Paradigmeskifte i pengepolitikken

Dette efterår har et altoverskyggende fokus: Stigende inflation og de mulige konsekvenser for pengepolitikken. Om det er det årlige pengepolitiske symposium i Jackson Hole, Wyoming med deltagelse af centralbankchefer fra hele verden, Fed-møde i USA’s centralbank eller sidste uges ECB-rentemøde i Frankfurt, så er udmeldingerne fra disse møder om mulige skift i scenarierne det, der optager alle professionelle investorer.

Det er ikke mærkeligt. Det er vigtige ting, der sker, og i Formuepleje mener vi, at vi står midt i et paradigmeskifte i pengepolitikken, hvor vi ser et brud med 40 års rente- og inflationsudvikling. Efter flere årtier med faldende inflation ser vi nu højere inflationsrater, og renteforhøjelser bliver inden for en overskuelig fremtid aktuelle igen efter en cirka 40-årig periode med stort set uafbrudt faldende renter og inflation.

Derfor følger analytikere, investorer og økonomer opmærksomt med i søgningen efter ledetråde for, hvilken vej det pengepolitiske kompas peger. På bagkant af COVID-19-pandemien befinder verdensøkonomien sig nemlig i lidt af et pengepolitisk vadested, efter at centralbankernes pengepolitik i 2020 spillede en nøglerolle i at afværge de katastrofale, langsigtede økonomiske konsekvenser af pandemien. I øvrigt i kombination med en hidtil uset global koordination af finanspolitikken.

Den koordinerede indsats betød, at den globale økonomi forholdsvis hurtigt kom på ret køl, og at en af de dybeste recessioner nogensinde i den globale økonomi indenfor samme år blev afløst af et af historiens kraftigste opsving.

Et nyt sted

Men nu står vi et nyt sted, for mens beslutningerne i foråret 2020 i bagklogskabens lys virkede ganske oplagte, så er det langt mere uklart, hvordan man får normaliseret penge- og finanspolitikken igen. Hvordan og i hvilket tempo kommer normaliseringen af pengepolitikken til at forløbe? Det er de to spørgsmål, som alle stiller sig selv.

Det er let at finde bazookaen frem og på en måned sænke renten fra 1,5 procent til 0 procent, som det skete i USA og samtidig iværksætte et opkøbsprogram på obligationsmarkedet af gigantiske dimensioner. Det var og er et historisk pengepolitisk eksperiment. Det er dog straks sværere at finde ud af, hvordan økonomien bliver taget ud af respiratoren igen. Patienten har overlevet operationen, men hvad sker der, hvis man fjerner medicinen for hurtigt? Aftrapningen skal doseres med præcision. Det er det dilemma, som USA’s og verdens øvrige centralbanker befinder sig i, og som analytikerne håber snart at få svar på.

Udmeldingerne fra centralbankerne indikerer indtil videre, at man anser coronapandemien for at være gårsdagens hovedpine og derfor ved man også godt, at pengepolitikken skal strammes på et tidspunkt. Men det skal ske ved en yderst forsigtig fremgangsmåde, hvor forventningerne på de finansielle markeder kan kalibreres til den politik, man skal føre. Markedet bryder sig ikke om overraskelser, og derfor gør centralbankerne sig umage med at vælge den helt rigtige retorik, når budskabet om strammere pengepolitik skal kommunikeres.

Den sandsynlige vej for pengepolitikken

Derfor skal vi forvente os følgende pengepolitiske skridt i den nære fremtid: Obligationsopkøbene vil blive gradvist aftrappet, og herefter skal den korte rente op – og alt sammen i et kontrolleret tempo. For nærværende er det mest sandsynlige, at den første amerikanske renteforhøjelse ligger godt et år ude i fremtiden, og at Fed herefter kommer til at hæve renten til omkring 1% ved udgangen af 2023.

Den økonomiske normalisering, højere korte renter og højere inflation peger alle i retning af, at de lange amerikanske renter har bundet i denne omgang. Vi forventer, at de lange renter vil stige til niveauet omkring 2 % indenfor de næste seks måneder, men at en rentestigning i den størrelsesorden ikke vil udgøre nogen større udfordring for aktiemarkedet. Renten stiger jo i bund og grund, fordi økonomien er i bedring, og det er en vigtig påmindelse.

En højere amerikansk (lang) rente vil have en vis afsmittende effekt på det globale renteniveau også, så vi kommer til at opleve højere renter i Europa – men bevægelsen bliver mindre end i USA. Ikke mindst fordi den europæiske centralbank vil være væsentligt længere om at hæve de korte renter i eurozonen.

Artiklen er også bragt i Erhverv+ torsdag den 16. september.