"Glemt” regnskabssæson er meget bedre end frygtet

Over 90 procent af selskaberne i det amerikanske S&P 500-indeks har aflagt regnskab for dette kvartal, og konklusionen er klar: Virksomhederne klarer sig langt bedre end frygtet og overrasker både på indtjening og omsætning. Især indtjeningssiden springer dog i øjnene.

Mere end 90 procent af selskaberne i det amerikanske S&P 500-indeks er nu igennem regnskabssæsonen, og derfor er vi på sikker grund, når vi på et kvalificeret grundlag kan konkludere, at regnskaberne over en bred kam har leveret over forventning.

83 procent af selskaberne har således overgået markedsforventningerne, når det kommer til indtjeningen – og det er noget højere, end vi normalt ser.

At selskaberne overrasker, skal ikke forveksles med, at indtjeningen vokser, men at den falder langt mindre end forventet i markedet. Før regnskabssæsonen lå der en forhåndsforventning om, at indtjeningen ville vise en tilbagegang på over 20 procent – nu er konklusionen kort før, at alle selskaber har rapporteret færdigt, at indtjeningen blot er faldet 8 procent. Det er langt bedre end frygtet.

Indtjeningen overrasker mest markant

Selve det at selskaberne overgår forventningerne, er der ikke noget nyt i, men vi ser det i denne omgang i endnu mere udpræget grad end vanligt. Gennemsnitligt ligger indtjeningen således 17 procent over de forventninger, der på forhånd lå i markedet.

Hvad angår salget, ligger omsætningen mere på linje med forventningerne. Omsætningen overgår således forventningerne med mere beskedne 3 procent, så det er altså primært indtjeningen, der overrasker.

Kigger man på sektorniveau, er det 10 ud af de 11 sektorer, der formår at levere bedre indtjening end ventet. Det er kun Real Estate-sektoren, der ikke har formået at overgå forventningerne.

De største positive overraskelser finder man inden for Cyklisk Forbrug (pga. bl.a. Amazon og bilproducenterne), Industri og Communication Services, mens det på mere overordnede plan er Healtcare og Tech, der klarer sig bedst. For sundhedsvirksomhederne gælder det, at de ikke er nævneværdigt konjunkturfølsomme, og teknologiselskaberne er nogle af dem, der har ligefrem har lukreret på den nye forbrugeradfærd, som COVID-19 har forårsaget.

Tilbagegang er coronarelateret

Energi, Industri og Cyklisk Forbrug (når man ser bort fra Amazon) er de sektorer, der har det hårdest, og det er udtryk for, at den tilbagegang vi ser i indtjeningen, i vid udstrækning er relateret til COVID-19-pandemien. Cykliske forbrugsgoder er blandt andet biler, rejser og hoteller, og det er nogle af de brancher, der er hårdest ramt af de adfærdsændringer, der har ramt forbrugsmønstrene verden over siden foråret.

På den måde er regnskabssæsonen et vidnesbyrd om og en bekræftelse af den stigende polarisering, vi har set i aktiemarkedet i 2020.

Investorer har ”glemt” regnskabssæsonen

Selv om virksomhedernes regnskaber er vigtige, har den regnskabsrelaterede markedsreaktion været begrænset. Kursreaktionerne har været afmålte, også når der har været positive overraskelser.

Det skyldes, at COVID-19 og valget i USA har fyldt meget og skubbet regnskabssæsonen væk fra at være højt prioriteret blandt investorerne. I mandags så vi så markedet rykke sig kraftigt, men det hang sammen med nyheden om en mulig ny COVID-19-vaccine, som satte skub i en sektorrotation til fordel for valueorienterede aktier og på bekostning af de mere vækstorienterede og teknologibaserede aktier.

Det ændrer dog ikke på, at regnskaberne er et vigtigt holdepunkt, når man skal orientere sig. Det er dog i højere grad isoleret til at skabe en kvalificeret mening om det langsigtede perspektiv og en understregning af, at driften af virksomhederne er, hvor den skal være.

Vi kan derfor se det lidt paradoksale udspille sig, at aktierne i sidste uge havde en af deres bedste uger i 2020 midt i en regnskabssæson – uden at det var regnskaberne, der drev markederne.

Det var til gengæld et amerikansk præsidentvalg, der sender Demokraternes Joe Biden til magten i stedet for Republikanernes Donald Trump. Men foreløbig uden den ventede Blue Sweep-sejr, hvor Demokraterne ville vinde både præsidentpost, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Afgørelsen i Senatet kommer vi til at vente på til januar, da der skal to omvalg til i staten Georgia for at finde ud af, om vi får republikansk eller demokratisk flertal i Senatet. Ingen kandidater i Georgia formåede at få de påkrævede 50 procent af stemmerne ved tirsdagens valg.

Udsigten til en splittet kongres med republikansk flertal i Senatet er et fint scenarie for de finansielle markeder, da det blandt andet indebærer, at den nye præsident Biden ikke kan gennemføre en række af de politiske tiltag, som markedet tidligere på måneden frygtede i tiltagende grad. Og det er positivt for virksomhedernes indtjening.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>