Genvej til skattefrit arveforskud

Forældre, der ønsker at give store arveforskud, kan med fordel oprette et familielån og dermed lovligt spare afgift.

Rige forældre, der gerne vil give deres børn og eventuelle børnebørn ekstra store pengegaver, kan give et arveforskud. Men det er belagt med gaveafgift. Denne afgift kan nemt og helt lovligt undgås ved at yde arveforskuddet som et rente- og afdragsfrit familielån.

Løsningen er, at forældrene yder børnene et rentefrit familielån med tre udtrykkelige betingelser:

1. Det skal være et reelt gældsforhold, som oprettes via et simpelt gældsbrev, der underskrives af begge parter.

2. Lånet skal være et anfordringslån, det vil sige, at det skal kunne opsiges med 14 dages varsel, men lånet behøver ikke at indeholde nogen form afdragsvilkår.

3. Lånet må ikke indeholde noget tilsagn af nogen art, der tilkendegiver, at långiver har påtænkt, at give afdragsfri gaver indtil lånet er tilbagebetalt.


Når disse tre krav er opfyldt, har man i et hug givet børnene en rentefordel via det rentefrie element, en øjeblikkelig likviditet samt afkastet eller nytteværdien af lånet. Her vil det være oplagt at investere pengene i et eller flere af Formueplejes investeringsprodukter.

Ingen skat
Et sådant arveforskud i form af et lån er ikke belagt med hverken boafgift eller gaveafgift. Lånedokumentet skal ikke tinglyses eller stemples. Der er ingen øvre beløbsgrænse for lånet, og børnene kan bruge det skattefri arveforskud helt valgfrit - til huskøb, til almindeligt forbrug eller investering. Lånet kan ydes til børn, børnebørn, oldebørn, forældre med mere.

Afdrag via skattefrie gaver
Når lånet er ydet, står det herefter begge forældre frit for i løbet af året at forære hvert barn et skattefrit arveforskud på 58.700 kroner og dermed eftergive det oprindelige rentefri familielån med to gange 58.700 = 117.400 kroner pr. år. Dermed kan et familielån på 1 million kroner skattefrit blive eftergivet på knap 9 år. Det er en meget effektiv måde
at give arveforskud på og dermed starte et arveforløb på - helt uden 15 procents gaveafgift.

Formuepleje anbefaler, at familier, der ønsker at gøre brug af denne model, at få papirerne korrekt udformet af en advokat. Formuepleje hjælper gerne med kontakt til en kompetent advokat ligesom vi gerne sammensætter en portefølje med de ønskede risiko- og afkastforventninger.