Aldersopsparing kan gøre dine børn rige

Forældre og bedsteforældre kan hjælpe deres børn og børnebørn til at blive velhavende ved tidligt at oprette en aldersopsparing til barnet, investere pengene langsigtet og lade rentes rente-effekten skabe en stor formue.

Rentes rente-effekten er den sikreste genvej til at opbygge en pæn formue. Når den får mulighed for at udfolde sig over mange år, kan ganske moderate beløb vokse sig meget store. Har forældre eller bedsteforældre lidt ekstra overskud på kontoen, kan de i barnets navn spare op på en aldersopsparing, og dermed hjælpe deres børn eller børnebørn til at blive velhavende pensionister.

En anden mulighed er opsparing via den velkendte børneopsparing, men der må der kun indbetales 3.000 kroner om året, maksimalt 36.000 kroner i alt, og den skal senest udbetales ved barnets fyldte 21. år.

Alderspensionen er et perfekt redskab
Alderspensionen, som er afløseren for kapitalpensionen, er derimod perfekt til en massiv langsigtet opsparing, som med relativt få midler kan gøre barnet til mangemillionær. Aldersopsparingen kan oprettes uanset alder. Den skal udbetales senest 15 år efter efterlønsalderen, og beskatningen er kun 15,3 procent af værditilvæksten hvert år. Ved udbetaling i utide er der en strafafgift på 20 procent. Indbetalingerne kan ikke fradrages, idet udbetalingerne er skattefrie. Dermed har man et perfekt opsparingssystem, hvor der i 2014 må indbetales 28.100 kroner stigende til 28.600 kroner næste år.

Eksempel
Kort efter barnets fødsel oprettes en aldersopsparing, og der indbetales 28.100 kroner hvert år, indtil barnet fylder 18. Pengene investeres i udvalgte Formuepleje-produkter. Da investeringshorisonten er lang, kan der fra starten investeres med relativt høj risiko. Det vil sige, at der i begyndelsen investeres i Formuepleje Penta og Formuepleje Epikur, derefter for eksempel i Formuepleje Safe, Pareto og LimiTTellus i overensstemmelse med de gældende placeringsregler. Her må der investeres op til 46.900 kroner (2014) i hver kapitalforening, dog altid 20 procent af ordningens værdi i hver kapitalforening/aktie.

Hvis vi konservativt antager et årligt forventet afkast efter skat og inflation på 4 procent, vil der stå cirka 720.000 kroner på kontoen om 18 år - målt i 2014-kroner. Lader barnet disse penge stå, undlader at indbetale yderligere og afkastet efter skat og inflation fortsat er 4 procent årligt i gennemsnit, vil der stå 5,5 millioner skattefrie kroner på kontoen i 2014-kroner ved barnets 70-års fødselsdag.

Kraftig rentes rente-effekt
Forhøjes det forventede afkast til 8 procent årligt i gennemsnit efter skat og inflation over 70 år, vil der stå 57 millioner kroner på alderspensionen ved det fyldte 70. år. Og det er vel at mærke uden, at der er indbetalt efter det 18. år. 8 procent i årligt gennemsnitligt afkast efter skat og inflation lyder måske af meget, men det svarer stort set til det gennemsnitlige afkast, som Formuepleje Safe har leveret over de seneste knap 27 år - når der korrigeres for skat på 15,3 procent og inflation på cirka 2 procent i årligt gennemsnit*.

Du er meget velkommen til at kontakte Formuepleje for en individuel beregning og rådgivning.

 

*Historisk afkast er ikke en garanti for fremtidigt afkast.