af job, vokser dansk økonomi. Det offentlige har en nettoformue på 871 mia. kr. og ejer mere, end det skylder. Men hvorfor virker den danske model, hvor kan den komme under pres – og hvorfor er danske aktier fortsat værd at investere i?

Vi har råd til at slette hele statsgælden, lød det for nylig i Berlingske. Nettoformuen er på 871 mia. kr., mens dansk statsgæld ved udgangen af august var 230 mia. kr. Økonomerne fraråder at bruge pengene sådan, men alene præmissen siger meget om, hvor godt vi står. Samtidig voksede BNP med 5,7 pct. i andet kvartal sammenlignet med året før, og ledigheden er 3,1 pct.

Kig mod syd, og billedet er et andet. Frankrigs økonomi stod stille i andet kvartal, gælden er på 119 pct. af BNP (Danmarks er ca. 27 pct.), og renten, de må betale, er for første gang siden eurokrisen mere end et procentpoint over den tyske.

Tyskland voksede kun 1,0 pct. over året, og bilindustrien har på et år mistet 42.300 job. Antallet af ansatte er nu det laveste siden 2005.

Ja, medicinalindustrien pynter på de danske tal. Men selv uden den voksede vi mere end dobbelt så meget som Tyskland i andet kvartal – midt i geopolitisk uro, toldtrusler, frygt for AI og kinesisk konkurrence.

Hvordan kan det være? Og fortjener danske aktier stadig en plads i porteføljen? Mit svar er ja – men måske af andre grunde, end man skulle tro.

Vi blev tvunget til at omstille os

Jeg tror, en stor del af svaret ligger i historien. Danmark har længe været et dyrt land, og mange job blev flyttet ud for årtier siden. Det tvang virksomhederne til at blive videnstunge, digitale og omstillingsparate.

Derfor rammer den kinesiske konkurrence (endnu) ikke dansk industri lige så bredt som den tyske, selv om for eksempel de bæredygtige industrier bestemt mærker den.

Den danske model gør det let at hyre og fyre – med et sikkerhedsnet under dem, der mister jobbet. Det holder virksomhederne agile. Tyskland og Frankrig har valgt en anden vej med et mere rigidt arbejdsmarked.

Volkswagen fremlagde for nylig en plan om at skære omkring 100.000 job frem mod 2030, men primært via frivillig afgang og tidlig pension, og fabrikkerne lukker ikke, men udfases gradvist. Tilpasningen tager årevis, og imens står industrien tung og sårbar over for bomstærke kinesiske konkurrenter med statsstøtte i ryggen.

Videnstunge virksomheder og kedelig politik

Danske virksomheder ligger på den rigtige side af stærke strukturelle trends: den grønne omstilling med Vestas, Ørsted og Danfoss og sundhed, hvor medicinalindustrien, trods svære år for Novo Nordisk på børsen, fortsat er en enorm skatte- og vidensbidragsyder med en hel underskov af biotek omkring sig.

DSV er et godt eksempel på en forretningsmodel, som med viden og kapital bliver stærk nok til selv at købe op ude i verden i stedet for at blive købt op.

Dertil er mange af vores største virksomheder fondsejede, og det er en undervurderet styrke. Novo, Mærsk, Grundfos og Carlsberg kan ikke bare købes op, når de er svage. Ejeren kan derfor tænke i årtier frem for kvartaler og rette op på strategiske udfordringer, selv når det gør ondt.

Dansk politik er i årtier ført hen over midten, og selv efter valget i marts taler vi om nuancer frem for kursskifte. Det lyder kedeligt, men virksomheder og investorer har brug for at vide, hvor de har politikerne. Sammenlign med Frankrig, hvor et splittet parlament skal forhandle en spareplan på 54 mia. euro på plads før valget næste år. Den slags uro er ikke gavnlig for erhvervsliv og konkurrenceevne.

Faren er ikke drevet over

Kan vi så læne os tilbage? Nej. Det, der ramte den tyske bilindustri, kan også ramme os, og kineserne bevæger sig bevidst op i de videnstunge industrier, vi lever af – ikke mindst biotek, hvor kunstig intelligens (AI) kan korte udviklingstiden ned fra årtier til måneder.

Samtidig må overskuddet i statskassen ikke blive en sovepude. Den demografiske udvikling vil presse velfærden, og hver lønmodtager skal forsørge flere.

Overskuddet kan købe os tid, men regningen skal betales med højere produktivitet via det, der bragte os til, hvor vi er: innovation, viden og omstillingsparathed.

Derfor er danske virksomheder og aktier stadig interessante

Aktiemarkedet er ikke økonomien, og de store danske selskaber tjener de fleste af deres penge ude i verden. Men de gode nøgletal fortæller noget om rammerne. Vi behøver ikke hæve selskabsskatten for at lukke huller i budgettet, arbejdsmarkedet er fleksibelt, og politikken er stabil. Det kan virksomhederne planlægge efter.

Som investor er min konklusion derfor klar: Dansk økonomi står fortsat stærkt i en urolig verden, og danske aktier er stadig en interessant pulje at fiske i. Vi blev gode, fordi vi var tvunget til det. Den disciplin må vi ikke miste – heller ikke nu, hvor statskassen i princippet kan betale hele gælden ud.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger, og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret om investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav, middel eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver