Spillet om Grækenland

På torsdagens rentemøde valgte Den Europæiske Centralbank (ECB) at holde sin styringsrente fast på 1,25 procent. Samtidig signalerede ECB-præsidenten Jean-Claude Trichet, at renten vil blive hævet til 1,50 procent på det næste rentemøde i juli. Intet af dette var overraskende.

Overraskende var til gengæld den meget uforsonlige tone, som Trichet lagde for dagen, gennem det meste af det efterfølgende pressemøde. Spørgsmålene kredsede mest af alt om den genopblussede gældskrise i Grækenland. Trichet var kontant og gjorde det helt klart, at ECB nu har nået grænsen for, hvor meget hjælp centralbanken vil bidrage med for at løse problemerne i Grækenland, hvis den ikke samtidig skal sætte sin egen troværdighed over styr.

Perioden op til mødet har vist, at det græske problem ikke forsvinder af sig selv. Landet har brugt alt, alt for mange penge i det forgangne årti, og nu skal regningen betales. Spørgsmålet er bare; af hvem?

Der er tre muligheder:

1.      Grækerne klarer sig selv

Ved at stramme op på budgetterne og spare massivt, vil Grækenland muligvis - over en lang horisont - kunne afdrage gælden. Prisen vil dog være høj for den græske befolkning, da langvarig recession og deflation er det mest sandsynlige udfald. De nødvendige besparelser er samtidig yderst upopulære i Grækenland, og vil sandsynligvis blive stemt ned, såfremt de blev sat til folkeafstemning.

2.      De europæiske skatteborgere bærer byrden

De rige (nord)europæiske lande vil med yderligere garantier og opkøb af græske obligationer langsomt - men sikkert - komme til at eje større og større andele af den græske gæld. Og hvis grækerne så alligevel ikke kan betale, vil skatteyderne i resten af Eurozonen dermed komme til at hænge på regningen. Denne løsning har allerede mødt stor modstand i Nordeuropa, og yderligere hjælp til Grækenland er så upopulær, at det allerede har kostet valgnederlag til EU-tilhængere i både Tyskland, Finland og Holland.

3.      De nuværende gældsejere må bøde

Denne gruppe ville normalt være de oplagte betalere. Ejerne af de græske statsobligationer har købt gælden og derved påtaget sig en kalkuleret risiko. Alligevel er det denne gruppe Trichet med sin uforsonlige holdninger ønsker at frede.

Trichets ønske om at frede de nuværende obligationsejere skyldes ikke kun, at ECB selv ejer græske statsobligationer for et stort milliardbeløb (i EUR). Nej, Trichet frygter, hvad der vil ske på de finansielle markeder i tilfælde af, at gældsejerne bliver taberne og dermed kommer til at miste penge.

Frygten skyldes, at Trichet og ECB potentielt ser den græske gældkrise udvikle sig til en gentagelse af det, der skete i 2008 ved kollapset i Lehman Brothers. Erfaringerne fra dengang viser, at selv relativt små tab kan betyde store omvæltninger på de finansielle markeder. Risikoen for at det vil komme til at ske igen, hvis gældsejerne skal betale regningen, er altså det, der skaber frygten hos Trichet.

Hos Formuepleje forventer vi ikke, at ECB's frygt bliver til virkelighed. Vi forventer, at der bliver fundet en midlertidig løsning for Grækenland senere på måneden, når de relevante parter samles. Dette vil dog ikke markere enden på den europæiske gældskrise.

Med porteføljernes lave risiko, den fortsatte eksponering mod danske realkreditobligationer, som af markedet bliver betragtet som en sikker havn, når uroen virkelig raser, og med vores defensive aktieportefølje, mener vi, at vi har rigget sejlene til at komme igennem selv meget urolige vande.