Vores ejendomsfonde

Ny standard for ejendomsinvesteringer

Vores ejendomsfonde

I efteråret 2017 udvidede Formuepleje produktpaletten og gik ind i ejendomsmarkedet. I løbet af kort tid blev der rejst 125 millioner kroner til den første ejendomsfond, Formuepleje Ejendomme 1, og i juni 2018 blev den anden fond Formuepleje Ejendomme 2 fuldtegnet med 180 millioner.

Formuepleje Ejendomme 1’s første ejendomskøb ligger i Valby. Anden ejendom ligger i Aarhus - i tråd med konceptet om at investere i sikre ejendomme med god beliggenhed i landets største byer. 

Nyheder om Formuepleje Ejendomme

Formuepleje Ejendomme 1:
Ejendomsinvesteringer

Her finder du overblik over de ejendomme, Formueplejes første ejendomsfond investerer i.

 

Montagehallen i Valby

I det nye område Valby Maskinfabrik har Formuepleje købt sin første ejendom, kaldet Montagehallen. Ejendommen blev tidligere brugt til forarbejdning af stål og jern og er nu renoveret med respekt for bygningens bevaringsværdige træk, hvilket blandt andet betyder, at det karakteristiske stålgitter på facaden er bibeholdt. Ejendommen indeholder 66 boliger på mellem 73 og 137 kvm – alle med altan. Ejendommen er fuldt udlejet.

Finderupparken i Aarhus

Finderupvej 1-9 er tegnet af arkitekten C. F. Møller, og ejendommen blev opført som ejerlejligheder i 2007-2009. Den købte ejendom består af 77 beboelseslejligheder, to erhvervslejligheder samt en parkeringskælder, der er udlejet på en 10-årig lejeaftale. Ejendommen er beliggende centralt i Aarhus nær uddannelsesinstitutioner i et område, der over de seneste 10-15 år har udviklet sig fra erhverv til et eftertragtet beboelsesområde.

Marstrandsgade i Aarhus

Marstrandsgade 24 er en velholdt småhusejendom med delevenlige 2-3 værelses lejligheder med en bred målgruppe. Ejendommen er en del af en del af en ældre karré og er charmerende med et hyggeligt gårdmiljø, fælles kælder med vaskeri, opbevaring og plads til cykler.

Beliggenheden er centralt i roligt kvarter ved Godsbanearealerne og Aarhus Å samt tæt på AROS og Musikhuset. Der er kort afstand til uddannelsesinstitutioner og gåafstand til alle midtbyens faciliteter.

Formuepleje Ejendomme 2:
Ejendomsinvesteringer

Her finder du overblik over de ejendomme, Formueplejes anden ejendomsfond investerer i.

 

Emiliedalen i Skåde Bakker

Det første ejendomskøb i Formueplejes anden ejendomsfond er Emiliedalen, der består af 24 rækkehuse ud af en samlet bebyggelse på i alt 157 boliger ved Skåde Bakker lidt uden for Aarhus centrum. Ejendommen blev overtaget med virkning fra den 1. oktober 2018.

Emiliedalen ligger i et attraktivt område i Højbjerg ca. 5 km fra det centrale Aarhus tæt på både skov og strand. Området har sit helt eget særpræg med skrænter, sø og mange træer grundet den tidligere anvendelse af Emiliedal Teglværk i perioden 1921-1967, som i dag danner rammen om en spændende bydel med de karakteristiske hvide bygninger.

Ejendommens 24 rækkehuse er bygget i to etager med en spændende indretning og godt lysindfald. Rækkehusene har fire værelser og åbent køkken til stuen. Der er både for- og baghave samt parkering ved indgangen.

Sigurdsgade på Nørrebro

Andet ejendomskøb til Formuepleje Ejendomme 2 er ejendommen på Sigurdsgade 27 og 31 i København N, som er under opførelse og kommer til at bestå af to selvstændige bygninger med i alt 85 ungdomsboliger. Byggeriet ventes færdigopført og udlejet ultimo 2019, hvorefter Formuepleje Ejendomme 2 overtager ejendommen.

I landets store uddannelsesbyer er der stor efterspørgsel efter studieboliger, og dermed rammer de 85 ungdomsboliger et aktuelt behov. Boligerne bliver alle ens i størrelse og indretning, de får alle eget køkken og bad og opfylder dermed betingelserne for, at beboerne kan opnå boligsikring.

​​​​​​​Boligerne ligger på det ydre Nørrebro, grænsende op til Østerbro og Nordvest. Placeringen er rigtig god i forhold til uddannelsesinstitutioner og Hillerødgade metrostation, der åbner i 2019.