Formuepleje-sponsoreret racerkører åbner sæsonen

Formuepleje er en del af sponsorkredsen omkring racerkøreren Nicolai Kjærgaard, der i denne weekend åbner løbssæsonen i den europæiske Formel 3-serie EuroFormula Open. Den 19-årige racerkører har forventninger om en støt stigende formkurve hen over sæsonen, men har ikke kunnet træne hele vinteren på grund af to brækkede hænder.

Drømmen om en professionel motorsportskarriere er drivkraften for Nicolai Kjærgaard og har været det helt fra barnsben, siden han som syvårig første gang trådte på speederen i en gocart. Den 19-årige racerkører fra Hjerting debuterer i denne weekend i den europæiske Formel 3-serie EuroFormula Open, hvor han i nummer 63 skal køre for det legendariske britiske Carlin-team, der har udklækket adskillige Formel 1-kørere, senest Lando Norris, der er en del af McLarens nuværende Formel 1-team.

Formuepleje er en af de sponsorer, hvis logo pryder Nicolai Kjærgaards dragt, og her på siden kommer vi til at følge hans præstationer sæsonen igennem.

Nicolai Kjærgaard med et let skjult Formuepleje-logo på brystet af dragten.

Ambitionerne og drømmene er store hos racerkøreren, der blev kåret til Årets Motorsportstalent ved Dansk Motorsport Award først på året.

”Jeg har ikke et konkret mål som sådan, men et mål om at få mit talent til at række så vidt som muligt og skabe mig en motorsportskarriere. Stigen hedder Formel 3, Formel 2 og Formel 1, men kan det ikke lade sig gøre at gå hele vejen, er der gode alternativer i GT- eller Le Mans-klassen også. Det er mere reglen end undtagelsen, at racerkørere ikke kommer til at køre Formel 1, og der skal ikke mere end en dårlig sæson til, at man ikke kommer videre. Omvendt skal man ikke lade sig slå ud af en enkelt dårlig sæson og opgive håbet om en karriere inden for motorsporten af den grund,” siger Nicolai Kjærgaard.

Sæsonåbner i Frankrig med topfart på 250 km/t

I den kommende weekend danner Paul Ricard-banen tæt ved Nice rammen om det første løb i EuroFormula Open-serien, hvor bilerne når en topfart på 250 km/t.

”Det er første løb og svært at sætte præcise forventninger på, men det bliver helt sikkert spændende at komme i gang. I det sidste løb sidste sæson brækkede jeg begge hænder, så jeg har ikke kunnet køre hele vinteren, så det er lidt svært at vide, hvor jeg står. På grund af den ikke optimale forberedelse er mit mål for sæsonen, at jeg skal vise en støt stigende formkurve gennem sæsonen og minimum sidst på sæsonen være med helt fremme,” fortæller Nicolai Kjærgaard, der til sommer bliver handelsstudent som en del af Team Danmark-ordningen.

Sæsonåbner i Frankrig er første ud af 18 løb

Sidste år var Nicolai Kjærgaard førstekører for Carlin i det engelske Formel 3, hvor han blev toer i den samlede stilling, selv om han måtte udgå i det sidste løb med de brækkede hænder.

”De to brud betød, at jeg måtte gå med hænderne i gips i 6 uger, og derfor er jeg først kommet i gang med træning og forberedelser her i foråret. Den Formel 3-racer, man anvender i EuroFormula Open, er anderledes og noget hurtigere i svingene end den, jeg kender fra i fjor. Der vil gå noget tid, før jeg er helt fortrolig med bilen, og mit mål for denne sæson er udvikle mig, samle erfaring og blive hurtigere som sæsonen skrider frem. EuroFormula Open er et skridt op i forhold til det engelske Formel 3 og på grund af min manglende forberedelse efter skaden har vi sat forventningerne her i starten lidt konservativt,” siger han med henvisning til, at EuroFormula Open rummer et væsentligt stærkere felt med 20-25 kørere i en serie, der afvikles over 18 løb fordelt på ni weekender med besøg på legendariske baner som Hockenheim,  Spa-banen i Belgien, Hungaroring i Ungarn, Red Bull Ring i Østrig, Silverstone i England og Monza i Italien.

Formuepleje kommer sæsonen igennem til at følge Nicolai Kjærgaards meritter på racerbanerne i diverse artikler og opslag på Formueplejes Facebookside.

Skulle du selv have lyst til at følge Nicolai Kjærgaards resultater, kan det ske via EuroFormula Open.