Stor regnskabsuge kulminerer torsdag

Regnskabssæsonen strækker sig over mange uger, men skal man vælge den vigtigste, er det denne uge, hvor særligt torsdag springer i øjnene med regnskaber fra de helt store teknologiselskaber, der har været i vælten gennem hele 2020.

Torsdag er det store A-dag. Teknologigiganterne Apple, Amazon og Alphabet aflægger regnskab på en og samme dag, og det gør Facebook og Twitter i øvrigt også, så det er en af årets helt store regnskabsdage, vi har i vente i den i forvejen mest travle regnskabsuge i denne omgang. 

Knap halvdelen – helt præcist 225 – af de 500 selskaber i S&P 500-indekset fremlægger regnskab i denne uge, og torsdag skiller sig som nævnt ud som den helt store regnskabsdag. For Amazon, Alphabet, Twitter og Facebook er der tale om kvartalsregnskab, mens der for Apples vedkommende dog er tale om årsregnskab.

Den samlede markedsværdi af S&P 500-indekset, der aflægger regnskab på torsdag, er således iøjnefaldende. De tre A’er – Apple, Amazon og Alphabet – samt Facebook udgør cirka 17 procent af det amerikanske S&P 500-indeks. 

Her kan du læse den opfølgende artikel med aktiechef Otto Friedrichsens vurdering af, hvordan selve regnskabsaflæggelsen så forløb.

Polariseret aktiemarked i 2020

I særlig grad er det interessant, fordi de nævnte selskaber, der alle er store teknologiselskaber, er hovedårsag til den skævvridning og polarisering af aktiemarkedet, som vi har set gennem 2020 – ikke mindst som en af de afledte effekter af COVID-19-pandemien.

Man kan heller ikke se bort fra, at det indebærer en vis systemisk risiko for en dag i vælten, når så mange og store selskaber inden for samme sektor aflægger regnskab på en og samme dag. Når så få selskaber fylder så meget, skaber det også en større afhængighed, når koncentrationen er så høj.

Samtidig tilhører de nævnte selskaber kategorien af vækstselskaber, der ikke alle har været mærket negativt af coronakrisen overhovedet. Tværtimod har mange lukreret på den. Det har været med til at skabe nogle ekstremt høje forventninger til visse selskabers fremtidige indtjening, og det har medført, at de nu handles i nogle kurser, der generelt betragtet er svære at forsvare ud fra det rent indtjeningsmæssige.

Et selskab som Amazon handles p.t. i et P/E-niveau (forholdet mellem aktiekurs og selskabets indtjening) på over 100x, og det indikerer noget om, hvor store forventninger, der er til den fremtidige indtjening. Det amerikanske aktiemarked som helhed handler i øjeblikket på en forventet P/E på 25x.

Ingen plads til skuffelser

De høje P/E-niveauer efterlader i mange tilfælde derfor ikke nogen plads til, at selskaberne skuffer i deres udmeldinger, når regnskaberne lander. Bliver der sat spørgsmålstegn ved de forventninger, kan det godt give negative dønninger. Det har vi set med den tyske softwarevirksomhed SAP, der i mandags fik barberet 20 procent af sin markedsværdi efter en nedjustering.

Det gælder naturligvis også den modsatte vej, at positive overraskelser bliver belønnet, men forventningerne er i forvejen bygget kraftigt op, og det gør det alt andet lige sværere at overraske positivt. Det skaber en vis sårbarhed i markederne, når forventningerne er kørt op på den måde, som tilfældet er.

Generelt holder de lave renter, lave forventninger til inflation og det faktum, at væksten stimuleres af lempelig penge- og finanspolitik, modvinden nede, mens medvinden understøttes, og det er et rygstød til de mere ekstreme vækstselskaber.

Værd at kigge efter i regnskaberne

I Formuepleje har vi Alphabet og Facebook i vores globale aktieportefølje. Facebook har vi haft i porteføljen siden marts, hvor coronakrisen stod på sit højeste, hvilket gjorde prisfastsættelsen attraktiv. Siden er Facebook-aktien steget godt 70 procent. Alphabet-aktien er steget 40 procent i år, efter at selskabets regnskab for 2. kvartal meldte om visse udfordringer.

Tirsdag kom Microsoft, som er en af kernepositionerne i vores globale aktieportefølje, med sit regnskab, hvor især cloud computing var i fokus, og det kommer til at gå igen, når Amazon og Alphabet kommer med deres regnskaber. Cloud computing er et område i strukturel vækst, og Microsofts udvikling så i øvrigt ganske positiv ud på dette vigtige område.

For Apples vedkommende vil fokus ligge på servicedelen af forretningen, det vil sige abonnementstjeneste som Apple TV og iTunes, der udgør cirka en femtedel af Apples omsætning. Tidligere var det mest den velkendte hardware-forretning, der tiltrak sig opmærksomhed hos Apple, men her er et gradvist sceneskifte i gang.

Mange af de nævnte teknologiselskaber har siden marts oplevet øget efterspørgsel på grund af de adfærdsændringer, som COVID-19-pandemien har medført. I denne store regnskabsuge vil vi også blive noget klogere på, om de adfærdsændringer er udtryk for en midlertidig eller varig effekt. I den forbindelse er det værd at fremhæve, at streamingtjenesten Netflix i deres regnskab for nylig skuffede i forhold til at kunne fastholde nogle af de her nye corona-konsekvenser.

 

 

 

 

 

 

 

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>