Renterne faldt i kølvandet på brexit

Månedsrapport: Den seneste måned har vist, at verden ikke går under, selvom Storbritannien har besluttet at forlade EU. Indtil videre er det primært de britiske nøgletal, hvor man har set en effekt af brexit, da flere britiske tillidsindikatorer er faldet markant. Til gengæld har effekten på europæiske nøgletal været begrænset indtil videre.

De store centralbanker har også været afventende, dog har Den Britiske Centralbank signaleret, at den er klar med lempelser på deres næste møde 4. august, mens Den Europæiske Centralbank har indtaget en vent-og-se position.

Den Amerikanske Centralbank har fortsat ikke travlt med at hæve renten, men åbner dog op for, at der kan komme en renteforhøjelse i løbet af efteråret. De amerikanske nøgletal har generelt vist en positiv undertone hen over sommeren, hvilket tyder på, at økonomien har det bedre efter et par kvartaler, hvor den amerikanske vækst har skuffet.

Negative danske statsrenter
På rentemarkederne er renterne på de langtløbende obligationer faldet ovenpå brexit i forventning om yderligere obligationsopkøb fra centralbankerne. Det har smittet af på de danske renter, hvor den 10-årige danske statsrente er faldet til et nyt rekordlavt niveau på 0,04 procent, og de danske statsrenter er negative med løbetid op til 8 år.

De historiske lave renter har medført øget konverteringsaktivitet, hvor danske boligejere har omlagt deres realkreditlån, hvilket har medført en stigning i udstedelserne af konverterbare realkreditobligationer. De mange nye obligationer er blevet absorberet ganske fornuftigt, så det har ikke presset merrenten på realkreditobligationer nævneværdigt.

Obligationsporteføljerne har alt i alt stort set ligget uforandret henover måneden.