Arveforskud: Ingen grænser for skattefrit arveforskud til børn - 2010 regler
Med en smule omtanke er der i praksis ingen grænser for skattefrit arveforskud til børn, og børnebørn. Læs 2010 regler her:Hvert år ved juletid skriver aviserne, at man kan give sine børn en skattefri gave for ca. 50.000 kr. uden at betale gaveafgift på 15 pct.
Hvis man ønsker at give større beløb, vælger mange at give et arveforskud, hvor arveafgiften også er 15 pct., men der er en tredje overset mulighed.
Topskat plus gaveafgift
To ud af fem danskere betaler i dag topskat med ca. 63 pct. Man må formode, at langt de fleste, der har økonomisk overskud til at give børnene pengegaver i lidt større målestok også har betalt topskat.
Og hvis der ydes gaver udover 58.700 kr. (2010 regler) skal der betales yderligere 15 pct. i gaveafgift. Men med lidt omtanke kan man sikre sine børn et ubegrænset beløb som skatefrit arveforskud – uden at betale arveafgift eller gaveafgift – helt legalt, blot med en smule omtanke.
Trin 1: Rentefrit familielån kan blive skattefrit arveforskud
Modellen er i al sin enkelthed, at man yder børnene et rentefrit familielån med tre udtrykkelige betingelser:
Det skal være et reelt gældsforhold som oprettes via et simpelt gældsbrev, der underskrives af begge parter. - Lånet skal være et anfordringslån, dvs. at det skal kunne opsiges med 14 dages varsel, men lånet behøver ikke at indeholde nogen form afdragsvilkår
- Lånet må ikke indeholde noget tilsagn af nogen art, der tilkendegiver, at långiver har påtænkt, at give afdragsfri gaver indtil lånet er tilbagebetalt.
Når disse tre krav er opfyldt, har man i eet hug bibragt børnene en rentefordel via det rentefri element, en øjeblikkelig likviditet samt afkastet eller nytteværdien af lånet.
Et sådant arveforskud i form af et lån er ikke belagt med nogen form for arveafgift eller gaveafgift, det skal ikke tinglyses eller stemples. Der er ingen beløbsgrænse for lånet og børnene kan bruge det skattefri arveforskud valgfrit – til huskøb, almindeligt forbrug eller investering.
Kredsen man kan yde arveforskud i form af rentefri familielån til, er bred: Det gælder både børn, børnebørn, oldebørn, forældre, søskende og samlever.
Trin 2: Spontan gavmildhed
Når lånet er ydet, står det herefter begge forældre frit for i løbet af året at forære hvert barn et skattefrit arveforskud på 58.700 (2009) og dermed eftergive det oprindelige rentefri familielån med to gange 58.700 = 117.400 kr. (2010 regler)
Man kan således – hvis forældrenes gavmildhed fortsætter - eftergive et rentefrit familielån på 1 mio. kr. i løbet af otte-ni år. Det er en meget effektiv måde at give arveforskud og starte et arveforløb på - helt uden 15 pct. gaveafgift.
Skulle man stå i den situation, at hele lånet ikke er tilbagebetalt inden barnet arver, er det kun den del af lånet, der ikke er afdraget, som belægges med 15 pct. arveafgift. Det er med andre ord en win-win situation.
Rentefri familielån kan ydes hele året og er ikke afhængig af kalenderår, men man kan maksimalt eftergive de nævnte to gange 58.700 kr. (2010 regler) pr. barn og barnebarn pr. kalenderår.
På nettet findes flere eksempler på, hvordan et rentefrit familielån udformes som et simpelt gældsbrev.
Bliv klogere med Magasinet FORMUE
Læs videre i Magasinet FORMUE, som vi har udgivet siden 1986. Her kan De læse flere gode råd om investering, skat, generationsskifte, arveforskud, virksomhedsoverdragelse og mange andre emner.

