Stigende volatilitet øger behovet for aktiv forvaltning

Som en konsekvens af den stigende volatilitet på de finansielle markeder har Formuepleje taget toppen af sin aktieeksponering. ”Vi justerer vores andel af aktier lidt ned, fordi vi forventer, at tiden frem til det amerikanske midtvejsvalg vil betyde lidt flere skvulp, end vi var vant til i 2017. Vi ser dog ikke en reel nedtur foran os,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

Efter det historisk stabile 2017 har 2018 budt på mere volatilitet i aktiemarkedet, og det baner vejen for, at aktiv forvaltning kommer tilbage i højsædet i modsætning til sidste år, hvor passiv forvaltning var meget i vælten.

Men den passive tilgang kan man ikke i samme grad forlade sig på, hvis man vil undgå de værste faldgruber i et mere volatilt marked, som vi har set på det seneste.

”Mens 2017 var et aktieår med historisk lave udsving, har 2018 udviklet sig anderledes og budt mere volatilitet. Vi så det med kurskorrektionen i februar, og efterfølgende har handelskrigen skabt usikkerhed på de finansielle markeder. Der kommer den aktive forvaltning for alvor til sin ret, fordi man med de rigtige beslutninger kan navigere uden om de største risici,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje og medlem af investeringskomiteen i Formuepleje.

Den ændrede situation på de finansielle markeder har efter nøje overvejelser fået de fire medlemmer af investeringskomiteen til at justere lidt på kursen i sin aktivallokering for at nedbringe risikoen efter en periode med maksimal aktieeksponering.

”I Formuepleje har vi som en taktisk disponering netop nedbragt aktieandelen. Ikke fordi vi tror, at en reel økonomisk nedtur er nært forestående, men vi forventer, at den øgede volatilitet vi har set i 2018 vil fortsætte frem mod det amerikanske midtvejsvalg til november. Når vi tager toppen af aktieeksponeringen, er vi samtidig bedre rustet til at udnytte eventuelle svagheder i markedet som opkøbsmuligheder,” siger Søren Astrup.

Konkret betyder de ændringer, som Formuepleje har foretaget, at aktieandelen i Formueplejes globale aktieportefølje LimiTTellus er nedbragt fra de maksimale 130 procent til 117 procent, mens aktieandelene i Formueplejes blandede fonde Optimum, Pareto, Safe, Epikur og Penta ligeledes er bragt 10 procent ned fra deres respektive maksimumgrænser.

”Vi er stadig positive på aktier, men må også forholde os til den volatilitet, der er og på baggrund af det finder vi det rigtigst at lette trykket på speederen en kende i vores aktieeksponering. Det vidner også om, at vi mener det seriøst, når vi kalder os aktive forvaltere. Og vi er klar til at både skrue både op og ned på aktieeksponeringen, hvis det er påkrævet,” siger Søren Astrup.