Kvinde, kend dine investeringer

Din økonomiske fremtid er for vigtig til at overlade til din bedre halvdel. Budskabet til kvinder er tindrende klart: Hvis du som kvinde sparer mindre op og er villig til at tage færre risici i dine investeringer, når du ifølge statistikken skal leve længere end din ægtefælle, bliver pensionisttilværelsen ikke nær så sjov, som hvis du allerede nu begynder at tage hånd om dine investeringer.

Kvinder og investering

Nogle ting skal man selv tage hånd om. Din privatøkonomi og økonomiske fremtid er et eksempel, som er for vigtig til at overlade til andre. Det gælder også, selv om du er kvinde og har dit på det tørre. Måske kan man nu om stunder endda ligefrem sige, at det især gælder kvinder, sådan som samfundet udvikler sig og har gjort det over en lang årrække:

Kvinder lever i gennemsnit cirka fem år længere end mænd, og skilsmisseraten er i de seneste moderne årtier gået støt i vejret. I de tilfælde har man gjort sig selv en bjørnetjeneste, hvis man ikke har interesseret sig for sin privatøkonomi. Eksempelvis er mange kvinders pensionsopsparinger mindre end deres ægtefællers, og ved skilsmisse deler man ikke pensionen, medmindre man har en ægtepagt, der siger det. 

Alligevel tager rigtig mange kvinder ikke selv fat om deres privatøkonomiske fremtid ved at spare tilstrækkeligt op og finde investeringer, der kan øge formuen. 

”Kvinder behøver ikke være så beskedne, men blot vide, at ens økonomiske fremtid lige kræver nogle overvejelser, valg og beslutninger. Når vi ved, at kvinder generelt overlever deres mænd, hvis de da ikke bliver skilt fra dem forinden, så er ens fremtidige opsparing og investeringer ikke noget, man bare kan ignorere. Det vil vi i hvert fald gerne være med til at rette op på,” siger kundedirektør og partner Helle Snedker.

Kvinder fravælger investeringer

En undersøgelse fra den schweiziske bank UBS viser eksempelvis, at 56 procent af alle gifte kvinder stadig overlader investeringerne til deres mand – også yngre gifte kvinder. Undersøgelsen blandt 1.700 amerikanske ægtepar viser samtidig, at 8 ud af 10 kvinder med sindsro og tilfredshed indtager pladsen på bagsædet i forhold til investeringer og finansiel planlægning. I grel modsætning til det står, at samme andel – 8 ud af 10 kvinder – af den ene eller anden grund vil ende med at leve alene i et årti eller mere – enten som følge af skilsmisse eller ægtefællens død. Der er altså alle mulige gode grunde til at tage hånd om sine pengesager frem for at lade stå til. Undersøgelsen er godt nok fra USA, og måske adskiller Danmark sig på nogle punkter, men tendensen er den samme. 

”Sørger man ikke for at investere sine penge, mister de værdi over tid. Som minimum skal man have en ambition om at holde købekraften. Heldigvis er der ved at komme mere opmærksomhed om det, men mange kvinder kunne med fordel tage mere ansvar for deres egen økonomiske fremtid – for deres egen skyld,” siger Helle Snedker, der oplever, at nogle kvinder holder sig tilbage, fordi de tror, at man skal være ekspert og fyldt med finansiel indsigt for at tage vare på sin økonomi.

Kvinder har mere is i maven

Men den misforståelse bør ryddes af banen. Kvinder skal kaste forsigtigheden over bord og ikke være blege for selv at gribe ansvaret.

”Kvinder har samme forudsætninger som mænd for at investere. Det gælder om at gøre det håndgribeligt. Har man en potentiel investor, der ikke skal bruge pengene her og nu, men har et fem års sigte, forstår de jo udmærket, at 100 procent i afkast med lidt mere risiko er bedre end 25 procent, hvis man kan leve med de større udsving, der kan komme,” forklarer senior formuerådgiver Gitte Brøgger Led.

Der handler det om at kunne håndtere det, når afkastet falder, som det jo gør fra tid til anden, når man investerer, og hvis man kun kigger kortsigtet på det. Over tid bliver selv de største kursrutsjeture som bekendt overvundet, men derfor kan det alligevel gøre ondt, hvis man er inde i en negativ spiral. Her kommer det faktisk kvinder til gavn, at de ofte ikke har samme behov som mænd for at tjekke deres investering i tide og utide. Og måske har mere is i maven i forhold til at holde sig til den investeringsplan, der er lagt.

