Trumps skattereform kan skabe momentum

Den længe ventede skattereform i USA begynder at tage form. Formueplejes sats på amerikanske small cap-aktier lønner sig dermed.

Der er omsider kommet skred i den amerikanske skattereform, som USA’s præsident Donald Trump har pønset på at føre ud i livet siden sin tiltrædelse i januar.

Onsdag præsenterede han sine planer for en kommende reform, hvor USA næsten halverer selskabsskatten fra 35 til 20 pct. og samtidig gør det muligt for virksomheder at trække formuer i udlandet hjem. Desuden vil han forenkle personskatterne til tre satser plus en ekstra topskat. 

”Vi ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde i sidste ende, men fornemmelsen i markedet er, at noget er ved at ske, og det kan give noget optimisme og momentum,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje. 

Formuepleje har siden Trump blev valgt (november 2016) selv investeret i small cap-indekset Russell 2000, som er eksponeret imod amerikansk indenrigsøkonomi, i forventning om, at en skattereform ville blive en realitet. Trumps udmeldinger onsdag understøtter Formueplejes position, og spørgsmålet er nu, hvornår markedet har indpriset skattereformen fuldt og helt.

Netop Russell 2000-indekset har haft optur siden midten af august og nåede tidligere på ugen sit højeste niveau nogensinde, men hvis reformen tager form, kan der komme mere medvind.

”Vi har tilretteligt vores investeringer efter, at der skal skulle ske noget på skatteområdet. Lige nu er vi tilfredse med, at vi har holdt fast, også da det så svært ud med en skattereform tidligere på året. Hvis skattereformen fejler, vil det selvfølgelig skuffe markedet. Omvendt er der altså en pænt god upside, hvis den går igennem,” lyder det fra Søren Astrup. 

Det har hele tiden været Formueplejes langsigtede forventning, at der skulle komme noget fra Republikanerne på skattefronten. Forventningen i markedet lige nu er, at det især er virksomhedsskatterne, der har en chance for at blive gennemført. 

Skal hele skattereformen gennemføres, vurderes den at koste tæt ved 6000 milliarder dollars – hvoraf 1500 milliarder dollars vurderes at være direkte underfinansieret. Donald Trump kalder det selv for en skattereform, der kun sker en gang per generation, og han har lagt op til, at væksten i USA kan stige helt op til 5-6 procent om året på grund af denne skattereform.

”De præcise omkostninger ved skattereformen kendes ikke, og det er en af de største forhindringer for at få den gennemført. Trumps vækstdrømme er nok skudt over målet, men naturligvis har sådan en reform en stor effekt,” siger Søren Astrup. 

Til gengæld er det mere usikkert, om det bliver til noget med de storstilede planer, som Donald Trump oprindeligt havde for at investere i USA’s efterhånden noget tyndslidte infrastruktur.