Mest sandsynligt med en total sejr til Demokraterne

Skal man tro meningsmålingerne, ser det p.t. ud til, at Joe Biden bliver ny amerikansk præsident, og at Demokraterne samtidig vinder Senatet, så der både kommer ny demokratisk præsident og demokratisk flertal i begge Kongressens kamre. Den totale demokratiske dominans er normalt ikke positiv for de finansielle markeder, men markedet har delvist indregnet, at det kan ske.

Der er nu mindre end en måned til årets største politiske begivenhed, det amerikanske præsidentvalg. For mange handler det naturligvis om, hvorvidt vi skal regne med fire år mere til den siddende præsident Donald Trump, eller om Demokraternes Joe Biden formår at vinde og overtage embedet.

Men der er langt mere på spil end præsidentposten og hvem, der skal indtage Det Ovale Værelse indtil 2024. Kongressen er også på valg, og valget handler derfor også om, hvor stort et manøvrerum vinderen af præsidentvalget får til at regere.

Ud over dysten mellem Trump og Biden, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er samtlige 435 sæder i Repræsentanternes Hus på valg, og i Senatet står 35 af de 100 pladser foran en udskiftning den 3. november.

En del tyder efterhånden på, at Demokraterne sætter sig på det hele; præsidentpost, Repræsentanternes Hus og Senatet. Belært af erfaringerne ved vi dog også, at man ikke længere skal blive overrasket over udfald af valg, men det er svært at se Trump overraske en gang til ligesom for fire år siden.

Set fra de finansielle markeder er det ikke nødvendigvis noget drømmescenarie med en tredobbelt valgsejr til Demokraterne, og det kan give nogle negative dønninger, hvis det kommer til at ske. Meget er dog allerede inddiskonteret fra markedets side.

Blandt investorerne vil det øge bekymringerne for, at Joe Biden får noget, der minder et carte blanche til at gennemtrumfe skattestigninger og rulle dele af Donald Trumps store skattereform tilbage, ligesom man må påregne mere statslig regulering. Det skal dog også siges, at Joe Biden næppe tyer til skattestigninger fra første færd, idet den amerikansk økonomi står midt i en genrejsning oven på COVID-19, og man må formode, at det i første omgang gør skattestigninger uaktuelle.

Markedet indpriser allerede en valgsejr til Biden, men ender det også med demokratisk flertal i begge kamre i Kongressen, vil det være en anledning til løftede øjenbryn på de finansielle markeder, hvor en total demokratisk valgsejr er det mest negative scenarie.

Demokratisk forspring i meningsmålingerne

I dag har Demokraterne flertal i Repræsentanternes Hus med 232 af de 435 pladser, hvor Republikanerne har 198, mens fire pladser står tomme, og den sidste udfyldes af en libertarianer. I de øjeblikkelige meningsmålinger står Demokraterne til at bevare flertallet og indtage cirka 225 af pladserne, hvor 218 er nok til at sikre flertallet.

I Senatet har Republikanerne p.t. flertallet med 53 senatorer mod 45 demokrater og to uafhængige. Her står Demokraterne med gode kort på hånden til at kunne tippe flertallet til demokratisk side, da 35 af de 100 sæder i Senatet er på valg. Af de 35 pladser er de 23 republikanske senatorer og kun 12 er demokrater, og at det er flest republikanere, der er på valg, øger sandsynligheden for, at Demokraterne sætter sig på Senatet.

At præsident Trump og fru Melania nu begge har fået konstateret COVID-19, er kun med til at øge Joe Bidens chancer for at blive ny amerikansk præsident.

Og bedømt på den første tv-debat mellem de to klarede Joe Biden sig langt bedre end på forhånd ventet. Kvaliteten af debatten var ikke noget at skrive hjem om og bestod primært af personangreb og mudderkastning, men Trumps offensive retorik havde ikke held til at trænge Biden i defensiven.

Derfor tyder meget lige nu på, at amerikanerne den 20. januar 2021 kan tage Joe Biden i ed som ny præsident i USA. Det vil betyde ændring i retorikken i udenrigspolitikken og en mere forsonlig tone over for traditionelle allierede, ikke mindst Europa. Til gengæld skal man regne med, at han vil fortsætte Trumps kurs over for Kina blot med en anden retorik.

Det mest negative scenarie har positive nuancer

Historisk har en demokratisk præsident og flertal til Demokraterne i begge Kongressens kamre ofte været negativ for de finansielle markeder, og der er negative elementer, man skal være opmærksom på: Vinder Demokraterne præsidentvalget og opnår flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, skal vi på et tidspunkt forvente planer om højere virksomhedsbeskatning og mere regulering, som normalt er negativ for virksomhedernes indtjening.

Denne gang behøver det dog ikke at udløse en negativ reaktion, hvis Biden bliver valgt, fordi de mulige negative effekter på lange stræk allerede er indregnet. Selv om Trump umiddelbart er positiv for virksomhedernes indtjening og dermed for aktier, så er der også en række positive ting ved, at han ikke genvælges. Alene det, at han er væk, vil formentlig øge stabiliteten. En handelskrig mellem USA og Europa, der er sandsynlig, hvis Trump genvælges, er langt mindre sandsynlig med Joe Biden, og det er entydigt positivt set med markedsøjne.

En Biden-sejr krydret med demokratisk flertal i Kongressen behøver med andre ord ikke have den negative effekt, som vi har set ved tidligere lejligheder, hvor Demokraterne har sat sig på både præsidentpost, Senatet og Huset.

 

FAKTA OM VALGET I USA DEN 3. NOVEMBER 

  • 538 valgmænd er på spil, så det kræver 270 af dem for at opnå flertal, og som vi så i 2016 kan man godt vinde the people’s vote og opnå flest stemmer uden at vinde på landsplan. Det er sket fire gange i USA’s historie, at den vindende kandidat har fået færre stemmer end modparten.
  • I 2016 fik Trump lige under 63 millioner stemmer svarende til 46,1 procent på landsplan, mens Hillary Clinton fik næsten 65,9 millioner stemmer svarende til 48,2 procent. Alligevel vandt Donald Trump med en stor margen af valgmænd, hvor han fik 304 og Hillary Clinton kun 227.
  • Den helt store forskel kom dengang i USA’s folkerigeste stat Californien, hvor Hillary Clinton fik knap 4,3 millioner flere stemmer end Donald Trump.
  • Maine og Nebraska er de to eneste stater, hvor den vindende kandidat ikke får alle valgmændene.

 

Herunder kan du se de otte forskellige scenarier i forhold til hvilket af de to partier, der vinder henholdsvis præsidentpost, flertal i Repræsentanternes Hus og flertal i Senatet:

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>