Økonomisk udvikling i USA taber momentum

USA var et gennemgående tema for april, hvor regnskabsrapporteringen overraskede positivt, men hvor den amerikanske dollar samtidig oplevede store fald. På obligationssiden var perioden trods store udsving relativt begivenhedsløs, men blev alligevel den måned, hvor presset på den danske krone gennem længere tid endelig aftog.

Læs månedsrapporten som pdf

Aktier steg, men dollaren faldt
Fortsatte stigninger på de globale aktiemarkeder på trods af faldende momentum i de makroøkonomiske variable, specielt i USA, har været kendetegnet for april. Sammen med aktiekursstigninger har råvarerne performet fint samtidig med, at dollaren er faldet tilbage over for euroen. Svaghed i de amerikanske makrotal og den amerikanske dollar har været understøttende for Emerging Markets, idet markedets forventninger til den første amerikanske renteforhøjelse er blevet skudt længere ind i andet halvår 2015.

Et overskyggende tema for aktier i april har været rapportering af regnskaber fra blandt andet USA. De amerikanske regnskaber har indtjeningsmæssigt overrasket positivt relativt til forventningerne. Netop forventningerne var dog revideret kraftigt ned som følge af en markant lavere oliepris sammenlignet med 1. kvartal 2014. Korrigeret for energisektoren ser udviklingen fornuftig ud på trods af, at flertallet af de amerikanske eksportvirksomheder oplever markant modvind fra den stærke dollar.

Formueplejeforeningernes aktieportefølje har i april genereret et samlet afkast på -1,9 procent, hvilket var 0,50 procentpoint dårligere end markedet som helhed. Den primære årsag til det negative absolutte afkast er et dollarfald på op mod 4 procent over for danske kroner.

Renten steg kraftigt
April blev en måned med få vigtige begivenheder, men med store kursbevægelser. På makrofronten så vi neutrale nøgletal fra Europa og skuffende nøgletal fra USA. Især jobrapporten og BNP-væksten levede ikke op til forventningerne men viste en amerikansk økonomi i noget nær stagnation i første kvartal. Resultatet er en markant svækket US dollar (-5 procent i april).

I Europa var det for en gangs skyld ikke ECB, der stjal billedet, da pressekonferencen efter rentemødet var uden nyheder. I stedet har markedets fokus ligget på udviklingen i den græske gældshistorie. Som tingene ser ud nu, har parterne købt sig lidt tid, inden der skal træffes endegyldige beslutninger. Rentemarkedet har reageret ved at sende renterne markant op mod slutningen af måneden. I løbet af april er den tyske 10-årige statsobligationsrente gået fra 0,18 procent til 0,37 procent, men var nede at bunde i kun 0,05 procent. De danske renter har foretaget en lignende bevægelse.

Herhjemme var månedens klart vigtigste begivenhed, at Nationalbanken intervenerede for ca. DKK 30 mia. i valutamarkedet for at styrke kronen. Altså en fuldstændig 180 graders vending i forhold til januar og februar, hvor Nationalbanken kæmpede for at svække kronen. April blev altså det endegyldige bevis på, at presset på kronen er aftaget i denne omgang.

Læs månedsrapporten som pdf