”Kvinder kan være bedre til at holde sig til en investeringsplan. Vi ser af og til, at det er manden, der bliver påvirket og reagerer, når afkastet falder. Kvinden følger typisk ikke på den måde med fra dag til dag og opdager det måske slet ikke. Derfor bliver de også forskånet for megen ærgrelse, og det er en rigtig god egenskab at have, når man er langsigtet investor,” siger Gitte Brøgger Led som et eksempel på en af de ting, der i højere grad kendetegner den kvindelige investor i forhold til den mandlige.

Risikovilligheden til forskel

Men der findes andre karaktertræk, hvor man generelt vil sige, at der er forskel på kønnenes tilgang til at investere. 

”Typisk siger man, at mænd er mere interesseret i investering, og at et typisk træk er, at de er parate til at tage flere risici. Kvinder er generelt mindre interesseret i emnet og tager færre risici. En overvægt af kvinder lægger også vægt på, at det ikke kun handler om afkast og risiko, men også om bæredygtighed,” forklarer senior formuerådgiver og partner Mette Holmgaard.

Oversat til Formuepleje-produkter vil det betyde, at man typisk vil se kvinder være mere til Safe og ejendomme, der har henholdsvis middel og lav risiko end Penta med høj risiko og svarende til en portefølje af 100 procent aktier. Ikke mindst ejendomme er en investering, som umiddelbart matcher mange kvinders typiske risikoprofil. 

”Ejendomme kan være et godt supplement til traditionelle investeringer i aktier og obligationer i en portefølje. Denne kombination vil sprede risikoen og bidrage til et langsigtet, inflationsbeskyttet afkast, da ejendomme hverken svinger i takt med aktier eller obligationer. Vi står for alt det praktiske, og vi spreder investeringerne for investorerne,” forklarer Jeanett Vestergaard Mikkelsen, som er ejendomsspecialist og senior formuerådgiver i Formuepleje.

Mænd spørger mindre

Så det er altså ikke helt ligegyldigt, om der sidder en mand eller kvinde i stolen over for som kunde, fordi både risikoappetit og spørgelyst ofte er forskellig. 

”Ja, der er forskel på at rådgive mænd og kvinder. Kvinder spørger meget mere ind, hvor mænd går mindre i dybden. De vil ikke udstille, at der er ting, de ikke ved, hvor kvinder – hvis de ikke ved det – ikke er blege for at spørge,” forklarer Helle Snedker.

Mette Holmgaard supplerer: ”Jeg møder også kvinder, der – når de har accepteret mig – stoler på mig og så ikke spørger mere, men overlader resten til mig.”

Hvor mange kvinder før i tiden overlod investeringerne til mænd i familien, er de i takt med, at skilsmisser og singleliv er blevet normalt, tvunget til at tage mere aktivt stilling til økonomi end før. Det vil Formuepleje gerne afhjælpe med en holistisk tilgang til hele rådgivningsdelen

”Vi har et stærkt rådgiverteam, hvis kompetencer spænder bredt, og hvor en tredjedel af dem er kvinder. Ikke fordi de er kvinder, men fordi de ligesom resten af teamet er knivskarpe, har stærke faglige profiler, og fordi en af vores vigtigste ambitioner er at yde klar og forståelig rådgivning, hvor vi tager udgangspunkt i det, der passer til kunden. Og det gælder altså både mænd og kvinder. Samtidig tænker vi hele formuen og hele familien ind og opbygger gerne længerevarende relationer med kunden,” forklarer Helle Snedker og slår fast, at der selv for garvede investorer M/K altid er mere at hente:

”Selv hvis man føler, man har gjort meget og tager sine investeringer seriøst, kan der sagtens være mere at komme efter. Selv om det aldrig er for sent at komme ud af busken, er det bedre at komme i gang end at vente. Vi hører ofte fra kvinder, der fortryder, at de ikke har taget hånd om det i tide,” forklarer hun.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 03/2018. Du kan også læse artiklen i pdf