Stærk amerikansk jobrapport sender dollar op

Den amerikanske jobrapport for oktober viste en uventet stærk fremgang i beskæftigelsen og styrkede forventningerne om en snarlig amerikansk rentestigning.

Den amerikanske beskæftigelsesrapport fra i fredags (6.11.) viste stærk fremgang for oktober, idet der blev skabt 271.000 nye job. Samtidig blev tallene for de to tidligere måneder revideret op med 12.000.

Arbejdsløshedsprocenten faldt fra 5,1 til 5,0 procent og ligger derved tæt på den amerikanske centralbanks naturlige arbejdsløshedsniveau på 4,9 procent. Jobskabelsen er primært sket i den private sektor, og den er bredt funderet inden for mange sektorer.

Stigende lønninger er positivt
Den amerikanske centralbank har haft stor fokus på den overskydende kapacitet på det amerikanske arbejdsmarked, og denne andel falder også. Et andet positivt element var, at timelønningerne steg med 0,4 procent i oktober. De ligger nu 2,5 procent højere i forhold til for et år siden og er dermed på det højeste niveau siden 2009. Historisk set er niveauet dog fortsat relativt lavt. De svage lønstigninger har medvirket til, at centralbanken har været afventende med at hæve renten.

Set i et større perspektiv er dagens stærke tal sandsynligvis en korrektion på de forholdsvis svage jobrapporter i henholdsvis august og september måned.

Rentestigning i vente
Jobrapporten øger sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank vil hæve renten på sit næste møde den 16. december, især hvis jobrapporten for november bekræfter billedet af et stærkt amerikansk arbejdsmarked.

Den amerikanske centralbank har været bekymret for, at de seneste måneders svaghed i industrisektoren og eksporterhvervene ville sprede sig til servicesektoren, hvor jobskabelsen primært sker, men de aktuelle tal tyder på, at det ikke har været tilfældet endnu.

Effekten var initialt en styrkelse af dollarkursen med 1,3 procent, hvorfor de europæiske aktier steg en anelse. De amerikanske aktier steg (Nasdaq +0,38%) eller lå fladt (S&P500 -0,03%).

Asien viste efterfølgende blandede takter med Shanghai- og Nikkei-aktieindeksene oppe med knap 2 procent, mens aktieindeksene i Sydkorea og Australien faldt. De amerikanske renter steg med 0,08-0,12 procentpoint, og det smittede i et vist omfang af på de europæiske og danske renter.