Aktionærer slipper for skat af fiktive gevinster

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at ændre beskatningen af investeringsselskaber, således at en urimelig beskatning undgås. Det skriver partierne i en fælles pressemeddelelse i dag.

Det nye lovforslag kommer efter massiv kritik og flere høringssvar fra bla. Formueplejeselskaberne, hvor flere aktionærer stod frem i Morgenavisen Jyllands-Posten og TV2 og kunne påvise en åbenlys urimelig beskatning af fiktive gevinster.

En OM’er

Skatteminister Kristian Jensen har da også allerede før sommerferien kaldt loven for en OM’er og bebudet et ændringsforslag, hvis det var lovteknisk muligt, og hvis der kunne opnås flertal for en ændring. Det nye lovforslag får opbakning fra regeringen og Dansk Folkeparti og er således sikret et flertal i Folketinget. Lovforslaget forventes fremsat i næste uge.

”Forstemmende proces”

Adm. direktør Henry Høeg fra Formuepleje er tilfreds med, at hans kunder nu er reddet, men undrer sig over forløbet.

- Vi har haft foretræde for Folketingets skatteudvalg, og vi har to gange sendt høringssvar, hvor vi påpegede, at en række investorer ville komme i klemme. Skattepolitikerne fra alle partier på nær Enhedslisten var tilsyneladende så forhippede på at lukke et skattehul omkring udenlandske skattely, at man mere eller mindre bevidst lod en række almindelige danske investorer i stikken, siger Henry Høeg.

- Først efter næsten 1 års korrespondance med skattepolitikere og først da to af vores aktionærer stod frem på forsiden af Jyllands-Posten og kunne fremlægge dokumentation for, at de kan komme til at betale flere hundrede tusinde kroner i skat, selv om de ingen gevinst har haft – lykkedes det at råbe politikerne op.

- Det kan være forstemmende at være vidne til sådan en proces, slutter Henry Høeg.

Rammer investorer med eget selskab

Problemet opstod ved vedtagelsen af lovforslag L 23 i februar 2009, hvor reglerne for beskatning af investeringsselskaber blev ændret.

En utilsigtet konsekvens af et ændringsforslag blev, at overgangsreglerne efterlod en urimelig beskatning, hvor aktionærer i investeringsselskaber, der investerer gennem eget ApS eller A/S, ville blive udsat for beskatning af en fiktiv gevinst.