Europa under pres

Aktiemarkederne tabte stort i begyndelsen af måneden, men har efterfølgende vundet det hele tilbage. Samtidig varmes der i Europa op til yderligere pengepolitiske tiltag, hvilket sendte renterne ned i rekordlave niveauer.

Læs månedsrapporten som pdf.

Rusland stjæler overskrifterne
Investorernes fokus har i august måned været rettet mod konflikten i Ukraine samt sanktionernes negative effekter på henholdsvis Rusland og Europa. De europæiske sanktioner mod Rusland har i kølvandet på nedskydningen af det malaysiske fly bevirket yderligere kapitalflugt fra Rusland, mens modsanktioner mod Europa - blandt andet inden for flere fødevaregrupper - samt aflysning af flere industriordrer har udfordret aktiemarkedet. Specielt stemningsindikatorerne har været negativt præget, mens man fortsat mangler at se den fulde effekt i de hårde makrodata. De europæiske renter har reageret med rentefald, mens de europæiske aktier specielt i starten af august er faldet tilbage.

Tingene har dog rettet sig en del mod slutningen af august, hvor Europæiske aktier har hentet halvdelen af korrektionen, og de amerikanske aktier er tilbage i rekordniveauerne.

Formuepleje forventer en langtrukken udvikling i Ukraine-konflikten, men vi hæfter os fortsat ved den positive udvikling, den amerikanske økonomi og de amerikanske selskaber gennemgår.

Formueplejeforeningernes aktieportefølje har i august måned givet et samlet afkast på 3,1 pct. før omkostninger, hvilket er 0,7 pct.-point dårligere end markedet.

Endnu en renterekord
Mod slutningen af august slog de danske renter endnu en gang sine egne bundrekorder. Den tiårige danske markedsrente faldt i løbet af måneden med 0,25 pct. og er dermed mere end 0,10 pct. lavere, end da den seneste rekord blev sat tilbage i 2012 før ECB-chef Mario Draghis berømte løfte om at gøre "whatever it takes" (hvad der er nødvendigt) for at redde euro-samarbejdet.

Samme Draghi var - sammen med den geopolitiske uro i Ukraine og Levanten - også hovedårsag til de store rentefald. I en tale på en konference for centralbankchefer og akademikere i Jackson Hole løftede Draghi sløret for, at han faktisk er bekymret for inflationsudviklingen i Eurozonen, og at ECB står klar til at gøre det nødvendige for at ramme inflationsmålet på "tæt på, men under 2 pct.". Bekymringen skal ses i sammenhæng med, at inflationen i Eurozonen i august endte på 0,3 pct. - altså langt fra målsætningen.

Markedsreaktionen på talen var en indprisning af fremtidige obligationsopkøb fra ECB, hvilket svækkede euroen over for dollar og selvfølgelig sendte renterne sydover.

En anden effekt, som de danske boligejere helt sikkert vil høre mere om i de kommende måneder, er, at realkreditinstitutterne med baggrund i de lave renter nu har åbnet et 2,5 pct. 30-årigt realkreditlån.

Læs månedsrapporten som pdf.